’Fosse/Verdon’: Stjernespækket HBO Nordic-aktuel serie er musikalsk ekstravagant

’Fosse/Verdon’: Stjernespækket HBO Nordic-aktuel serie er musikalsk ekstravagant
Michelle Williams som Gwen Verdon og Sam Rockwell som Bob Fosse i 'Fosse/Verdon'.

Hvis du har hang til Broadway-musicals og metafilm, der går bag showbiz-branchen med kreative processer, forsmåede egoer, kuldsejlede ægteskaber, forsømte børn, svedige dansere, beskidte barer, utroskab, sprut og razzle-dazzle, så er Thomas Kail og Steven Levensons biografiske miniserie ‘Fosse/Verdon’ med Sam Rockwell og Michelle Williams i titelrollerne noget for dig.

Serien handler om det kunstneriske og private parløb mellem koreograf og instruktør Bob Fosse, der blandt andet står bag musicalklassikerne ‘Cabaret’, ‘Sweet Charity’ og ‘All That Jazz’ og revolutionerede amerikansk dans med sine krumme skuldre og jazz hands, og danser Gwen Verdon, som øjensynligt havde en større rolle som medskaber af Fosses værker, end historien har givet hende kredit for.

Sam Rockwell som Bob Fosse.

Vi møder parret under indspilningen af ‘Sweet Charity’ i 1968, som Fosse havde hittet med på Broadway, men flopper med på film, og tilbringer herefter det meste af første afsnit med skabelsen af ‘Cabaret’ fra 1972, som med otte Oscars bliver en milepæl i Fosses instruktørkarriere. Herfra hopper serien både frem og tilbage i tiden. Vi kommer forbi begges barndom og begyndelser i branchen, er vidner til deres første møde på musicalen ‘Damn Yankees’ fra 1955 og følger deres stormfulde ægteskab og deres karrierers op- og nedture frem til Fosses død i 1987.

Bob er et godt gammeldags røvhul. Han er konstant Gwen utro, men forlanger troskab fra hende. Han ser det som en del af sine danseres job at gå i seng med ham, og én dansers afvisning er lige ved at udvikle sig til et overgreb. Han forsømmer datteren Nicole, der er producer på serien, har et massivt alkohol- og stofmisbrug og er kun optaget af sine egne ambitioner.

Samtidig viser serien, hvor meget han har brug for Gwen som sparringspartner. Hun redder konstant hans røv, flyver til München og får ro på settet til ‘Cabaret’ og opgiver sine egne projekter for at hjælpe ham i klipperummet, også efter de er blevet separeret.

Michelle Williams som Gwen Verdon.

Serien prikker tiltrængte huller i idéen om det mandlige geni og tortureret kunstner, men formidler ikke den karisma og genialitet, han også må have haft. I Sam Rockwells skikkelse er han mest af alt ynkelig, og man forstår ikke helt, hvorfor Gwen og de andre kvinder flokkes om ham og udstår hans luner.

Hvor går grænsen mellem muse og dørmåtte? På et tidspunkt siger Gwen til Bobs nye kæreste, den unge stjerne Ann Reinking (Margaret Qualley), at han er værd at udholde på grund af de roller, han giver til gengæld, ligesom virkelighedens Vernon ofte har krediteret ham for at skabe og udvikle hende. Der skal to til et afhængighedsforhold, og hun havde tydeligvis også brug for ham. Men det kommer ikke helt frem i serien hvorfor. Tværtimod er Gwen den største stjerne af de to, da hun møder ham, og mens hans stjernestatus stiger, falder hendes i takt med, at hun bliver ældre – som en omvendt, sexistisk ‘A Star Is Born’.

Flere scener viser dog også, hvordan parret gør hinanden bedre. Særligt deres første elektriske møde, hvor han har hende til audition på ‘Damn Yankees’, illustrerer, hvordan de straks klikker kreativt, mens de gennemgår forførelsesnummeret ‘Whatever Lola Wants’.

Serien hiver fortjent Verdon frem i lyset, men jeg ville ønske, hun fik lov til at stråle lidt mere frem for hovedsageligt at agere Fosses usynlige hjælper og lidende, efterhånden bitre hustru. Selv den ene scene, der viser hendes succes som ung danser, klippes sammen med historien om den lille søn, hun måtte ofre for at nå dertil. Måske er en del af problemet, at Michelle Williams, som ellers gør det fremragende og virkelig fanger Gwen Verdons udseende og facon, forståeligt ikke kan danse som hende. Derfor oplever vi aldrig Verdons magi.

Kelli Barret som Liza Minnelli.

I det hele taget fungerer seriens tematiske tidsspring ikke rigtigt. Med mellemtitler som »19 år tilbage«, »267 dage siden Gwen Verdons sidste Tony Award« og »Bob Fosse: 3 år siden Sweet Charity floppede« sætter strukturen fokus på parrets omskiftende succes, men især i de første afsnit mangler nedturene følelsesmæssig gravitas, fordi vi ikke har lært karaktererne at kende endnu.

Når alt det er sagt, er serien i momenter en kæmpe fornøjelse – især i de overdådige genskabelserne af filmoptagelserne. Jeg går stadig rundt og synger ‘Mein Herr’ fra ‘Cabaret’, som klippes sammen med et telefonopkald fra en edderspændt Gwen, der beder en assistent hilse Bob og sige, at hans datter har taget en flaske af bedøvelsesmidlet Seconal med i skole. »S-E-C-O-N-A-L«, staver hun til den rytmiske fremførelse af strofen »It was a fine affair, but now it’s over«.

Det burde den nok være, men hvem kan modstå all that jazz?


Kort sagt:
Den biografiske visuelt og musikalsk ekstravagante miniserie om koreograf og instruktør Bob Fosse og danser Gwen Vernons givtige og giftige partnerskab på 1970’ernes musicalscene giver fortjent rampelys til oversete Verdon, men glemmer i sin iver for at sætte fokus på Fosses #MeToo-adfærd at skildre hans tiltrækningskraft.

Læs også: Farvel og tak til årtiets sjoveste komedieserie

Tv-serie. Hovedforfattere: Thomas Kail og Steven Levenson. Medvirkende: Sam Rockwell, Michelle Williams, Norbert Leo Butz, Aya Cash. Spilletid: 8 afsnit á cirka 60 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af