Ruth Wilson, der tilbage i 2018 til manges overraskelse forlod ’The Affair’ i seriens fjerde sæson, står nu for første gang frem og fortæller om sit dramatiske exit, der efterlod seriens publikum med hundredvis af spørgsmål.
Skuespilleren, som spillede en af seriens to hovedkarakterer, Alison Bailey, forlod serien efter eget ønske, og sidste år kunne The Hollywood Reporter ud fra anonyme og navngivne kilder fortælle, at afgangen skyldtes konflikter vedrørende uønskede nøgenscener og et fjendtligt arbejdsmiljø.
På daværende tidspunkt var Wilson ikke i stand til at forklare sagen, da hun stadig var bundet af en kontrakt, der fratog hende retten til at udtale sig.
Om hun stadig har juridisk mundkurv på, melder historien ikke noget om, men i et nyt interview med mediet Stylist giver hun for første gang sin version af sagen uden at sætte helt konkrete detaljer på.
»Hvad der er vigtigt at slå fast er, at jeg sagde fra. Jeg havde en stemme. Jeg stod op for mig selv«, siger den Emmy-vindende skuespiller og fortsætter: »Der opstod en situation på ’The Affair’, hvor ting ikke føltes rigtige, og jeg gjorde noget ved det, og det lykkedes for mig at beskytte mig selv«.
»Det var før #MeToo og før Harvey Weinstein, og alligevel var mine instinkter meget klare og stærke med hensyn til, hvad jeg følte var forkert, om hvad der foregik, og hvad jeg følte mig utryg ved«, tilføjer hun.
Kort efter at Wilson forlod serien landede hun en bærende rolle i HBO’s store fantasy-satsning ’His Dark Materials’, som vender tilbage i anden sæson 17. november.