Den nye bølge af feministisk horror er en gave til gyserfilmens fremtid

Der er sket et markant skred i antallet af kvindedrevne gyserfilm, og kvindelige filmmagere med blod på tanden og horror-happy fortællelyst stormer frem. ’A Girl Walks Home Alone at Night’, ’Happy Death Day’ og kortfilmsantologien ’XX’ vender gysertroper og kønsroller på hovedet og får genren til at fremstå mere nuanceret end nogensinde. Det kommer alle horror-fans til gode.
Den nye bølge af feministisk horror er en gave til gyserfilmens fremtid

KOMMENTAR. Til de enkelte, der måtte få kaffen galt i halsen ved udsigten til en opblomstring af – gys! – feministisk horror, kan jeg indledningsvis berolige nerverne med, at vi ikke går en ny filmæra i møde, hvor mænd konsekvent stalkes i mørke gyder af knivsvingende, maskerede kvinder, og spændstige teenagedrenge i stramme wifebeaters udsættes for afstumpet dødelig seksuel vold af gnæggende dominatrixer.

Endnu (ej, det er gas. Sådan da).

Feministisk horror handler ikke partout om at puste liv i en Michelle Myers og lægge øksen i ondsindede kvindehænder (selvom nogle film gør det), men om at gyseruniverset beriges med flere forskellige perspektiver, der kan anskue seksualitet, race og kønsroller fra nye vinkler i en genre, der svælger i sex og dyriske drifter, men som traditionelt set har været tungt domineret af (hvide) mandlige filmskabere og maskulin objektificering af kvindekroppen og racestereotyper.

Takket være bannerførerende filmmagere som Ana Lily Amirpour (’A Girl Walks Home at Night’), Jordan Peele (’Get Out’), Joachim Trier (‘Thelma’) og Julia Ducournau (’Raw’) får filmhorroren sig i disse år et tiltrængt mangfoldigheds-boost, der udfordrer gyserkonventionerne med mere tidssvarende fortællinger og karaktertegninger – og det får blodet til at synge på tværs af genrens nicher, fra slasheren til vampyrfilmen, home invasion og haunted house-klassikerne.

Hævnfilm på kanten

Efter i årtier at have ageret jomfruelig lokkedue er scream queen’en blevet stadigt mere hårdtslående og handlekraftig i titler som ’Happy Death Day’ (årtiets sjoveste teen-slasher), ‘It Follows’, ’Hush’ (hvori pigen er døv) og spillefilmdebutanten Coralie Fargeats bloddryppende ’Revenge’, der 14. april kan ses under Blodig Weekend i Cinemateket i København.

Ligesom Ana Lily Amirpours Netflix-film ‘The Bad Batch’ balancerer ‘Revenge’ på kanten af actionthriller og body-horror, og skriver sig ind i rækken af hævnhistorier med unge kvinder, der vender gøbben mod deres plageånder på baggrund af en mytisk maskulin western-setting.

Der er seje damer og katarsiskastration på tapetet a la Tarantino, men som med forbillederne – heriblandt også den stærkt kontroversielle ‘I Spit on Your Grave’ fra 1978 – er det voldtægt og torture porn, der motiverer heltindernes togter og indikerer, at kvinderne nødvendigvis må kopiere mandebæsternes mest afstumpede tricks for at overleve. Køn mod køn i yderste potens.

‘Happy Death Day’ – en mere humoristisk slasher-version af hævnfilmen. (Foto: UIP)

Den opskrift deler fortsat feministiske seere i to lejre, hvor det hidsigt diskuteres om hævnfilmene kommenterer på det misogyne samfunds kvindeundertrykkelse, eller om de blot svælger yderligere i smukke, hotpants-klædte pigers pinsler med det formål at pirre mandlige publikummers fantasi.

Instruktør Coralie Fargeat har selv udtalt i interviews, at ‘Revenge’ er tænkt som en feministisk thriller, og at hovedpersonen Jen intentionelt er en bimbo-type, i modsætning til eksempelvis den karriereorienterede journalist i ‘I Spit on Your Grave’. På den måde udstiller Jen fordommene om, at overfladiske labre larver på perverteret vis ‘fortjener’ overgrebene og et blodigt endeligt før end deres mere intellektuelle medsøstre – et underkendt, men tematisk interessant aspekt af kvindedreven horror, der også giver ‘Happy Death Day’ et vellykket satirisk spin på slasher-hylden.

Sorthumoristisk styrtblødning

Unge kvinders seksualitet er gerne et dødsmærke i gyserfilm, hvor lyst og blodskam går hånd i hånd. It’s all about the blood – spørg bare ’Carrie’ – men sjældent er de menstruationsforskrækkede coming of age-tematikker blevet håndteret med mere satirisk bid end i ’Ginger Snaps’ fra 2002, der er et gyserfeministisk hovedværk fra nyere tid, instrueret af John Fawcett (tv-serien ’Orphan Black’).

Her bliver teenagepigen Ginger bidt af en varulv, hvorefter hendes krop begynder at rumle af dyriske drifter og super voldsomme menstruationer, mens søsteren Brigitte forsøger at støtte hende igennem transformationen.

Filmen forvandler på sorthumoristisk vis styrtblødende Ginger til mangen en yngre guts værste mareridt, og konfronterer derigennem gysets historiske dæmonisering af kvindekroppens funktioner, der som i Brian De Palmas førnævnte ‘Carrie’ og ‘It’ holder den usikre teenager fast i, at kroppen er monsterpinlig.

