Der er ét øjeblik i prologen til ’The Dark Knight Rises’, som cementerer instruktør Christopher Nolans bombastiske visuelle stil.
Terroristen Bane (Tom Hardy) kaprer et CIA-propelfly ved at koble det til en Hercules-transporter, der tipper flyet vertikalt midt i luften. Bane – med et ansigt dækket af en animalsk maske, så man kun kan se hans lynende intense øjne, og en krop, der er massiv som en tønde – falder tungt fra ét passagersæde til det næste. Direkte mod kameraet. Mod os. Det giver et sæt i hele kroppen og sender tankerne til den oplevelse, publikum må have haft i 1896, da de troede, et tog ville køre ud over sølvlærredets grænser i Lumière-brødrenes ’Et tog ankommer til stationen’ i historiens allerførste filmfremvisning.
Prologen eksisterer hovedsageligt, så Nolan kan lege med sit svinedyre legetøj. Men netop dette billede af Bane rusker så hårdt i én, at den igennem resten af spilletiden får maven til at slå knuder, når Bane er på skærmen.
Det skyldes ikke mindst, at Nolan insisterede på at udføre sin ambitiøse prolog så virkelighedsnært som muligt. Han brugte de besværlige 52mm IMAX-kameraer til at filme hele sekvensen for at indfange scenariets utrolige omfang. Han fik bygget en én-til-én model af flyet, som han smed fra en kilometers højde. Og skuespillerne og stuntmændene blev filmet i selvsamme model, hejst vertikalt op i et lydstudie. Så når Tom Hardys enorme korpus falder mod os, sker det virkelig.
Øjeblikket er kendetegnende for Nolans ’The Dark Knight’-trilogi som helhed. Instruktøren var fra dag ét åbenlyst mere interesseret i det kreative og finansielle råderum, som superheltegenren gav ham, end de historier, han kunne fortælle.
Men samtidig formåede han at give sine skurke, helte og byen Gotham selv en tyngde og tekstur, som var komplet uset i de skinnende blockbuster-film fra de tidlige 00’ere.
De mange skrinlagte Batmænd
Et årti før Nolan styrtede et cockpit ned i den idylliske skotske natur, var der intet, der tydede på, at den evindelige perfektionist skulle stå bag kameraet på én af det 21. århundrede største filmtrilogier.
På daværende tidspunkt havde Warner Bros. hele fire Batman-projekter i støbeskeen. Joel Schumacher arbejdede på en opfølger til sit candyfloss-mareridt ’Batman and Robin’ fra 1997 med titlen ’Batman Unchained’ samt et mere uhyggeligt reboot kaldet ’The DarKnight’.
Men da ’Batman and Robin’ skuffede ved billetlugerne, planlagde studiet i stedet en adaptation af Frank Millers ’Batman: Year One’ med Darren Aronofsky bag kameraet. Blandt andre Wachowski-søstrene og Joss Whedon var inde over manuskriptet. Der var sågar snak om ’Batman vs Superman’ instrueret af tyske Wolfgang Petersen i 2004.
Men efter betragtelig succes med de to intrikat opbyggede thrillere ’Memento’ og ’Insomnia’ gav Warner Bros. Nolan carte blanche til hvilken som helst franchise, de ejede. Og således blev det ham, som i sidste ende løb ad sted med den maskerede milliardær i 2005.
Med ’Batman Begins’ ønskede han at skabe en superheltefilm, der var forankret i vores verden. Han har i interviews peget på Richard Donners realistiske version af Metropolis i den originale ’Superman’ som inspiration snarere end Tim Burtons Gotham med de gotiske kirketårnspir og Caligari-lignende gyder i ’Batman’ fra 1989.
Og han hentede yderligere inspiration fra Ridley Scotts neo-noir/sci-fi-klassiker ’Blade Runner’, der bruger enorme fysiske sets og atmosfæriske effekter til at skabe en troværdig, gruende fremtidsvision af Los Angeles i det fjerne år 2019. Som prikken over i’et castede han Rutger Hauer, der spiller robotten Roy Batty i ’Blade Runner’, som den sleske forretningsmand William Earle.
