(Artiklen indeholder spoilers for hele sæson 3 af ‘The White Lotus).
Det burde sige en del om niveauet i den aktuelle sæson af ‘The White Lotus’, at folk siden første afsnit vitterligt har spekuleret på, om det mon er hotellets aber, der får fat i en pistol og affyder finaleafsnittets skud.
Så lidt har vi simpelthen fattet, hvor vi mon var på vej hen, mens vi samtidig har håbet inderligt på, at der var en eller form for genialitet på spil, vi ikke havde set komme.
I otte afsnit har vi drømt om, at Mike White ville tage røven på os. At HBO-hittet, udover pragtfulde memes og sjove Parker Posey-fraser, kunne levere et øjeblik så rablende, at omgang tre alligevel kunne måle sig med tidligere sæsoners fatale kuffertlorte og gay murder mayhem på en yacht.
Vi var inden sæsonen blevet lovet »længere, større, vildere« af serieskaberen selv. Men fra start til slut er ‘The White Lotus’ først og fremmest vokset i sin egen selvopfattelse uden mere at have det i.
Serien er blevet så skråsikker og storskrydende, at der simpelthen er blevet for langt mellem karakterernes overdådige bungalows.
Hvor der til at starte med var lagt i ovnen til hanekamp på kryds og tværs, druknede samtlige karakterer så meget i deres egne indre stormvejr, at de slet ikke orkede have konflikter med andre end dem selv.
Og selvom der var blærede skuespilpræstationer og enkelte guldkarakterer (Saxon!), var der også underholdningsmæssige blindgyder som bom-betjenten Gaitok, den utilgiveligt underbrugte Christian Friedel som hotelmanageren Daniel og storesøster Piper – bedre kendt som »your sister has no thesis« og »Piper nooo!«.
Vi kunne også kalde det et stort Jennifer Coolidge-formet hul, der opslugte alt det, der engang gjorde ‘The White Lotus’ til den perfekte moderne turistfarce. Og som man af uransalige årsager havde prøvet at fylde med stirrende hvide mænd.
Sæson 3 har været mere optaget af at fortælle os, hvor crazy den var, end rent faktisk at gå amok.
Det blev ikke meget vildere, end da Sam Rockwell fortalte om at bytte mentalt og seksuelt plads med en »asian girl« eller blikkene på tværs af det broderlige handjob.
Da det endelig blev tid til at checke ud, var alle spor så overforklarede eller meningsløse, at man enten kunne gætte udfaldet eller var ligeglad.
Selvom det sluttede med kugleregn midt i al den falske mindfulness, og hele fem karakterer måtte lade livet, føltes feriens afslutning alligevel ikke rigtigt skæbnesvanger i ‘Amor Fati’.
Tjekhovs blender
I stedet for aberne plukkede finalen til gengæld sæsonens næstlavest hængende frugt.
Nærmere bestemt den pong pong-frugt, vi fra start havde fået at vide var giftig, og som havde hængt og dinglet ude foran døren hos den selvmordstruede Tim hele tiden, mens han havde dagdrømt om at bruge skyderen i den tomme skuffe til at dræbe sig selv og hele sin familie.
»De lokale kalder det selvmordstræet – så lad være med at spise den«, blev det også lige skåret ud i pap, hvorefter Raitliff-faren flåede kernerne ud og kreerede livsfarligt nøddesmør hurtigere, end man kunne sige Tjekhovs blender.
Vi fik således lov til at høre Parkey Posey udtale »Pina Colada«, inden Tim alligevel ændrede mening og slog de forgiftede ananasdrinks ud af hænderne på sin egen mordforsøgte familie.
Blenderen orkede han dog ikke lige at gøre ren (relaterbart i alle andre tilfælde end her), hvilket selvfølgelig udviklede sig til endnu et næsten-mord på den søde lillebror Lochy, der morgenen efter forsøgte at proteinshake sig tilbage ind i varmen hos sin bror.
Ligesom i resten af sæsonen blev dramaet udskudt til det sidste.
Ødipus-ups
Selvom finaleafsnittet varede halvanden time, var der stadig mange ting, der gik for stærkt.
Sidst fik vi en middag, hvor alle i den toksiske venindetrio sagde præcis, hvad de syntes og blev uvenner. Denne gang fik vi en middag, hvor alle sagde, hvad de syntes om hinanden og sluttede fred. Ikke mindst Carrie Coon, hvis velleverede monolog desværre virkede som en afslutning på et handlingsforløb, vi aldrig kom helt under huden på (blandt andet fordi det blev klippet ud).
Rick efterlod Frank i leopardtrusser i Bangkok og vendte tilbage til Chelsea på The White Lotus og deklarerede stolt: »Jeg slog ikke nogen ihjel«. Men hvem kunne så have forudset, at manden, han lige ikke havde slået ihjel, ejeren af hotellet, lige pludselig ville dukke op midt i morgenbuffeten og bede ham om at skride? Alle andre end Rick.
Ligesom han var meget alene om ikke at indse, at hotelejeren, der havde dræbt hans far, nok i virkeligheden var hans far. Det dæmrede først, efter han havde skudt ham, hvor Sritala belejligt råbte:. »Han var din far! Det fortalte han mig«. Hele sæsonen har det været svært at se forskel på plaget og snotdum, men sjældent har jeg set en mere uforståeligt skrevet knudemand-stereotyp end Rick.
Klimakset blev en mærkelig omgang Ødipus-ups, hvor Rick som en omkringstyrtende kugle i den moderne maskulinitetskrises flipperspil prøvede at flygte til terapi med sin opblussede lyst til fadermord, men i stedet kom til at skyde fire mennesker, fordi … der var ventetid?
Således endte Rick og Chelsea deres dage som dråber. Ikke i det store eksistentielle hav, som guruen i templet snakkede om, men som uløseligt forbundne skæbnesjæle-lig flydende i hotellets indhegnede dam.
Tanya McQuoid går igen
En lille smule af Tanya McQuoids ånd gik dog alligevel igen til sidst.
For da massøren Belinda forlod hotellet med fem afpressede millioner dollars af det afdøde nervevrags ånd, var rollerne endelig byttet om. Denne gang var det hende, der drog mod solnedgangen og efterlod et knust hjerte og en spoleret spa-iværksætterdrøm hos thailandske Pornchai, der ellers havde masseret hendes ego hele ugen.
Det mest overraskende, serieskaber Mike White fandt på i finalen, var, da han lod sønnen Zion referere den berømte amerikanske forfatter Langston Hughes’ digt ‘Harlem’ midt i sit hustlermøde med Greg. Et digt, der også lægger titel til teaterstykket ‘A Raisin in the Sun’, et hovedværk i den afroamerikanske litteratur om penge og raceulighed i 1950’ernes Chicago.
»What happens to a dream deferred? Does it dry up like a raisin in the sun?«, lyder de berømte vers.
Belindas udskudte drøm fra sæson 1 blev endelig realiseret i bytte for et moralsk svinkeærinde af de helt dyre.
Og min drøm om en ‘The White Lotus’-finale, der kunne få sæsonen op på dupperne én gang for alle, er til gengæld sygnet hen og tørret ind.
»What happens in Thailand, stays in Thailand«, lød det tilbage i første afsnit, hvor håbet om vildt og vovet watercooler-tv stadig levede. Nu er tredje sæson slut med et spændingsniveau på »Lorazepam« og masser af tykke menneskelige pointer (»buuuudhism«).
En »tsunami« blev det dog aldrig til.
‘The White Lotus’ kan ses på Max.