BERLIN FILM FESTIVAL. Amerikanske Eliza Hittmans sublime abortdrama ‘Never Rarely Sometimes Always’ har lagt sig solidt i førertrøjen i Berlinalens hovedkonkurrence.
I hvert fald hvis man skal sætte sin lid til branchemagasinet Screens kritikerbarometer (hvad man ikke altid skal, men der var sammenfald ved sidste års Guldbjørnevinder ‘Synonyms’), hvor filmen onsdag strøg ind på en klar førsteplads foran tyske Christian Petzolds kærlighedsfabel ‘Undine’.
‘Never Rarely Sometimes Always’ vandt en pris på Sundance Film Festival i sidste måned, og det er derfor lidt usædvanligt, at den overhovedet er med i hovedkonkurrencen – ligesom en anden favorit, Kelly Reichardts ‘First Cow’, der havde verdenspremiere på amerikanske Telluride i efteråret. Festivalen foretrækker verdenspremierer, men medtager også internationale premierer, hvis filmene er gode nok.
Det er både ‘Never Rarely Sometimes Always’ og ‘First Cow’, så man behøver ikke engang spekulere i, om filmene er udtaget, fordi de ville pynte på kønsstatistikken, som festivalen er opsatte på at skabe ligevægt i. Alligevel virker det lidt nedslående både for den europæiske filmkunst og især Berlinalens relevans og evne til at tiltrække topinstruktører, at festivalens bedste film er gengangere fra amerikanske festivaler.
Hverken nye navne eller anerkendte auteurs som italienske Matteo Garrone, franske Phillip Garrel eller rumænske Christi Puiu har imponeret. Sidstnævntes tre en halv time teatralske og filosofisk monologtunge ‘Malmkrog’, der ironisk åbnede festivalens nye program Encounters for »æstetisk og strukturelt dristige værker«, var så dræbende kedelig, at jeg kravlede ud af biografen halvvejs inde i et forsøg på at få mit liv tilbage.
Men så er det godt, at vi har de amerikanske indiekvinder til at sætte fut i festivalen. Udover de to nævnte har også det minimalistiske MeToo-drama ‘The Assistant’ af Kitty Green, som jeg interviewede forleden, i Panorama-programmet, og Josephine Deckers ‘Shirley’ i Encounters-programmet skabt opmærksomhed – og sat sig sikkert på min foreløbige top 4. Det siger selvfølgelig noget om min smag, men også om hvor mange talentfulde kvindelige instruktører, der arbejder i amerikansk indiefilm for ganske få midler og af en eller anden grund ikke er blevet kapret af Hollywood.
Skønt u-hollywoodske
Men godt det samme, for filmene er alle skønt u-hollywoodske med deres enten underspillede eller radikale tilgang og deres klare feministiske dagsorden.
Kelly Reichardt er på velkendt territorium med ‘First Cow’, der ligesom blandt andet ‘Meek’s Cutoff’, ‘Wendy and Lucy’, ‘Night Moves’ og ‘Certain Women’ med små armbevægelser skildrer arbejderklassens liv i USA’s landdistrikter. Ligesom ‘Meeks Cutoff’ er det en historisk film, der vender westerngenrens maskuline koder på hovedet med sin intime historie om to bløde mænd og en jerseyko.
Filmen er baseret på dele af Jonathan Raymonds roman ‘The Half Life’ og foregår i 1820’erne i Oregon-området. Her støder kokken Cookie (John Magaro) og den kinesiske immigrant og lykkejæger King Lu (Orion Lee) ind i hinanden. De bliver venner og forretningspartnere, da King Lu finder på at opbygge en forretning med Cookies lækre kager, hvis hemmelige ingrediens er stjålen mælk fra områdets eneste ko.
Gennem de to stilfærdige mænd og det opportunistiske nybyggermiljø omkring dem undersøger filmen med både patos og underfundig humor den amerikanske drøm, hybris og kapitalismens spæde begyndelse – men også loyalitet og det rørende venskab mellem hårdtarbejdende Cookie og visionære King Lu.
