De fleste havde nok ikke set det komme, at Laurits Munch-Petersens danske debutfilm ‘Ambulancen’ fra 2005 med Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen skulle få et Hollywood-remake. Filmen solgte herhjemme under 50.000 billetter, fik middelmådige anmeldelser og fik heller ikke det helt vilde internationale liv.
Men remaket bliver snart en realitet – og tilmed med den notoriske action-veteran Michael Bay ved roret.
Deadline kan fortælle, at Chris Fedak (‘Chuck’, ‘Prodigal Son’) har udfærdiget et manuskript på baggrund af den danske film, og at optagelserne planlægges at begynde til januar.
Som om det ikke var nok, beretter Deadline også, at ingen ringere end Jake Gyllenhaal er i gang med forhandlinger om at indtage hovedrollen i actionthrilleren, der får titlen ‘Ambulance’.
Jake Gyllenhaal er i forvejen en travl herre. I den nærmeste fremtid skal skuespilleren for eksempel medvirke i et andet Hollywood-remake af en dansk film, Gustav Möllers ‘Den skyldige’. Pudsigt nok foregår både ‘Ambulancen’ og ‘Den skyldige’ på én location (henholdsvis en, well, ambulance og en alarmcentral).
Derudover er han blandt andet tilknyttet selvsamme Möllers kommende thriller ‘Snow Blind‘, Denis Villeneuves filmatisering af Jo Nesbø-romanen ‘Sønnen‘ og ‘The Godfather’-serien ‘Francis and the Godfather‘.
Traileren til den originale ‘Ambulancen’ kan ses herunder.