KOMMENTAR. »Jeg elsker, at Netflix tilbød mig den her rolle, for som regel bliver kvinder som jeg konsekvent castet til at spille ’den sjove veninde’ eller sidekick«.
Ordene er australske Rebel Wilsons til The Hollywood Reporter og anledningen Netflix-premieren på original-filmen ’Isn’t It Romantic’, hvori hovedpersonen – som hader romcoms – slår hovedet og vågner op i et syret romcom-univers, komplet med sporadiske dansenumre på gaden, enerverende voiceover og en selvindbildsk wannabe-Richard Gere i ’Pretty Woman’-limousine (Liam Hemsworth aka. den Hemsworth, man hyrer, hvis storebror Chris er over budget).
Det er 39-årige Wilsons debut som ene førstedame på skærmen og en velkommen overraskelse for alle dem, der måtte have afskrevet australieren som token fat comic relief efter en længere række homogene sex- og kropsfikserede biroller i ’Single in New York’, ’Pitch Perfect’-trilogien og ’Bridesmaids’, der først og fremmest har ladet skuespillerinden spy vulgære oneliners på egen overvægts bekostning.
Dem, der til gengæld måtte huske den stærkt underkendte sorte komedie ‘Bachelorette’ fra 2012 ved allerede, at Wilson evner rækker til andet end at spille bramfri bimbo, og når pikhumoren (der da sagtens kan være underholdende i mindre doser, bevares) en sjælden gang skrælles af, åbenbarer skuespillerinden mere nuancerede dramedy-facetter, der trumfer modelsmækre romcom-medspillere a la Dakota Johnson på karisma, og slægter komediekollegerne Kristen Wiig og Melissa McCarthy på med sympatisk, sassy relaterbarhed,
Og det er netop Wilsons balancegang mellem situationskomik, rap repliklevering og en snert af eksistentialistisk melankoli (snart sagt hvert et komediestortalents underliggende bundklang), der giver humoren i ’Isn’t it romantic’ tiltrængt hverdagsmenneskelig substans på den moderne romcom-scene, hvis kvalitative kurve har været deprimerende nedadgående i årevis, med selvsamme Netflix som afsender for det grelleste candyflossklister.
Den vakse romcom-fan kan dårligt undgå at bemærke, at det på papiret er anden gang på knapt et år, at en kvinde, hvis kropsbygning falder uden for Hollywood-rigide fitnessdogmer, nødvendigvis må få et gok i nøden for at lære at elske sig selv. Et ikke udpræget heldigt budskab. Men hvor Amy Schumers rædderlige ’I Feel Pretty’ gik grueligt galt i byen ved at fokusere indædt på hovedpersonens imaginære ’elefantvægt’ og udøvede både fat-, slut- og skinny-shaming i processen, er det ikke Wilsons vægt, der er omdrejningspunkt for ’Isn’t It Romantic’. Og det er en slet skjult milepæl for både genren og skuespillerinden selv.
»Vi var bevidste om ikke at gøre hovedpersonens vægt til hendes problem. Det var ikke den historie, vi ville fortælle. Det handler om at gøre op med den her universelle forestilling om, at man ikke er et ’helt menneske’, med mindre nogen elsker en«, siger filmens instruktør Todd Strauss-Schulson til The Hollywood Reporter.
Den glade klovn
Overvægtige skuespillere er siden filmens spæde barndom ofte blevet typecastet som glade klovne, fra Fatty Arbucle til John Candy, Melissa McCarthy og altså Rebel Wilson. Begavede komikere, der fra tid til anden mere eller mindre frivilligt (der skal jo brød på bordet) har bidraget til at opretholde et socialt skadeligt showbizbillede af overvægtige mennesker som lattervækkende, ud fra devisen om at tykke mennesker altid er lystige og – hvis de er kvinder – super liderlige. For hvad er sjovere end en overvægtig kvindes sexdrive, når nu alle jo ved, at ingen gider knalde hende?!
Wilson er årtiets postergirl for klicheen og har tidligere fortalt avisen New Zealand Herald, at hun i starten af sin karriere ligefrem blev opfordret til ikke at tabe sig for ikke at miste roller. Under optagelserne af ’Pitch Perfect’ var det sågar et punkt i hendes kontrakt. Medier som Huffington Post, Buzzfeed og Vogue har yndet at positionerere hende som en Hollywood-rollemodel for diversificerede skønhedsidealer, men selvom privatpersonen Wilson er højrøstet fortaler for at gøre op med kvinders kropsskam, har det været svært at tilskrive sidekick-rollerne forbilledlige kvaliteter, når stjernens vægt igen og igen er blevet reduceret til en punchline.
Med ’Isn’t It Romantic’ har Wilson imidlertid taget de første skridt mod en ny form for brancheanciennitet, hvorfor hun under promoveringen også er begyndt at lægge anderledes afstand til stereotypificeringerne. Det er ikke forløbet helt gnidningsfrist: En begejstret Twitter-erklæring om, at hun var stolt af at være den første overvægtige kvindelige romcom-hovedrolle maveplaskede, idet fans og kolleger syrligt påpegede, at de sorte plus size-skuespillerinder Queen Latifa og Mo’Nique begge tidligere har spillet romantiske dronninger.
Ud med fedmesatiren
Debatten omkring filmlands snævre fokus på sorte kvinders romcom-værd versus den boxoffice-orienterede opmærksomhed, hvide mainstreamskuespillerinder tildeles, er vigtig, men det er ikke fair at lade Wilsons fodfejl (og australierens dertilhørende noget uigennemtænkte Twitter-blokering af kritiske fanrøster, inden hun uforbeholdent undskyldte) overskygge det faktum, at ‘Isn’t It Romantic’s udviskning af diskrepansen mellem stjernens kropsaktiviststatus og hendes gængse persona foran kameraet kan få positiv betydning for plus size-skuespillerinders muligheder alle vegne.
Next up på det store lærred spiller Wilson den ene kvindelige hovedrolle over for Anne Hathaway (og Casper Christensen!) i komedien ‘The Hustle’, og lidt senere på året dukker hun op i en birolle i instruktør Taika Waititis Hitler-parodi ‘Jojo Rabbit’ og Tom Hoopers filmatisering af musicalen ‘Cats’. Og så venter en helt ny genrerejse ned i krimiuniversets dystre dybder i den australske krimiserie ‘Les Norton’. Stort anlagte projekter, men ingen soloflyveture.
‘Isn’t It Romantic’ vil givetvis være med til at determinere, om Hollywood-producenterne fremadrettet også kan overbevises om at satse mere ambitiøst på Wilson som leading lady blottet for fedmesatire. Men hendes romcom-sejr repræsenterer en lille landevinding for skildringen af overvægtige kvinder som ganske almindelige mennesker.
Læs også: Brie Larson og ‘Captain Marvel’ overdænges med kvindefjendsk had – det bør ALLE fans tage afstand fra