’Chronic’: Tim Roth er stoisk i sin mest krævende præstation længe
»Vi behøver ikke snakke«, siger en kræftsyg kvinde til sin mandlige sygeplejerske i en akavet pause uden for kemorummet. Dén replik indkapsler meget godt Michel Francos nye film, ‘Chronic’, et nøgternt og blasert karakterstudie, som har temperament og tematik tilfælles med Michael Hanekes Guldpalme-vinder ‘Amour’ (2012).
‘Chronic’, mexicanske Francos engelsksprogede debut, vandt manuskriptprisen i Cannes sidste år og handler om David (Tim Roth), en palliativ hjemmesygeplejerske, der lever af at blødgøre døden for uhelbredeligt syge patienter.
David er dedikeret og dygtig til sit job, helt uforstyrret professionel og diskret, hvad enten han skal made, bade eller skifte overskidt undertøj. Når han ikke er på arbejde, lever han selv som en halvdød, uden omgangskreds og andet at tage sig til end at stampe løs på løbebåndet og stalke en ung kvinde på Facebook.
Han er mindst lige så afhængig af den tætte menneskelige kontakt med sine patienter, som de er af hans pleje, og derfor kommer han til at overskride de pårørendes grænser. De føler sig ekskluderet fra dødsnedtællingen, hvor David bliver sine patienters nærmeste betroede, fordi deres familiers forpinte ansigter er for meget at forholde sig til. Og de bliver utrygge ved denne mærkelige mand, som ofte sender sine afløsere bort og tager dobbeltvagter.
Vi ved godt, at David ikke er sexkrænker, da han bliver beskyldt for at være det, men vi forstår, hvor mistanken stammer fra, og denne dobbelthed hører til filmens forcer. Tim Roth har landet en af sine mest krævende roller i mange år, og med en stoisk, underspillet præstation skaber han en sammensat, enigmatisk figur.
David er et mysterium, som på den ene side fortjener sympati for sin ukræsne omsorgsfuldhed, samtidig med at man konstant beklikker hans motiver: Er det altruisme, egoisme eller begge dele, når han sender sine afløsere hjem igen? Hvorfor bilder han fremmede ind, at han er i familie med sine patienter? Og hvem er den unge kvinde, han stalker? Desværre mister karakteren – og dermed filmen – en smule af sin fascinationskraft, når Franco mod slutningen opklarer mysteriet med en tragisk baggrundshistorie, der etablerer en lovlig lineær psykologisk kausalitet.
Filmen fungerer bedre, når Franco ikke forklarer, men bevarer sin kølige distance og observerer Davids begivenhedsfattige liv i lange, statiske indstillinger uden underlægningsmusik – en æstetisk afmålthed, der afspejler Davids sløve sind.
Med sit træge tempo og traurige tema er ‘Chronic’ ikke nogen nem film at se. Men den er et intelligent og komplekst karakterstudie og et tankevækkende indspark i debatten om aktiv dødshjælp, som uden antydningen af sentimentalitet viser døden, som den er: Grim, langtrukken, ubarmhjertig, ydmygende – når altså den ikke med morbid ironi kommer dumpende, når vi mindst venter det.
Kort sagt:
Tim Roth pragtpræsterer som den ensomme mandlige sygeplejerske, der er lige så afhængig af sine patienter, som de er af ham, i Cannes-kæledæggen Michel Francos komplekse, kuldslåede karakterdrama.