Her er filmene fra årets vigtige Venedig- og Toronto-festivaler, vi slet ikke kan vente på

Filmfestivalerne i Venedig og Toronto kickstarter som regel Oscar-sæsonen, og selv i nedskalerede udgaver på grund af corona var der rigeligt med gennembrudsfilm. Vi kigger på de mest lovende.

’Nomadland’

Frances McDormand har allerede vundet to Oscars for sit fremragende skuespil i ’Fargo’ og ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, og nu har hun lagt sig i selen som næste års storfavorit, efter ’Nomadland’ gik sin sejrsgang i Venedig og Toronto og stjal begge hovedpriser.

McDormand spiller en hærdet enke i 60-årsalderen, som lever i nomadeland i desperat søgen efter sæsonarbejde, efter hendes arbejde ved den lokale mine er blevet indstillet på grund af finanskrisen. Chloé Zhaos film har fået uhørt gode anmeldelser over hele linjen, hvilket den sjældne metascore på 98 vidner om. Entertainment Weekly skriver:

»Det er svært at forestille sig nogen anden skuespiller end McDormand (som også er krediteret producer) i rollen. Hun bliver ikke bare Fern, hun skaber hende: bearbejder Zhaos screenplay til sin egen kraftfulde karakter på en måde, der føles uhyggeligt virkelig. Sammen har de formået at lave en sjælden ting: En film, som både føles nødvendig og ægte«.

’Pieces of a Woman’

Stortalentet Vanessa Kirby (’The Crown’) kunne meget vel gå hen og blive McDormands hovedrival til næste års Oscar-uddeling, efter hun i ungarske Kornél Mundruczós opfølger til ‘White God’, ’Pieces of a Woman’, gennemgår de altfortærende emotionelle efterdønninger af at se sit og sin mands (Shia LaBeouf) barn dø kort efter hjemmefødslen.

Faktisk vandt Kirby skuespillerprisen foran selveste McDormand i Venedig for det, som Variety kalder hendes »livs bedste præstation«. Filmen får dog også ros for andet end Kirby, blandt andet fra The Hollywood Reporter, der roser filmen for dens formidling af et meget svært emne.

»Dem med mave for en kraftfuldt spillet gengivelse af den mavevridende indflydelse og de vidtrækkende eftervirkninger af et spædbarns pludselige død vil blive belønnet med øjeblikke, der er både stærke og rørende«, lød det.

Netflix har købt rettighederne til ‘Pieces of a Woman’.

’76 Days’ 

Hvad skete der egentlig i Wuhan, da byen på et splitsekund lukkede sig om sig selv for at inddæmme lynspredningen af corona-virussen? Det giver kinesiske Weixi Chen og hendes anonyme medinstruktør et bud på med dokumentarfilmen ’76 Days’.

Filmen tilbyder et ekstraordinært kig ind bag det ubegribelige arbejdspres, som byens sundhedspersonale blev udsat for, da hospitalsindlæggelserne væltede ind under byens 76 dages nedlukning.

’76 Days’ er lavet uden tilladelse fra de kinesiske beslutningstagere, men er efter alt at dømme ikke en politisk film. I stedet insisterer den på at være et dokument, der snarere viser end fortæller de traumatiske begivenheder. Det er ifølge filmmediet The Film Stage dens styrke.

»På nogle tidspunkter er den et brutalt syn – med filmens insisteren på at vise ravagerne af Covid-19 i tætte detaljer, formoder jeg, (at filmen, red.) bliver et skelsættende dokument om virussen og Kinas første reaktion«.

‘Beans’

Det blev en mindeværdig spillefilmdebut for Tracey Deer, da hun på årets Toronto-festival løb med tredjeprisen for filmen ’Beans’ om et mørkt kapitel i Canadas historie.

Filmen fortæller historien om Oka-krisen – den 78-dage lange fejde i Quebec mellem Mohawke-folket og den canadiske regering i 1990 – gennem den uskyldige og ambitiøse 12-årige Mohawke-pige Beans, som gennemlever krisens modbydeligheder, mens hun i et forsøg på at gøre sine forældre stolte væver sig igennem konflikten

‘Beans’ er baseret på Deers egen erindring. Hun var selv 12 år gammel og en del af Mohawk-folket, da Oka-krisen stod på. Det er således en dybt personlig sag for den nu 40-årige canadier, og det tæller ifølge filmmediet Indiewire til Deers fordel.

»I ’Beans’ transformerer Deer de mest smertefulde oplevelser i sit liv til en vital menneskelig historie, imens hun holder et stædigt spejl op foran den racisme og diskrimination, som indfødte fællesskaber stadig oplever den dag i dag«.

