Efter en drømmestart på karrieren som filminstruktør med det fremragende coming of age-drama ’Booksmart’ har den 36-årige skuespiller (og altså nu også instruktør) Oliva Wilde kastet sig over et nyt projekt, der har tiltrukket et imponerende cast.
’Midsommar’-stjernen Florence Pugh, Shia LaBeouf og Chris Pine (‘Star Trek’) har nemlig, ifølge Variety, alle bidt på krogen til Wildes psykologiske thriller ’Don’t Worry Darling’.
Filmens manuskript er baseret på det forholdsvis ukendte søskendepar Shane og Carey Van Dykes idé og manuskript, men er med Wildes ankomst til projektet blevet omskrevet af ’Booksmart’-forfatteren Katie Silberman (’Isn’t It Romantic’).
Der vides endnu ikke meget om ’Don’t Worry Darling’, ud over at filmen handler om et isoleret utopisk samfund i den californiske ørken i 1950’erne. Den 24-årige Pugh skal efter sigende spille hovedrollen, hvis tætte allierede spilles af Wilde selv.