For nylig skrev vi om her på siden, at Netflix havde købt rettighederne til at indspille det amerikanske remake af ‘Den skyldige’ på Sundance-filmfestivalen. Men det var ikke den eneste hypede titel, streaminggiganten puttede i indkøbskurven foran konkurrenterne.
Da immigrant-gyseren ‘His House’ fik overrumplende positiv repsons efter en visning på festivalen, var Netflix således ikke sene til at kaste et sekscifret beløb efter titlen fra debutinstruktør Remi Weekes.
‘His House’ spinder horror over gruen ved at ankomme til et nyt land, hvor man er alt andet end velkommen. Historien er hensat til en engelsk landsby, og i hovedrollerne som det unge par, der er flygtet fra krigshærgede Sydsudan, finder man de relativt ukendte navne Ṣọpẹ́ Dìrísù og Wunmi Mosaku.
‘The Crown’s Matt Smith er en socialmedarbejder, der viser flygtningene til deres nye forstadshjem, men noget er helt, helt galt i det smuldrende rækkehus, der synes at spejle det omkringliggende samfunds mistro til parret…
‘His House’ er den film seneste i rækken af ambitiøse racepolitiske gysere, der hudfletter vestens behandling af etniske minoriteter – men en af de første, der går i kødet på briternes anspændte forhold til immigranter. Tidligere har vi set Jordan Peeles geniale ‘Get Out’ og ‘Us‘, der forholder sig til det moderne USA, mens Janelle Monáe lige nu er biografaktuel med ‘Antebellum‘, der ser tilbage på USA’s slavetid i 1800-tallet.
‘His House’ lander på Netflix den 30. oktober.