’I skoven’: Ny Netflix-serie vil glæde krimifans – uden meget nyt under solen

’I skoven’: Ny Netflix-serie vil glæde krimifans – uden meget nyt under solen
'I skoven'. (Foto: Netflix)

På en varm sommernat i 1994 fester en gruppe glade unge på sommerlejer i en skov i Polen. Pludselig bryder et rædselsslagent skrig nattefreden, og den næste morgen viser fire af lejrens gæster sig at være sporløst forsvundne. I de følgende dage dukker ligene af to af de forsvundne op. Men hvad der er sket med de resterende to, Artur (Adam Wietrzynski) og Kamila (Martyna Byczkowska), forbliver et mysterium igennem de næste 25 år.

Altså lige indtil Kamilas efterladte storebror Paweł (Grzegorz Damięcki), der nu arbejder som anklager, bliver kontaktet af politiet om liget af en mand, der er blevet fundet død på et hotelværelse under falsk identitet. En mand, der meget vel kunne være den forsvundne Artur.

For Paweł bliver det starten på en jagt efter sandheden bag hans søsters forsvinden og formodede mord.

‘I skoven’ er filmatiseret i seks afsnit efter den amerikanske krimiforfatter Harlan Cobens roman fra 2007 af samme navn. Den markerer også tredje gang, at Netflix har skabt serier på baggrund af forfatterens værker efter ’Safe’ fra 2018 og ’The Stranger’, der udkom tidligere i år.

Handlingen er blevet flyttet fra Harlan Cobens hjemstat New Jersey til de polske skove. Ganske atypisk er serien nemlig en amerikansk kulturejendom produceret og instrueret uden for Amerika og ikke omvendt.

Det er nok ikke en detalje, mange vil lægge vældig meget mærke til. Polen agerer fint kulisse for mordmysteriet med de dybe skove og Warszawas køligt grå bebyggelse, og både plot og karakterer føles naturlige i deres nye location.

Man kan imidlertid tydeligt mærke seriens litterære ophav. Historien springer frem og tilbage mellem i dag og den skæbnesvangre sommer i ’94, og detaljer omkring persongalleriets gøren og laden afsløres langsomt, som serien skrider frem. Det er et gammelkendt greb, men her tilbageholdes information ofte udelukkende for at skabe dramatiske afsløringer. Op til flere sideplots introduceres ligeledes uden forbindelse til den centrale fortælling – og fylder overraskende meget.

Det reducerer ikke spændingen i det centrale mysterium, men det roder i fortællingen, der i visse scener virker for skrevet.

Skuespillerne gør alle et solidt arbejde, og det er tydeligt, at det er en produktion i den dyrere ende. Visuelt hælder serien i retning af den skandinaviske krimibølge med blåtintede billeder og lange droneskud af øde landskaber. Kameraet går i sine beskæringer ubehageligt tæt på karaktererne, hvilket bibringer en semiklaustrofobisk stemning. Det er et stilistisk træk, der går godt i spænd med mysterieplottet.

Men overordnet er der ikke meget nyt under solen. Paweł er enkemand og alenefar til en datter, som han er bange for ikke at kunne være der for. Det afholder ham dog ikke fra at gabe over for meget i jobbet som anklager, og så drikker han lidt for meget. Mange af de gammelkendte krimitroper holdes i hævd.


Kort sagt:
’I skoven’ er en kompetent romanfilmatisering, der vil glæde mange krimifans, men også føles for skrevet og rodet.

'I skoven'. Tv-serie. Hovedforfattere: Leszek Dawid, Bartosz Konopka. Medvirkende: Grzegorz Damiecki, Hubert Milkowski, Agnieszka Grochowska, Wiktoria Filus. Spilletid: 6 afsnit a ca. 54 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af