Batman a la Patrick Bateman
Det vigtigste nybrud er dog portrættet af Batman selv. I ’Batman’ konfronterer den maskerede selvtægtudøver to lommetyve i filmens første minutter. Men Nolan og manuskriptforfatternee David S. Goyer og Jonathan Nolan tager sig god tid til at sætte tænderne i hovedretten. Her må publikum vente en hel time, før Bruce Wayne snerrer den ikoniske oneliner »I’m Batman« til en panisk mafioso.
Og hvor Michael Keaton er komplet manisk som den titulære helt i Tim Burtons film, er Christian Bale i ’Batman Begins’ langt mere afvejet og kalkulerende, inspireret af sin rolle som den psykopatiske yuppie Patrick Bateman i Mary Harrons ’American Psycho’.
Mange har bemærket, at ’Batman Begins’ er den eneste Batman-film, der handler om Batman. De tre skurke spiller alle mindre roller på rejsen fra Bruce til Batman. Som forældreløs rigmandsrod søger han hævn over mafiabossen Falcone. Senere må han som Batman se sin frygt i øjnene i sin kamp mod Scarecrow. Og endelig konfronterer han sin gamle læremester Ra’s al Gul i Batmans evige kamp om Gothams sjæl.
Filmens enorme succes gav Nolan det ønskede finansielle og kreative råderum, som han siden blot har bygget videre på op til sin nyeste film ’Tenet’, en original film med et budget på 200 millioner dollars.
Men ’Batman Begins’ satte samtidig dagsordenen for, hvordan studier gravede deres første spadestik i en ny serie. MGM udgav sit hårdkogte reboot af James Bond i ’Casino Royale’ et år senere, og MCU’s første store hit ’Iron Man’ skylder meget til ’Batman Begins’. Det var dog ikke altid, det gik lige godt. David S. Goyer og Zack Snyder prøvede at presse Supermans opvækst ned i samme kasse i den beske ’Man of Steel’ – med langt mere akavede resultater.
Det oscar-snub’ede mesterværk
Trods Nolans succes havde Warner Bros. stadig en ’Justice League’-film i produktion, efter ’Batman Begins’ og ’Superman Returns’ begge havde haft premiere, hvor begge superhelte skulle spilles af nye skuespillere.
’Justice League: Mortals’ skulle instrueres af George Miller, kendt for ’Mad Max’ og ’Happy Feet’-filmene, men blev forsinket på grund af manuskriptforfatterstrejken i 2007. Og da Warner Bros. først fik øjnene op for ’The Dark Knight’, blev projektet endeligt skrinlagt.
Da filmen ramte biograferne i 2008, blev den så dundrende en kritiker- og publikumdarling, at den alene satte den ellers udskældte superheltegenre på en piedestal. På grund af Oscar-akademiets forbigåelse af filmen i kategorien bedste film i 2009 så akademiet sig nødsaget til at udvide nomineringsfeltet til op mod ti film i årene derefter.
Hvor ’Batman Begins’ var inspireret af neonoir-film fra 90’erne, er ’The Dark Knight’ et fuldblods krimiensemble, hvor Batman, detektiv Gordon, mafiaen, den altruistiske distriktsadvokat Harvey Dent og anarkistiske Joker kæmper om kontrollen over Gotham. Den ikoniske prolog, hvor Jokerens håndlangere røver en mafiastyret bank, er én stor homage til Michael Manns krimifilm ’Heat’. Og som med Rutger Hauers cameo i ’Batman Begins’ smed Nolan passende en mindre rolle til William Fichtner, én af Manns faste karakterskuespillere, som bankens direktør.
