En af tidens mest interessante indieinstruktører, Josephine Decker, som forrige år debuterede med den svimlende kunstfilm ‘Madeline’s Madeline’, er klar til at invitere os indenfor i dramaet ‘Shirley’, hensat til en universitetsby i Vermont – og med et strejf af ‘Suspiria’.
Elisabeth Moss spiller en fiktionaliseret, mentalt ustabil udgave af den virkelige horrorforfatter Shirley Jackson, som sammen med sin mand, professoren Stanley Hyman (Michael Stuhlbarg), lejer et værelse ud til det unge par Fred (Logan Lerman) og Rose (Odessa Young).
Sidstnævnte er skeptisk over for det excentriske værtspar og i særdeleshed Shirleys lettere bizarre opførsel, men som tiden går knytter alle fire tiltagende tætte bånd.
‘Shirley’ blev vist på Berlin-festivalen tidligere i år, hvor vores udsendte Freja Dam kaldte Moss’ præstation en »tour de force«, og begejstret rapporterede:
»Som en feminin blanding af ‘Hvem er bange for Virginia Wolf’ og ‘The Shining’ skaber filmen en foruroligende giftig og klaustrofobisk horrorkammerspil-stemning, ikke mindst gennem danskboende Sturla Brandt Grøvlens kameraarbejde med urolige og ufokuserede ultranærbilleder«.
‘Shirley’ får amerikansk premiere på vod 5. juni, hvorfor en dansk streaminglancering forhåbentligt også er lige om hjørnet.