New Order

Den mexicanske auteur Michel Franco (‘Chronic’) er blevet sammenlignet med Michael Haneke for sine klaustrofobiske skildringer af de indbyrdes konflikter, som nødvendigvis må følge af de kolossale klasseforskelle, som præger det mexicanske samfund.

Francos nyeste film er ingen undtagelse. ’New Order’ kredser omkring en velstående familie, som isoleret fra gadens voldelige demonstrationer fejrer familiens nygifte datter Marianne (Naian González Norvind). Idyllen holder dog ikke længe, da den udefrakommende virkelighed langsomt kryber sig ind på gæsterne, inden festlighederne udvikler sig til et regulært blodbad.

Filmen løb med andenprisen i Venedig, Sølvløven, og er blandt andet blevet kaldt Francos »mest ambitiøse film«, hvilket ikke siger så lidt, når man tager den mexicanske filmskabers øvrige katalog i betragtning.

’American Utopia’ 

’Talking Heads’-frontmanden David Byrne er i dag bredt anerkendt for at have skabt en af de bedste koncertfilm nogensinde, da han sammen med Jonathan Demme (’Silence of the Lambs’) lavede ’Stop Making Sense’ baseret på fire liveoptrædener med ’Talking Heads’ i 1983.

Nu forlyder det, at han har gjort det en gang til, efter han i samarbejde med selveste Spike Lee har filmatiseret Broadway-showet ’American Utopia’, som NME i 2018 kaldte for »det mest ambitiøse og imponerende liveshow nogensinde«.

Spørger man kritikerne, er filmversionen mindst lige så god. Indiewire giver ’American Utopia’ topkarakteren A og kalder filmen for »en af de bedste musikdokumentarer siden ’Stop Making Sense’«, mens The Playlist omtaler filmen som »den sjældne koncertfilm, hvis betydning strækker sig udover sangene«.

‘One Night in Miami’

Malcolm X, Muhammed Ali, Sam Cooke og NFL-stjernen Jim Brown mødtes på et hotelværelse…

Det lyder næsten som begyndelsen på en legende. Det er dog mere end blot en myte. Det er virkelighed, og det er den afroamerikanske storbegivenhed fra 1984, som den Oscar-vindende skuespiller Regina Kings (’Watchmen’) instruktørdebut ’One Night In Miami’ tager udgangspunkt i.

’One Night In Miami’ imponerede stort på filmfestivalerne i Venedig og Toronto – især sidstnævnte, hvor filmen løb med andenprisen. Anmelderne er ligeledes positivt indstillede over for Kings debutfilm. Entertainment Weekly kalder filmen »et betagende, vibrerende drama«, mens Indiewire hæfter sig ved de fire hovedrollepræstationer, som de kalder »et af årets bedste«.

Malcolm X, Muhammed Ali, Sam Cooke og Jim Brown spilles af henholdsvis Kingsley Ben-Adir (’The OA’), Eli Goree (’Ballers’), Lesley Odom Jr. og Aldis Hodge (’Straight Outta Compton’).

Filmen spås gode Oscar-chancer.

’I Am Greta’

Det er de færreste 17-årige, der har formået, hvad den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har gjort. Den svenske teenager er blevet talsperson for en hel generation af utilfredse unge, som føler, at verdens ledere forsømmer klimaet. Men hvordan mobiliserer man en klimabevægelse, når man kun er teenager? Og hvordan er man teenager, når man skal mobilisere en klimabevægelse?

De spørgsmål bliver vi klogere på i den nye Thunberg-dokumentar ’I Am Greta’, som tager os med helt ind under huden på den karismatiske aktivist, imens vi følger hende på hendes verdensomspændende klimaekspedition.

»Hvad der er så dragende er, at filmen ’I Am Greta’ stykkes sammen af Thunberg selv«, skriver Screen Dailys begejstrede anmelder.

Filmen er købt hjem til dansk biografdistribution.

Andrew Garfield i ‘Mainstream’.

’Mainstream’ 

Nyeste skud på Coppola-filmstammen, Gia Coppola (Francis Fords barnebarn), var i år tilbage på Venedig Filmfestival, efter hun debuterede samme sted med det roste coming of age-drama ’Palo Alto’ i 2013.

Denne gang præsenterede den unge instruktør ’Mainstream’, som følger en gruppe unge mennesker i det solrige Los Angeles, der forsøger at brygge viralt Youtube-indhold på deres problemer.

Coppola har i filmen allieret sig med en anden ung kvinde med et forpligtende efternavn: Maya Hawke (datter af Ethan Hawke og Uma Thurman), som får sin første hovedrolle efter lovende birollepræstationer i ’Stranger Things’ og ’Once Upon A Time In Hollywood’.

Hawke spiller over for Andrew Garfield, som ifølge Indiewire spiller »en af de mest modbydelige karakterer nogensinde«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af