Kostumedesigneren Lindy Hemming, som designede Batmans ikoniske dragt til samtlige film, overgår sig selv i sit arbejde med Jokerens kostume, hvis foruroligende ar ved mundvigene, sygeligt grønne hår, klattede makeup og håndsyede jakkesæt er blevet foreviget igennem Heath Ledgers magtdemonstration. Hans Oscar-vindende præstation og tragiske overdosis før filmens udgivelse vil for altid kaste en skygge over resten af trilogien – og for den sags skyld samtlige fremtidige udgaver af karakteren.
Hverken Jared Letos patetiske gangster-wannabe i ’Suicide Squad’ eller Joaquin Phoenix’ i mine øjne dovne riff på sin præstation fra ’The Master’ i ’Joker’ når den til sokkeholderne.
Republikansk propaganda?
Af samme grund anses ’The Dark Knight’ ofte som et ufejlbarligt moderne mesterværk. Men som med den første film står de enorme ambitioner ikke altid helt mål med det færdige produkt.
’Batman Begins’ kan holde dampen kørende de første 70 minutter, men så snart Falcone er ude af billedet, mister den meget af sit momentum. ’The Dark Knight’ kæmper ligeledes med at finde en tilfredsstillende afslutning. De sidste 40 minutter, hvor Jokeren vitterligt hænges til tørre, så Batman kan stoppe Harvey Dents voldelige alterego Two-Face, er den dag i dag heftigt debatteret blandt filmfans.
Ligesom ’Fight Club’ og ’A Clockwork Orange’ før den appellerede Jokerens nihilistiske, kaotiske verdenssyn til en bestemt type edgelord-mandebarn, der tog klovneprinsens taler som absolut gospel. Batman besejrer måske sin nemesis, men vi vil aldrig blive fri for migræneinducerende idioter, der »bare vil se verden brænde«.
I sin tid anså konservative pundits som Glenn Beck ’The Dark Knight’ for at være republikansk, fordi Batman i filmens sidste akt bruger sonarudstyr til at udspionere hele Gotham for at finde frem til Jokeren.
Et mere uheldigt aspekt af filmen er dens fremstilling af massefængslinger som et legitimt våben mod kriminalitet. I ’The Dark Knight’ er Harvey Dents plan at fængsle samtlige af mafiaens håndlangere udelukkende ud fra, hvem de er associeret med.
Massefængsling er en politik, der siden 70’erne har givet USA verdens højeste fængslingsrate og et enormt fængselsindustrikompleks. Men i begyndelsen af ’The Dark Knight Rises’ har denne såkaldte Dent-lovgivning ført til, at Gotham er »renset for kriminalitet«.
Problematisk politiskildring
Trilogiens opulente afslutning fra 2012 går utrolig langt i feticheringen af Amerikas politi. I de aktuelle tider føles det ikke uproblematisk, når da Gothams Finest i filmens klimaks hamrer ind i Banes mænd – grangiveligt vrede gothamitter og paramilitære tropper – i et kaotisk slagsmål. Når USA’s politi under protester mod politivold affyrer gummikugler mod demonstranters ansigt og gør brug af tåregas, er det immervæk en pille at sluge at se politiet som den lille mands helt.
Præmis for ’The Dark Knight Rises’ er da også en rodebutik, da Jonathan Nolan baserede sit manuskript på to vidt forskellige tegneserier. ’Knightfall’, hvor Bane brækker Batmans ryg, og ’No Mans Land’, hvor Gotham isoleres og opdeles mellem forskellige kriminelle fraktioner. Oven i det tilføjes en halvhjertet analog til Den Franske Revolution, da paramilitære magter stikker til underklassens indignerede vrede over de riges dekadence. Og Nolan valgte sågar at filme omkring Wall Street for at fremme filmens tematiske præmis, men resultatet er, at Gotham af uforklarlige årsager pludselig ligner Manhatten i stedet for Chicago, hvor de sidste to film var filmet.
Det underminerer alt andet lige en mere dybsindig granskning af Amerikas moralske fald post-finanskrisen i 2008, at Banes plan blot er at sprænge Gotham i luften med en tegneseriestor bombe, som var han en Looney Tunes-skurk.
