Syv højdepunkter fra den nye Casper Christensen-bog: »Jeg har set verdensstjerner være helt væk på stoffer«

I torsdags landede Martin Kongstads personlige og ikke ukritiske biografi om komikerikonet Casper Christensen. Vi har gravet efter nogle af de mest forbløffende detaljer.
Syv højdepunkter fra den nye Casper Christensen-bog: »Jeg har set verdensstjerner være helt væk på stoffer«
Casper Christensen. (Foto: Rune Bendiksen)

»Flere siger, at jeg minder om ham fra ’Klovn’, og jeg har altid holdt fast i, at jeg er en anden, men sandheden er, at jeg har været som ham i mange år, og ubevidst har jeg troet, at jeg kunne redde det hele ved at spille mig selv«.

Sådan lyder det fra 52-årige Casper Christensen i Martin Kongstads nye bog om dansk comedyhistories mest indflydelsesrige menneske.

Mange af anekdoterne vækker da også en form for ’Klovn’-deja vu, når vi møder en mand, som er besat af sig selv, er sine kærester utro, efterlader sine kammerater i suppedasen og i midtvejsalderen fester som en 18-årig. 

Casper Christensen havde oprindeligt forestillet sig, at bogen ville munde ud i en hyldest til ham, men efterhånden gik det op for ham, at bogen i stedet var et eksempel på, hvad succcesen har kostet.

1. Bygget til utroskab

I bogen fortæller Casper Christensen, hvordan han som ung dreng fra Birkerød var ekstremt opsat på at skulle frem i livet.

»Jeg var drevet af at blive kendt dengang. Til en premiere på Det Kongelige Teater gik jeg tre gange op ad den røde løber i håb om, at fotograferne så mig«, siger han på et tidspunkt.

Da han fik sit gennembrud på tv-skærmen og blev kæreste med den ni år ældre tv-stjerne Lotte Larzen, der dengang var vært på DR-programmet ’Hallo Hallo’, tog berømmelsen fart. Den stigende opmærksomhed fra damerne under diverse standup-turnér steg ham til hovedet, og han tænkte kun på to ting. Damer og berømmelse:

»Det var fandeme svært at lade være, jeg var 22, og min krop var bygget til det, sådan føltes det. Det var superfedt i øjeblikket, det dårlige var, at jeg ikke var single, og den utroskab gav jo et ekstremt pres, for jeg skulle lyve konstant, og der var kønssygdomme i luften, og jeg var bange for bladene eller for, at nogen havde set noget«.

2. Sacha Baron Cohen i dobbeltbrusekabine

Lige siden Casper Christensen som 17-årig tog på et highschool-ophold i Las Vegas, har han været betaget af USA. Fascinationen kulminerede i, at han igennem fem-seks år i slutningen af 00’erne rejste frem og tilbage mellem Danmark og L.A, hvor han skrev med på et hav af film og tv-projekter.

I bogen fortæller han, hvordan’Borat’-stjernen Sacha Baron Cohen hyrede ham og Frank Hvam til at skrive på spillefilmen ’The Lesbian’ (der aldrig er blevet til noget). Et samarbejde, som førte en række surrealistiske oplevelser med sig:

»Jeg har haft vanvittige oplevelser. Det var en livsdrøm at få kontor på Paramount; Sacha Cohen sad i Eddie Murphys gamle kontor med dobbeltbrusekabine, som han havde fået opført, så han kunne have damer med i bad, og jeg sad i et mindre rum ved siden af«, fortæller han.

3. Casey Affleck og Joaquin Phoenix kom forbi

Livet i Hollywood blev et drug for Casper Christensen, der i bogen fortæller, hvordan han kom i selskab med nogle af de helt store Hollywood-stjerner til diverse eksklusive branchefester:

»Efter arbejde havnede man på barer og klubber og havnede til efterfester oppe i bjergene, og det var bizart at møde ekstremt kendte mennesker, som var fucked. Alt lukker tidligt her, så man står klokken halv to om natten og banker på hos en eller anden superstar, og jeg har set adskillelige verdensstjerner være helt væk på stoffer«, fortæller han i bogen uden at nævne navne.

