Det er over to år siden, Lady Gaga fik sin ilddåb i Hollywood med sin Oscar-nominerede præstation i ‘A Star Is Born’. Men nu er multitalentet for alvor klar til igen at kaste sig over skuespillet.
Ifølge Entertainment Weekly er Gaga i gang med de sidste forhandlinger til en rolle i actionthrilleren ‘Bullet Train’, der har Brad Pitt i hovedrollen. Filmmediet Collider skriver, at aftalen er så godt som i hus.
Filmen instrueres af ‘John Wick’ og ‘Deadpool 2’-instruktøren David Leitch og følger fem lejemorder, der stiger ombord på et højhastighedstog i Tokyo og erfarer, at deres fem missioner er forbundne.
Gaga vil være prikken over i’et på et i for vejen absurd stjernespækket cast. Indtil videre får Pitt selskab af blandt andre Michael Shannon (‘The Shape of Water’), Joey King (‘The Act’), Aaron Taylor-Johnson (‘Tenet’), Zazie Beetz (‘Joker’) og Brian Tyree Henry (‘Atlanta’).
Lady Gaga arbejder desuden på Ridley Scotts morddrama ‘Gucci’, hvor hun spiller over for Adam Driver, Robert De Niro og Al Pacino. Filmen begynder optagelser til marts næste år, så hvis ‘Bullet Train’ også går igennem, står Gaga til at få et travlt 2021: Hun skal nemlig også på en forsinket verdensturné om sommeren.