GRAVSKRIFT. Når monarker går bort, er det kutyme at proklamere det umiddelbart absurde ordsprog: »Kongen er død, længe leve Kongen!«
Det skyldes, at der i sådanne situationer altid er en efterfølger, hvorfor den første del af sætningen tilhører den gamle konge, og den sidste den nye. Let omskrevet: »Tak for tro tjeneste, vi må videre«.
Men Frank og Casper, sådan vil jeg ikke have, at I skal tolke ordsproget her på dagen for jeres begravelse.
’Klovn’ er slut, jovist (i hvert fald på film), og der står rigeligt med talent klar i kulissen til at overtage tronen, men ved I hvad? Gode fiktioner dør aldrig rigtigt. Heller ikke selvom fiktionerne har blandet blod med virkeligheden, som I har gjort det.
I er således både døde og levende på samme tid, ad infinitum.
Pudsigt nok var det en næsten lige så fascinerende dobbelthed, der tog pusten fra os, da jeres første afsnit, ’5-årsdagen’, flød ud fra billedrørets flow-TV 2 Zulu i 2005: For hvor begyndte fiktionens Frank og Casper, og hvor sluttede virkelighedens Hvam og Christensen?
Svaret fik vi aldrig helt, men selvom Frank og Casper i første sæson flirtede med heroin (’Godfather of Drugs’), var tæt på at spise Franks mors aske (’Farvel igen, mor’) og en omgang menneskekød (’Hushovmesteren’), var det denne virkelighedsleg, der indledningsvist var det mest opsigtsvækkende i ’Klovn’.
For her var I pionerer, selvfølgelig inspireret af ’Curb Your Enthusiasm’, men alligevel. Husk på, at det først var i 2009, at Karl Ove Knausgård omkalfatrede litterær autofiktion med ’Min kamp’, og at der engang faktisk blev lavet tv-serier, hvor komikere ikke spillede en gradbøjet variant af dem selv.
Efter ’Klovn’ blev fiktiobiografisme allemandseje: Ditte Hansen og Louise Mieritz spiller ’Ditte & Louise’. Jesper Zuschlag og Julie Rudbæk spiller Jesper og Julie i ’29’, ’30’, ’31’ og ’32’. Louis C.K. er ’Louie’. Bare for at nævne nogle af de bedste.
Men kun få har brugt virkelighedslegen så gennemført som jer. I og jeres ’virkelige’ biroller (Iben Hjejle, Lars Hjortshøj, Lene Nystrøm, Mads Mikkelsen, Sofie Lassen-Kahlke, Jarl Friis-Mikkelsen…) var nemlig så kendte, at vi ikke kunne lade være med at kigge stjålent med, hvis vi da ikke var ved at brække os af pinlighed eller afsky. Måske vi kunne få bare et lille glimt af noget ægte?
For vi tørstede efter autenticitet i slut-00’erne og 10’erne, og allerhelst de kendtes autenticitet, på sociale medier og i reality: Det ophøjedes fejlbarlighed. Hvem vidste forresten, at Reimer Bo er far til Michael Carøes barn? Og at Bent Fabricius-Bjerre har et luksusbordel, der kun har åbent én gang om året? Eller er det tys-tys?
Sex, død og tabuer
Oven i virkelighedslegen (der hurtigt kan blive triviel i sig selv – se bare SE og HØR) kom de kreative fiktioner, som typisk bestod af to historier per afsnit sat sammen til en bittersød forløsning, ikke ulig den du, Frank, følte under Stig Rossens kærestes massørkyndige hænder (Anne Sofie Espersen i ’Irma-pigen’).
Sådan blev historien om, hvordan Bodil blev kvalt i en kæmpeoliven koblet sammen med Franks ’interesse’ for mundmalerkunst (’Bye Bye Bodil’), og tragedien om Hjortshøjs au pair flettet ind i en syg H.C. Andersen-metaforik (’Ambassadøren’).
Med tiden fik snart sagt alle tabuer én på (kusse)tuden: Tarmlidelser (’Unge hjerter’), utroskab (’Ups’) og skedesvamp (’Drys fra muffedissen’).
Særligt ét tema står dog som en monolit midt i det klovnske univers: Franks opgør med og fascination af religion og ideologier. Som ingen andre gik Frank i rette med islamisme (’De nye danskere’, ’Rosé-forbandelsen’, ’Det muslimske klaver’), ligesom han også flirtede interesseret med nazisme og antisemitisme (’Nina kære Nina’, ’Dilettanterne’, ’#MeToo’).
Og igen: Selvom det er fiktioner, er det svært ikke at forbinde Franks principkamp med virkelighedens Frank Hvams interesse i ytringsfriheden, som han har hyldet i blandt andet Radio24syv-programmet ’Franks femkamp’.