Mange har spekuleret i, at Nolan hovedsageligt instruerede filmen for at få sit ønskede budget til rumfilmen ’Interstellar’ og til ny IMAX-teknologi. Og det kan da også mærkes, at Jonathan Nolans 400 sider lange manuskript er en slags lappeløsning for en instruktør, der er mere interesseret i den enkelte scenes storhed end den større histories pondus og sammenhæng.
Fabelagtige Bane
Men ligesom nogle Nolan-fanatikere har det med at se stort på problemerne ved ’The Dark Knight’, er ideen om, at ’The Dark Knight Rises’ er en overmodig fiasko, også helt til hest.
Nolan har udtalt, at han med trilogifinalen ønskede at genskabe stumfilmenes episke historie- og krigsfilm med det 21. århundredes teknologi og virkemidler. Og den ambition indfrier Nolan til fulde.
’The Dark Knight Rises’ er en mastodont. Det 230 millioner dollars store budget, som er brugt til tusinder af statister, vanvittige actionsekvenser som den førnævnte flykapring og gigantiske sets får ’The Avengers’ til at ligne en forkølet hjemmevideo.
Den aggressive brug af montageklipning, store ensemblecast af arketyper og flyvske narrative struktur fremmer blot, at filmen læner sig op ad Alexander Dovzhenko og Sergei Eisensteins bombastiske sovjetfilm som ’Earth’ og ’Panserkrydseren Potemkin’, mens dens episke omfang genkalder til Akira Kurosawas ’Kagemusha’ og David Leans ’Doctor Zhivago’.
Ambitionerne bæres på ryggen af tre forrygende skuespillerpræstationer. Christian Bale giver den hele armen i en hjerteskærende præstation som en mand, der blot mangler en undskyldning for at kaste sit liv ned i et sort hul. Anne Hathaway som kammerat Catwoman overgår Michelle Pfeiffers fænomenale skildring af karakteren i ’Batman Returns’, på samme måde som Heath Ledger overgik Jack Nicholsons Joker i ’Batman’.
Nogle har hævdet, at Banes uforståelige grynten er filmens akilleshæl. Tom Hardy har selv udtalt, at han var inspireret af skuespillerlegenden Richard Burtons stoiske raspen og nævebokseren Bartley Gormans grove waliske accent. Hans dybe røst, kombineret med Hardys faretruende fysik og arrogante, selvsikre gemyt giver indtryk af en diktatorisk cirkusannoncør. En let hånd på skulderen af en slesk finansmand og kommentaren »do you feel in charge?« er nok til at få én til at hive forfjamsket, spændt og forfærdet efter vejret.
Hans to håndgemæng med Batman er lige så iøjnefaldende, som de føles adskilte fra resten af handlingen. Det er i disse fantastiske sekvenser, Nolan for alvor viser sin hybris, men også sine evner som instruktør. Kritikere af Nolan pointerer ofte, at instruktøren er en mekanisk mester, men en humanistisk dilettant. Hans utrolige tryllekunstner og tekniske maskinerier har ganske simpelt ikke plads til menneskelige relationer og introspektion.
Og selvom ’The Dark Knight’-trilogiens plot hovedsageligt er drevet af Bruce Waynes kamp om Gotham og sin egen sjæl, drukner denne motivation ofte i støjen fra de større tematikker: En superhelts mytologi i ’Batman Begins’. Konceptet lov og orden i ’The Dark Knight’. Desperation, domesticeret terrorisme og klasseskel i ’The Dark Knight Rises’.
Ingen af de tre film virkeliggør alle aspirationerne, men det ændrer ikke på det prisværdige ved ambitionerne i sig selv. I en industri og superheltegenre, der i højere og højere grad føles homogen, er det noget, vi alle bør sætte pris på.
Hele Christopher Nolans Batman-trilogi kan ses på Cinemaxx i Aarhus og København fra 25. juni. ’Tenet’ får premiere 30. juli.