Skuespillerne Margaret Qualley og Shia LaBeouf har hovedrollerne i den netop offentliggjorte kortfilmsmusikvideo til ’Love Me Like You Hate Me’, der blev udgivet i fredags.
‘Love Me Like You Hate Me’ er lavet af kunstneren Rainsford, som i virkeligheden bærer navnet Rainley Qualley og er søster til Margaret Qualley (og dermed også datter af skuespilleren Andie MacDowell fra ‘Four Weddings and a Funeral’).
I et 10 minutter langt split screen-format skildrer musikvideoen op- og nedture i et turbulent kærlighedsforhold mellem to unge mennesker gennem sårbare, kunsteriske sexscener, hvor begge skuespillere optræder nøgne.
Videoen er filmet af fotograf Natasha Braier, der fik en Independent Spirit Award-nominering for sit arbejde med ’Honey Boy’ i 2019, hvor LaBeouf også har hovedrollen.
’Honey Boy’, som også er skrevet af LaBeouf, blev den kontroversielle skuespillers store comeback, og i øjeblikket er han aktuel i ’Pieces of a Woman’, som fik stor ros på Toronto-festivalen.
Margaret Qualley gjorde sig bemærket i ’The Leftovers’ og ’Fosse/Verdon’ og som teenagepigen der frister Brad Pitt i ’Once Upon A Time In Hollywood’.
Den balletuddannede skuespiller er netop i gang med optagelser til serien ’Maid’, hvor hun spiller hovedrollen overfor sin mor Andie MacDowell. I starten af året blev det desuden annonceret, at vi i 2021 vil kunne opleve hende i den franske auteur Clarie Denis’ film ’The Stars at Noon’ overfor selveste Robert Pattinson.