Og sådan blandede virkeligheden sig igen med fiktionen.
The Hvams
Fiktionen i ’Klovn’ fungerer ikke bare på et fortælleplan, den fungerer i lige så høj grad på karakterplan. Man kunne synge sange om Revisor-Kurt og Pivert (hvilket jeg faktisk har gjort), men når man står til gravøllet, er det mest passende at holde sig til familien, særligt Franks, for Casper har i det store hele brudt med sin.
Lad os starte med den vigtigste: Mia. Der findes næppe et menneske, som har måttet lide så dybt for sin kærlighed til en patologisk principrytter med valgsproget »Regel nr. 1 er [indsæt åndssvag regel]«. Det skulle da lige være Larry Davids hustru, Cheryl, i ’Curb your Enthusiasm’.
Frank har været dig utro (’Ups’ og ’Klovn Forever’ – og det er bare de klokkeklare), han har uden dit vidne udsat dig for en voldtægt (igen ’Klovn Forever’ – den var virkelig slem for jer) og har vel aldrig rigtigt set dig. Hvilket du også lader ham betale for i aktuelle ’Klovn The Final’.
I mange år var vi nogle, der ikke helt forstod din kærlighed, selvom dine forældre, Ole og Pyker, nu næsten altid har været gode til at støtte jeres ægteskab. Med næsten refererer jeg primært til en pearl necklace-episode, der slog alvorligt skår i svigersønporcelænet, om man så må sige.
Men her på det seneste er den faktisk vokset på os, jeres kærlighed. For eksempel skal man være cirka lige så følelseskold som Casper, hvis man ikke blev berørt af slutningen på mesterværket ’Klovn: The Movie’, hvor du fortalte Frank, at du ikke havde fået en abort.
Men måske skulle du egentlig alligevel have fået den abort. For hvis man skulle være lidt hård og nævne noget, ’Klovn’ ikke er lykkedes med, er det at integrere Frank og Mia i rollerne som forældre. Fiktionsbørn er typisk nåårrrhhh-sjove, men ikke ha-ha-sjove (Bo fra ’Klovn the Movie’ er undtagelsen), og som Casper i mit interview med duoen sagde forleden:
»I bund og grund er ’Klovn’ bedst, når det bare er Frank og mig, der sidder og snakker, med Mia lige udenfor«. Og Iben, kunne man tilføje.
Tak!
Og nu vi er ved dig, Casper, hele Danmarks comedy-konge, manden bag ’Langt fra Las Vegas’ og ’Drengene fra Angora’ (ikke?), Bispebjerg-tricket, en skidegod Kaptajn Haddock-audition og Copenhagen Showboat.
Jeg er ikke sikker på, at det var bevidst, men jeg brugte store dele af min ungdom på at efterligne din kategoriske måde at tale på, din undercut-frisure og tøjstil. Sidstnævnte i hvert fald post-sæson 5, hvor du endegyldigt får lagt de lyserøde skjorter i graven.
Vi hyldede dig for din libertinerånd og livsstil, og selvom vi godt forstod, at du opførte dig som en idiot over for Gud og hver kvinde, så vi i dig et fascinerende vrangbillede af os selv: Flinke folk, der altid siger og gør det rigtige og altid sætter fornuft over drift. Du repræsenterer djævlen i os og slangen i Franks paradis. Selvom Frank nu heller ikke er nogen engel.
Lad mig slutte med en anekdote, der foregår på toppen af et norsk fjeld, nærmere bestemt i Hovden i det sidste afsnit (’Falsk lortealarm’) af sjette sæson.
Her står to venner. Den ene har netop forsøgt at fri til sin kæreste, men friermålet er gået galt på grund af en forveksling om, hvem der sad på hvilken side af kvinden. Den anden siger:
»Jeg bryder mig faktisk ikke om højre/venstre-idéen. Jeg synes, den er lidt gammeldags«.
Det er for mig det ultimative billede på de to klovne: Frank har dummet sig, Casper er larger than life. Og jeg ved sgu ikke, om I nogensinde bliver klogere.
Men os har I gjort klogere. I har lært os, at man ikke altid skal acceptere selv den mest sikre præmis i livet. At der ikke behøver være forskel på fiktion og virkelighed, løgn eller sandhed, højre eller venstre.
I har også lært os, at man kan gøre grin med alt, så længe grinet ikke rammer ofret, og at kærlighed og venskaber er noget, man skal værne om, selvom drifter og andre interesser forvirrer og forfører.
Med disse ord vil jeg ikke mindes jer længere, for det bliver så trist. Jeg vil i stedet råbe:
Længe leve ’Klovn’!
‘Klovn The Final’ får premiere på torsdag, 30. juli.