INTERVIEW. I den aktuelle kulturelle fællesbevidsthed kan det føles, som om alle drenge kun er ét doom-scroll væk fra at ende som predatoriske incels à la 13-årige Jamie i Netflix-hittet ’Adolescence’.
Og stemmer, der fungerer som modvægt til syndfloden af Andrew Tate-disciple, er derfor mere nødvendige end nogensinde.
Komiker og filmskaber Jerrod Carmichael er netop sådan en stemme. Som standup-komiker sprang han ud for åben skærm i sin Emmy-belønnede special Rothaniel fra 2022. Her fortalte han råt for usødet om at have skjult sin homoseksualitet i 30 år, om sin families hemmeligheder og om smerten ved et liv i løgn.
Med sin HBO-dokumentarserie ’The Jerrod Carmichael Reality Show’ skabte han et af sidste års tv-højdepunkter. Serien er struktureret omkring en række konfrontationer med de mennesker, der står ham nærmest, i kølvandet på afsløringerne i ’Rothaniel’: familie, venner, elskere.
Denne kompromisløse ærlighed cementerede ham som en vægtig ny figur i amerikansk populærkultur, der insisterer på, at de mest personlige fortællinger også kan være de mest universelle.
»Det bedste, jeg kan tilbyde, er sandheden,« siger Jerrod Carmichael med rolig overbevisning på et hotel i det indre København.
Carmichael møder mig med et let smil og et blødt, men bestemt håndtryk. Vi sætter os i et sofa-arrangement i hotellets bar. Jeg lægger lidt famlende for land med at formulere, at jeg håber, vi på 30 minutter kan have en samtale om både serien og de tanker, der fylder i ham lige nu, som filmskaber, komiker og en sort mand, der lever i denne verden. Ikke for at gøre det højtravende eller noget …
» Wow, det var mange forskellige perspektiver«, kvitterer han med en afvæbnende charme og fortsætter så: »Nej, det er det hele i ét«.
I orkanens øje
Jerrod Carmichael er i Danmark, fordi han gæster dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX til en talk med podcasten ’A Seat At the Table’ med Ingrid Baraka og Naima Yasin i Bremen Teater.
Han er en queer sort mand, der er opvokset med streng religion – et intersektionelt perspektiv, han mener kan udgøre en modvægt til tidens had og polarisering. Det er en ny og radikal repræsentation, der rummer en dybere kompleksitet end Hollywoods firkantede metervarer.
»Jeg føler, at jeg står i orkanens øje af en masse ting: race, seksualitet, religion, maskulinitet – og alt, hvad jeg kan gøre, er at vise sandheden«, siger han. »Jeg ofrer mig selv som karakter og viser mine usympatiske sider, fordi det er sandt. Hvis folk virkelig var ærlige og lod andre få indblik i deres inderste tanker, ville de ikke alle sammen være ligetil og sympatiske. Det er mere komplekst. Der vil være noget egoistisk, noget grimt«.
»Showet var det stik modsatte af at beskytte sig selv. Det var en smule kaotisk – som at smide en granat ind i hvert rum og se, hvad der stod tilbage bagefter«, siger Carmichael om sin tilgang i dokumentarserien.
Uden serien havde han nok aldrig sat sig ned og konfronteret sin far med dennes mangeårige utroskab. Han havde heller ikke erklæret sin forelskelse i sin nære ven, rapperen Tyler The Creator, eller spurgt sin mor direkte, hvordan hun ser ham, efter at han er sprunget ud som homoseksuel. Alle de samtaler, han havde frygtet hele livet, fandt sted for rullende kamera.
Carmichael er overbevist om, at mange af de svære samtaler i ’Reality Show’ aldrig var blevet til noget uden kameraet som katalysator. »Min familie levede i hemmeligheder. Vi lagde alle de svære følelser ned i en boks og stillede den bagerst i skabet«, fortæller han.
I årevis undgik Jerrod Carmichael og forældrene omhyggeligt alle emner, der kunne såre eller skabe konflikt af frygt for at ødelægge familien indefra.
