’We Summon the Darkness’: Satanisk punk-slasher er uden puls
Med en absurdist titel som ‘We Summon the Darkness’ lyder Marc Meyers’ direkte-til-streaming hjemmeinvasionsgyser som så meget andet, der kan findes i Blockbusters rodede gyserafdeling. Der er tale om titler som ’They Reach’, ’Discarnate’ og ’Curse of the Nun’ – en chokerende stor gruppe af bizarre knock-off horrorfilm, som absolut ingen har hørt om. Det uhyggeligste ved disse gysere er ofte mængden af produktionsselskaber, der viser sig, før filmen begynder.
Vover man at grave sig ned i denne gysergenrens mødding, finder man alligevel fra tid til anden guldklumper. 2018 gav os eksempelvis den glimrende karneval-slasher ’Hellfest’. Ligesom i den film er den såkaldte final girl også i ’We Summon the Darkness’ overbevisende spillet af Amy Forsyth – skulle man være i tvivl om hendes uskyld, har hendes karakter Beverly vitterligt en sut i munden i starten af filmen. Sammen med sine to veninder Val (Maddie Hasson) og Alexis (Alexandra Daddario) er hun på koncerttur i USA’s rustbælte i de hede slut-80’ere på højden af amerikansk satanistpanik.
Meyers etablerer hurtigt en amatøragtig, men ikke desto mindre charmerende, DIY-stilart, som filmen mere eller mindre følger til dørs gennem resten spilletiden. De tre veninders småsnak om alt fra make-up over metal-bands til toiletbesøg virker umiddelbart improviseret og er tydeligvis inspireret af den slet huskede subgenre mumblegore, hvor karakterskuespillere snakkede øret af hinanden, mens morderen skulkede i baggrunden. Og selvom ’We Summon the Darkness’ aldrig når film som ’You’re Next’, ‘V/H/S’ og ‘The House of the Devil’ til sokkeholderne, er det betryggende at se, at genrens pejlemærker ikke er helt forladt blandt gyserinstruktører.
Stilvalget hjælpes glimrende på vej af periodens punk-æstetik, som især den boblende Maddie Hasson svælger sig i. Læderjakker med nitter, militærstøvler og guy-liner går ganske enkelt godt sammen med mumblegore-genrens undergrundsattitude. Og efter at være blevet proppet med Reagans candyfloss-americana-kultur i ’Stranger Things’, ’It’ og ’Guardians of the Galaxy’, er det forfriskende med en film, der finder nostalgi i en af 80’ernes mere nichede subkulturer.
Der er samtidig en oprigtig kemi mellem de tre veninder og de tre gutter, de samler op fra en koncert, da de smutter hen til Alexis’ overdådige villa og fulder sig over kammeratlige drukspil. Herfra skal filmens midtvejs twist ikke afsløres, men da de ubudne mordere endelig får slebet knivene og angriber gruppen af punkere, slipper filmen komplet grebet om sin appel.
Pludselig bliver det tydeligt, at mens Meyers fint kan instruere sine skuespillere til at give energiske og campy præstationer, så kan han ikke meget mere med et kamera end at pege det i den rigtige retning. Den efterfølgende katten-efter-musen jagt igennem villaen er komplet drænet for uhygge og energi. Igennem det meste af den er ofrene fanget på den ene side af en dør, mens morderne råber tomme trusler mod dem på den anden side.
Og da Beverly får fat i en sejlmotor som våben, er lydeffekten så tam, at hun lige så godt kunne svinge rundt med en tennisketcher. Som fan af genren kan man ikke være kræsen, når det kommer til udvalget af moderne slasher-film. Men når selv en skurkepræstation fra Johnny Knoxville er fritaget for en puls, er det farligt svært at få armene i vejret.
Kort sagt:
’We Summon the Darkness’ prøver bravt at sætte liv i den mere eller mindre døde mumblegore-genre. Så meget desto mere er det en skam, at instruktøren ikke har talent til at gøre ordentlig brug af sit saftige punk-præmis.