Ja, det månedlige blod og PMS kan til tider føles som en ‘forbandelse’ på linje med Gingers varulverasen under fuldmånen, men man kan ikke kæmpe mod naturens gang …

I sin kerne er ‘Ginger Snaps’ en kærlighedserklæring til søstrenes tætte bånd, når de gør, hvad de kan for at stå sammen på trods af omverdenens segregering af dem i to kvindekasser, der ikke bør danne fælles front: Den seksuelle og den kedelige. Og så får pigerne sågar fierce opbakning af mor, der er den diametrale modsætning af stakkels Carries mommy dearest.

Vampyren i hijab

Kvindekarakterer, der tør tage en bid af livet, går igen i Karyn Kusamas ’Jennifer’s Body’ med Megan Fox, og naturligvis Julia Ducournaus indie-blodbad ’Raw’, hvori den beherskede vegetar-teenagepiges appetit på voksentilværelsen bogstaveligt talt manifesterer sig i en reel appetit på menneskekød.

Visuelt er ’Raw’ er en heftig mundfuld, men Ana Lily Amirpours bjergtagende sort-hvide ’A Girl Walks Home Alone at Night’ – om en iransk, skateboardende teenagepigevampyr i hijab – er mindst lige så effektfuld selvom siruppen ikke drypper af skærmen her.

Religionspolitik og mellemøstlige kvinderroller møder feministisk diskurs i filmen, der i en genial reference til den førhen kvindedegraderende gyser (såvel som opfattelsen af islams kvindeundertrykkelse) blot kalder sin ensomme hovedperson The Girl. ’A Girl Walks Home Alone at Night’ giver sin morder melankolske nuancer og forsøger ikke at ’forklare’ hende: Hun er en muslimsk vampyr med tørklæde, der nipper til mænd – deal with it.

‘A Girl Walks Home Alone at Night’.

Beskrivelsen af kønsmodne piger som oprørske varulve, vampyrer, vegetarer (ha!) og hekse går årtusinder tilbage i litteratur og religion, så det er med en finger til stigmatiseringen, at woke-femigysere reclaimer fablerne.

Heksen får velfortjent oprejsning i Anna Billers eklektiske ’The Love Witch’, og norske Joachim Triers mere alvorstunge ‘Thelma’ – hvor coming-of-age-dramaet tildeles et homoseksuelt islæt – og Robert Eggers knugende ’The VVitch’, der i hver deres tidsalder og på tværs af kontinenter spejler den kontinuerlige fordømmelse af ‘unormale’ kvinder, der ikke er passende sociale, artige eller blot er uheldige at have seriøst fucked up familier.

I ‘The VVitch’ og ‘Thelma’ er landskaberne og kvindens safter symbiotiske og omgærdet af urkraft, der får skovsøernes vandoverflade til at kruse faretruende og træerne til at svaje, når sexlysten brænder inde. Filmene udstiller ikke pigerne som kuriøse freaks, men sympatiserer med deres ensomme frustationer over aldrig at være rigtige i nogens øjne – eller deres egne – når årsagerne til alskens dårligdom peges deres vej. Måske endda og værst af alt selvforskyldt?

Alenemoderens dæmoner

Det er ikke nogen dans på roser at være not a girl, not yet a woman i horror-regi, men vordende mødre skal absolut heller ikke føle sig alt for sikre, når de små pus begynder at kradse i fundamentet.

Morderiske mødre har alle dage fascineret mandlige filmmagere med Ødipus-komplekser – jævnfør mesterværkerne ‘Psycho’ og ‘Rosemary’s Baby’ – men kvindelige instruktører rykker i stigende grad ind i børneværelserne med opdaterede takes på det 21. Århundredes familiedynamikker.

Netflix’ kortfilms-antologi ’XX’ hudfletter splittelsen mellem moderskab og individualisme, instrueret af førnævnte Karyn Kusama, musiker St. Vincent, Roxanna Benjamin og Juvanka Vuckovic, og den danske ‘Shelley’ er en ‘Rosemary’-graviditetsgyser for nordiske hipstere, der drømmer om mindfulness med kernefamilien i skovens dybe stille ro.

Mere skrækindjagende endnu er dog matriarken i den australske instruktør Jennifer Kents spillefilmdebut ’The Babadook’ fra 2014. ‘The Babadook’ er en gedigen gysersucces med et tvetydigt psykologisk twist, hvor alenemoderen Amelia trænger til et dyt i bamsen (det er svært at få tid til at onanere, når barnet ikke vil sove) og er ved at gå op i limingen af dårlig samvittighed over, at hun i bund og grund ikke kan lide at være mor – og måske end ikke elsker sin søn.

Filmen er isnende uhyggelig, når den teaser for bøhmanden i skyggerne, men først og fremmest er den et fascinerende billede på Amelias forsøg på at se sine dæmoner som forælder i øjnene og et af de bedste eksempler på moderne mor-horror, der dribler i cirkler om seerens forudindtagede forventninger til kvinderollen.

Gyserfilmens kultdyrkelse af erotiserede klapjagter på smækre kvinder appellerer bredt til både mange mænds (lystbetonede) beskyttertrang og en lige så stor del kvinders gysende indlevelse – hvorfor gammeldaws slashers kan være effektive datefilm, der får safterne i kog.

Få horror-fans ville have været foruden ’Halloween’, ‘Friday the 13th’, ’Scream’ og ’The Texas Chain Saw Massacre’ og deres udødelige harem af skrigeballoner (de har alle en plads i mit hjerte), men genren er blevet rigere med tilføjelsen af de mange kønsknopskydninger, der imødegår publikumsdemografiens diversitet og samfundspolitiske bevidsthed.

Der er noget på spil i den nye bølge af feministiske gyserfilm, hvor det syder og bobler af seksuel frigørelse og leg med kønnenes magtspil. Mørkemanden under trappen har for alvor fået kam til knurhårene.


TEMA: Gyserens nye guldalder

Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.

Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse

Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder

Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt

Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti

Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af