FINALEOPTAKT. En desperado med en pistol besøger manden, der slog hans far ihjel, i dennes velbevogtede hus.
En hustrumorder holder middag for kvinden, der ved, hvad han har gjort – og for fyren, der knaldede hans kæreste.
En svindelafsløret patriark fantaserer om at pløkke hovedet af sin hustru og sig selv.
Og tre veninder, hvis venskab smuldrer hurtigere end parmesan over risotto, skal til thai-boksning med russiske machomænd tatoveret med gedulgte motiver.
Hold nu op der var lagt i ovnen før næstsidste afsnit ’The White Lotus’, der var slået et stort brød op og muligvis også andre bagemetaforer for, at nu skulle det blive vildt!
Men dejen faldt fladt sammen. Syvende afsnit var en antiklimatisk fuser.
Walton Goggins’ Rick svang sig lige nøjagtigt op til at revanchere fadermordet med en væltet stol, der knap nok ville få en 7. klasses-lærer på Amager op i det røde felt.
Middagen kulminerede i et afbalanceret bestikkelsestilbud på 100.000 dollars og et høfligt afslag om utroskab tilsat voyeuristisk spice. Patriarken fantaserede lidt videre om potentiel familiehenrettelse. Den ene veninde fik endelig en omgang i kanen med en hektisk walk of shame som udgang. Gaitok identificerede russerne som resort-røvere i et krimiplot, man som seer for længst har glemt at interessere sig for.
Fra gokker til kloster
Jeg kan egentlig godt lide mange af de karakterer, Mike White har skabt i denne tredje ombæring af HBO’s klassesatiriske modmysterium.
Men med kun én time tilbage står sæsonen stadig tilbage som et drama, der aldrig rigtigt kom i gang. Et hvert tilløb bliver afløst af stilstand, enhver incestuøs gokker ender i et buddhistisk kloster.
Der var engang en film med George Clooney, der hed ’The Men Who Stare at Goats’. Denne sæson af ’The White Lotus’ kalder jeg ’Midaldrende Mænd Stirrer Tomt ud i Luften’. Det er selve definitionen på narrativ tomgang, at serien har ikke bare én, men tre rige boomers, hvis scener primært består af, at de demonstrativt tavst sidder i en sofa og opgivende ignorerer verden omkring dem.
Jeg er helt færdig med Rick, Greg og Timothys depressive besjæling af livets meningsløshed. Men måske det er en overlagt strategi, så tilfredsstillelsen bliver det større, når de enten vækkes, dør eller bliver sat bag tremmer i sidste afsnit?
Finale-episoderne på både sæson 1 og 2 var mesterlige opvisninger i kaos og desperation, der hvirvlede op som en tornado mod en højere enhed af spænding, chok og komik. Tanyas kamp for overlevelse på yachten i sidste sæson. Den kontrollerede hotelmanager Armonds deroute i alkohol, stoffer og hævn i sæson 1. Episk!
Men først og fremmest episk, fordi der var plotspor, man var oprigtigt spændt på at træde i, og som eskalerede langsomt og elegant i afsnittene op til.
Hvem dør? Who cares?
Hvor er de ydre plotlinjer, der denne gang skal bane vejen for en finale af tilsvarende sprængfarlighed?
Er det russerne, der skal få som fortjent, så søde Gaitok kan overbevise den skuffende alfafeticherende Mook om, at han er en rigtig mand? Er det spændingen om, hvorvidt familien Ratliff ender i efterlivet eller blot i åndelig askese? Er det spørgsmålet om, hvorvidt Greg har tænkt sig at rydde truslerne af vejen med samme kynisme, som han ofrede Tanya?
Vi ved fra første afsnits åbningsscene, at det ender i skudsavler, skræmte aber og Belindas Zion, der står ansigt til ansigt med et flydende lig i søen. Hvem skal dø? Who cares?
Min forventningsglæde kan lige akkurat hæve sig til det trin på skalaen, jeg vil kalde »mildt nysgerrig«. Hvilket er tre trin under »sindssygt spændt« og fem under »læg mig i koma og væk mig, når det bliver mandag!«
Skal man komme sæsonen lidt i møde, kan man måske sige, at dens indre kampe har været mere interessante end de ydre, som med Rick-figuren, der i teorien repræsenterer en meget fin skildring af den privilegerede hvide mands selvmedlidende tomhed, men bare ikke rigtigt har foretaget sig noget ægte fascinerende gennem hele serien, ikke engang som loco befrier af giftslanger.
Man kan også mene, at der er i Ratliff-brødrenes forbudte kys, i patriarkens fald og i Mooks forventninger til en ægtemand ligger en spændstig eksponering af maskulinitet og (kvindens forventninger til) manderoller anno 2025, som virker til at være det, der har ligget Mike White – selv en privilegeret mand på 54 år – mest på sinde i en sæson, hvor kvindekaraktererne synes at træde mere glat i baggrunden.
Alle disse tematikker har bare ikke rigtigt omsat sig til et plot, der for alvor er spændende at følge med i. Mike White skal i hvert fald hive de helt store kaniner op af hatten til finalenummeret, hvis han skal redde en sæson, der har haft det meste i munden.
’The White Lotus’ sæson 3 kan ses på Max. Finaleafsnittet lander på mandag.