Reichardt undgår genrens storladne billeder, men dyrker i stedet en jordnær intimitet med sit kvadratiske 4:3-billedformat og nærbilleder, der tager os helt ned i mulden, når Cookie plukker svampe, og tæt på det sprøjtende yver, når han malker titlens venlige ko i nervepirrende natlige seancer.
Makeup og kinesisk bagværk
Jeg var mere irriteret end begejstret over up-and-coming-indieinstruktør Josephine Deckers prætentiøse og klaustrofobiske ‘Madeline’s Madeline’. Men instruktørens nye ‘Shirley’, der havde premiere på Sundance, lykkes meget bedre med at forene et godt manuskript med vid og humor (af Sarah Gubbins) med Deckers svimlende æstetik.
Elisabeth Moss giver en tour-de-force-præstation som forfatteren Shirley Jackson, der bliver behandlet som en rockstjerne på universitetet, hvor hendes mand Stanley (Michael Stuhlbarg) er professor i 1960’erne. Men hun skræmmer også folk, fordi hun er psykisk ustabil og fordrukken og udbasunerer sine uforudsigelige og ofte grove analyser af alle omkring sig.
Det får det unge ægtepar, Stanleys nye protegé Fred (Logan Lerman) og gravide Rose (Odessa Young) at føle, da de bliver inviteret til at flytte ind mod at hjælpe til i huset, da Shirley i sin skrivekrise dårligt kan komme ud af sengen.
Shirley og Stanley nyder at have publikum til deres konstante magtkamp og manipulerer mesterligt det unge par. Shirley er uforskammet og grænseoverskridende over for Rose, der føler sig trådt på, men også set. Efterhånden udvikler de et symbiotisk fællesskab om både Shirleys true crime-roman og Roses graviditet. Som en feminin blanding af ‘Hvem er bange for Virginia Wolf’ og ‘The Shining’ skaber filmen en foruroligende giftig og klaustrofobisk horrorkammerspil-stemning, ikke mindst gennem danskboende Sturla Brandt Grøvlens kameraarbejde med urolige og ufokuserede ultranærbilleder.
Og nu tilbage til den stik modsat naturalistiske ‘Never Rarely Sometimes Always’, der følger 17-årige Autumns forsøg på at få en abort i USA’s restriktive sundhedssystem. Hun har ikke lyst til at betro sig til sine forældre, og da hun bor i Pennsylvania, der kræver forældreaccept, hopper hun sammen med sin jævnaldrende kusine Skylar på en Greyhound til New York, som Skylar stjæler penge til fra det supermarked, de begge arbejder i. Pengene slipper dog hurtigt op, da de må blive i New York i længere tid, fordi Autumn er længere henne, end hun troede, og operationen derfor skal foregå over to dage.
For stolt til at tage imod bolighjælp fra klinikkens vejleder driver pigerne i stedet udmattede rundt i New Yorks subway, busterminal og gader med deres kæmpe fælles kuffert (som ikke giver narrativt mening for en endagsrejse, men fungerer godt symbolsk).
Der sker ikke pigerne noget dramatisk, men man mærker hele tiden deres udsatte position, når en insisterende ung fyr, der senere spiller en afgørende rolle, bager på Skylar i bussen, og de møder en blotter i subwayen. Autumn er tilsyneladende for traumatiseret til at betro sig direkte til Skylar, mens deres forhold er intimt og stiltiende solidarisk. Med små øjeblikke, hvor Autumn tager Skylars hånd, Skylar lægger makeup på Autumn, og de deler fedtet kinesisk bagværk, kommunikerer de mere end tusind ord – og begge unge skuespillere, Sidney Flanigan og Talia Ryder, spiller fantastisk autentisk og naturligt.
Det er både rørende og empowering at følge de to pigers stille kamp for selvbestemmelse over deres kroppe, side om side mod resten af verden.