’Dark sæson 3’: En mesterlig slutning på Netflix’ bedste originalserie
»Det, vi ved, er en dråbe. Det, vi ikke ved, er et ocean«, messer manden med læbeganespalten, mens han langsomt og bestemt gør sin garrotte klar. Endnu et led i cyklussen skal eksekveres.
De foregående to sæsoner af tyske ’Dark’ har været en eskalering i sublim historiefortælling. Hvad der lagde ud med at være et mordmysterie med sci-fi-undertoner i første sæson, udfoldede sig i anden ombæring til en mesterlig symfoni om handlinger og konsekvenser, når mennesker bliver desperate.
Og sidste del i trilogien fra Baran bo Odar og Jantje Friese tager skridtet endnu videre.
Jonas Kahnwald forsøger stadig febrilsk at redde verden fra undergang, som den ældre udgave af ham, Adam, ihærdigt prøver at facilitere i bestræbelserne på at skabe en verden uden tid, som han selv formulerer det.
Det indebærer tidsrejser på tværs af århundreder og som nyeste twist på sagaen åbenbarede slutningen af anden sæson, at der også er flere universer.
Handlingen fortsætter direkte, hvor cliffhangeren i sidste afsnit slap. Alt-Martha tager Jonas med over i en parallel verden, der er meget lig hans, dog med nogle få og markante forskelle, som Netflix har anmodet om ikke bliver spoilet i anmeldelser. Ikke alene skal vi nu holde styr på tidsrejseriet i Jonas’ verden, men også i alt-Marthas verden – plus en solid portion interdimensional hoppen frem og tilbage til forskellige tidpunkter i historien.
Selv sad jeg flere gange med en oversigt over de forskellige karakterer og deres indbyrdes forhold til hinanden, og hvordan en handling blev udslagsgivende senere hen i tiden. I den forbindelse kan det varmt anbefales at sætte hele weekenden af til et ’Dark’-maraton og sluge alle 26 afsnit i en ombæring.
For det er én lang kontinuerlig historie om, hvor langt du vil gå for den eller dem, du elsker. Serieskaberne har tidligere udtalt, at hver sæson ville kaste lys over forskellige karakterer, og efter at have været lidt underbelyst indtil nu er Martha i den grad i centrum her.
Lisa Vicari formidler til perfektion en teenagers prøvelser gennem helvede og tilbage igen, og skuespillet er i det hele taget på højt niveau. Et af de store spørgsmål inden sæsonen var, hvem de tre pyromaner fra traileren var. Svaret er mere end tilfredsstillende – og det samme er castingen. Den midaldrende mand Jakob Diehl, lillebror til August Diehl fra ’A Hidden Life’ og ’Inglourious Basterds’. Og den gamle er såmænd hans egen far, Hans Diehl.
Det er den slags små detaljer i en serie, hvor familierelationer har så vigtig en betydning, der vidner om et overskud i alt, hvad Bo Odar og Friese gør i dette moderne mesterværk.
Der er en fortællelyst og kompleksitet, som stiller et sjældent set ultimativt krav til sit publikum: Følg med eller forsvind! Kun én gang i serien får man en lille hjælp til, hvornår handlingen foregår, men der er vi også i seriens næstsidste afsnit ’I mellemtiden’, hvor simultane plotråde på tværs af tre århundreder skal samles i en kataklysmisk mavepuster.
Og så er seriens mange twists aldrig sensationshungrende.
»Spiller det nogen rolle, hvilken vej vi vælger, hvis vi gang på gang ender med at stå foran os selv?« spørger en voiceover i starten af første afsnit, ’Deja-vu’. I den her eksistentielle, græsk tragedie-inspirerede saga om at have og miste danser tvetydigheden hele tiden rundt om karaktererne og publikum. Er alt forudbestemt for os, er vi bare kugler, som ruller i en allerede fastlagt bane uden mulighed for at stoppe?
Måske. Men så er det også uundgåeligt, at du kommer til at elske ’Dark’. Det er allerede sket.
Kort sagt:
Den bedste originale Netflix-serie lukker og slukker med et formidabelt brag af en sæson, hvor kulminationen af kærlighed og sorg fremtvinger hulken i seriens sidste 20 minutter.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.