Vi kan slet ikke vente med at se Millie Bobby Brown give den gas som mesterdetektiven Sherlock Holmes’ søster, Enola, i Netflix-filmen ’Enola Holmes’. Og nu er der heldigvis ikke langt igen: Filmens første teaser er endelig landet med den glædelige nyhed om en snarlig premiere den 23. september.
I teaseren får vi et ultra kort glimt af Bobby Browns Enola Holmes samt ’The Witcher’-stjernen Henry Cavill som den måske mest venlige udgave af Sherlock Holmes nogensinde.
’Enola Homes’ er en filmatisering af Nancy Springers thriller-bogserie af samme navn. Filmen handler om Sherlock Holmes yngre søster Enola (en karakter, der er udviklet af Springer), der stikker af til London for at finde sin mor (Helena Bonham Carter), der på mystisk vis forsvandt på Enolas 16-års fødselsdag. Her etablerer hun en karriere som hemmelig privatdedektiv med speciale i forsvundne personer. På samme tid skal hun forsøge at undgå sine brødre (Henry Cavill og Sam Claflin), der er fast besluttet på at fange og tvinge hende til at underkaste sig deres forventninger.
På trods af at filmen endnu ikke har haft premiere, er ’Enola Holmes’ allerede kommet i karambolage med Sherlock Holmes-forfatteren Sir Arthur Conan Doyles bo, der i øjeblikket sagsøger Netflix og resten af holdet bag den kommende film for overtrædelse af copyright og varemærke.
Hvordan retssagen udvikler sig er endnu uvist, men publikum kan se frem til at se eventyret om Enola Holmes, når filmen rammer Netflix til september.
Ud over Millie Bobby Brown, Henry Cavill og Helena Bonham Carter, har filmen skuespillere som Fiona Shaw (’Killing Eve’), Adeel Akhtar (’The Big Sick’) og Frances de la Tour (’Book of Eli’) på rollelisten. Filmen er instrueret af Harry Bradbeer, som har været episodeinstruktør på hitserier som ’Killing Eve’ og ‘Fleabag’.