»Jeg legede, at jeg var amerikaner og holdt kæmpe fest for alle dem, jeg kendte. Joaquin Phoenix og Casey Affleck kom tilfældigt forbi, de boede lige ved siden af. Jeg havde gang i noget hjerneblødningsagtigt vanvid, ligesom i ’Klovn’-filmen, det var lys og flammer, og her kommer jeg og grillet kobekød til alle, og det var slet, slet ikke Ibens (Hjejle, red.) stil«, lyder det.

Forsiden til Martin Kongstads biografi ‘Casper’.

4. En søn og en party-far

Casper Christensen blev senere medejer af nogle af Københavns mest prestigefyldte natklubber. Inden han fyldte 42, havde han aldrig rørt stoffer, men pludselig hang han i baren hver eneste weekend, omgivet af dyre flasker og kokain i lange baner.

De fem års udskejelser i Københavns natteliv havde selvfølgelig en pris, og i et interview, som Kongstad har lavet med Caspers 20-årige søn Marvin, står det klart, at perioden har efterladt en række uudslettelige billeder i sønnens hoved:

»Syttenårige Marvin kommer hjem fra byen klokken seks, lister nøglen i låsen for ikke at vække huset, åbner langsomt døren og hører høj musik. Casper danser i bar mave og spejlsolbriller. ’Kom dog ind, skal du ikke have et glas rosé?«, lyder det i bogen.

5. Forlod Robbie Williams med en nødløgn

Da Casper Christensens karriere var på sit højeste, rejste han til Robbie Williams’ gods i England, hvor han skulle lave research til en ’Klovn’-lignende tv-serie om sangstjernen. Her gik det op for ham, at han ikke havde kræfter til at leve livet på toppen længere:

»Jeg gik i seng og havde paranoia og selvhad og angst, og da gik det op for mig, at jeg ikke kunne leve det liv mere. Det måtte stoppe. Morgenen efter sagde jeg, at min kone var blevet syg, og jeg forlod Robbie Williams landsted og har aldrig set ham siden«.

Kort efter hjemrejsen blev hans nuværende kone, den 18 år yngre Isabel, gravid, og da sønnen Cooper blev født, indså han, at han var nødt til at ændre sin livsstil drastisk.

6. MDMA-terapi blev hans redning

Casper Christensen gik i MDMA-terapi, der stod på i otte måneder og ifølge ham selv i bogen har gjort ham klar over nogle problemer, som han ikke vidste, han havde.

Idéen til terapien opstod, da han arbejdede på en tv-serie for HBO i samarbejde med Murray Miller om soldater med posttraumatisk stress. I den forbindelse fandt han ud af, at man i USA var begyndt at behandle krigsveteraner med afmålt MDMA kombineret med samtaleterapi. Det lykkedes ham derefter at finde en dansk terapeut, der praktiserede behandlingsformen. Da det i Danmark er ulovligt, måtte processen foregå hemmeligt.

7. Religiøs veganer

I dag spiser Casper udelukkende vegansk og er blevet religiøs. I bogen fortæller han, at han skal døbes, og på trods af at han altid har været glødende ateist, forklarer han, hvordan religion har givet ham et klarsyn:

»Ja, tidligere blev jeg skræmt af mennesker med en religiøs overbevisning, de var hjernevaskede, syntes jeg, de var dumme eller sindssyge. Det at tro handler også om psykologiske mønstre; om måder, vi handler på. Det fortæller, at vi ikke har en fri vilje, og at andre kræfter bestemmer, at vi gør, som vi gør. Den vending, jeg er ved at foretage mig, har skabt en helt ny kraft i mig, det er en ny måde at se verden og andre mennesker på. Det er meget powerfuldt og voldsomt. Jeg bøjer mig ydmygt for Gud. Jeg gør mit bedste for at styre det, som jeg mener at kunne kontrollere. Resten lægger jeg i Guds hænder«.

Martin Kongstads ’Casper’ er på gaden nu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af