»Det mest smertefulde var faktisk alt det, vi gik og undveg. »Vi brugte det meste af vores tid på at skubbe de svære samtaler væk og undgå at sige noget, der kunne gøre ondt – fordi vi var bange for, at det ville ødelægge familien«, siger han.
Ironisk nok var det først, da han valgte at filme konfrontationerne, at den onde cirkel blev brudt. Kameraet gav ham et formål og et ansvar: Nu skulle tingene siges højt.
»Serien var det, der gav mig skubbet til at tage de samtaler. Jeg vil gerne respekteres og ses«, fortæller han og kigger ned i bordet. »Men jeg er også bange for at blive set. Alligevel ved jeg, at jeg er nødt til at tage den samtale for at få det, jeg gerne vil have«.
Skal gøre det, der skræmmer ham
Netop villigheden til at vise sig selv – selv når det skræmmer ham fra vid og sans – er kernen i Carmichaels projekt. Hans coming-out var det mest frygtindgydende, han nogensinde kunne gøre, men da han sprang ud, føltes det som det bedste valg i hans liv.
Den erfaring er siden blevet en slags leveregel for ham.
»Hvis noget virkelig skræmmer mig, og jeg mest har lyst til at lade være, så er det måske netop dét, jeg skal gøre,« forklarer han. Han lægger samtidig ikke skjul på, at de ærlige konfrontationer langtfra kun bød på forløsning.
»Der fulgte også en masse smerte med nogle af de her samtaler. Men der kom klarhed ud af det, og det er godt«.
At eksponere sig selv og sine nærmeste i så personlige opgør på skærmen kan lyde kynisk. Carmichael er da også bevidst om, at nogle vil spørge, om han udstiller sit privatliv for kunstens skyld. Han fremhæver en scene fra Sidney Lumets film ’Network’, hvor en tv-producent skruppelløst ofrer alt og alle for de gode seertal.
»Jeg forstår godt den drift efter at skabe noget spændende indhold,« indrømmer han med et skævt grin. »Men jeg er ikke hende fra ’Network’«.
Carmichael insisterer på, at intentionen bag ’Reality Show’ aldrig var at ofre sine relationer for sensationens skyld – tværtimod. »Min intention var god,« siger han og gentager ordet god med eftertryk. »Alle de samtaler, vi havde i serien, var for at jeg selv – og den, jeg talte med – skulle få det bedre. Og for at finde fred og klarhed«.
»Vejen dertil var dog langt fra let«, tilføjer han. »Det var ikke for at ofre mine relationer for kameraets skyld. De relationer var allerede i fare, og jeg troede faktisk, at kameraerne kunne hjælpe«. Han griner. »Jeg er godt klar over, at det lyder vanvittigt«.
Ansvar og nødvendighed
Carmichael betragter ikke sit virke som et politisk manifest, men som en personlig nødvendighed. Han udforsker først og fremmest sit eget liv.
»På nogle måder udforsker jeg nok bare egoistisk mit eget liv og prøver at løse mine egne problemer«, siger han med et skævt smil. »Jeg reagerede ikke på tidsånden, jeg reagerede på mit liv. Det har bare vist sig at afspejle den tid, vi lever i«.
Da jeg spørger ham til repræsentation direkte, reagerer han da også med en stærk aversion, ordet synes at ramme ham som kryptonit.
»Det der med repræsentation føles som endnu et bur. Hollywood elsker det, men det gør mig bare til en figur i stedet for et menneske«, siger han.
Alligevel mærker han nu et ansvar i en verden, hvor »racismen og homofobi har gjort et comeback med en rasende kraft«, som han selv udtrykker det.
For Amerika er ramt af et stormvejr af undertrykkende politiske vinde, der blæser imod krydsfeltet af alle de minoriteter, han er en del af.
»For første gang i min karriere føler jeg et ansvar med mit arbejde,« siger Jerrod Carmichael alvorligt.
»Jeg har altid ment, at mit arbejde først og fremmest skulle underholde, men nu forsøger jeg at leve op til det ansvar ved at være endnu mere ærlig. Og det føles mere nødvendigt nu end nogensinde før«.
’Jerrod Carmichael Reality Show’ kan ses på Max.