’The Affair’ sæson 3: Soap og euro-sex tynger utroskabsseriens sidste sæson
Tredje gang er ikke nødvendigvis lykkens gang i serieland, hvor voksende fanhype og anmelderroser i kølvandet på to populære sæsoner kan forføre kåde manusforfattere til at skrue excessivt på de dramaturgiske knapper for at hive nye kaniner op af hatten, mens karakterudvikling og troværdighed går fløjten.
Det er nærmest smertefuldt at bevidne en tidligere favoritseries fald fra stjernerne, men dette er ikke desto mindre tilfældet med ’The Affair’s aktuelle sæson tre, hvor forfatter Sarah Treems før så inciterende he said/she said-labyrint af et syndigt underholdende utroskabsepos synes at tage hovedspring lukt ned i det klichefyldte soap-kviksand, kritikere af serien netop tidligere har beskyldt den for at dyppe tæerne i.
Her læsses allerede i de første par afsnit gavmildt på med mordforsøg, forudsigelige farlige forbindelser og nye karakterer, heriblandt selveste Brendan Fraser som fængselsvagten Gunther med et grudge (spændende) og franske Irène Jacob (fra Kieslowskis ’Rød’) som Juliette Le Gall, plus sensuelle kollega til Noah (Dominic West) og universitetsprofessor udi litterær kærlighed (gab).
Juliette tildeles endog uheldigvis sit eget, klichéramte pseudo-euro-intellektuelle fortællespor, som lefler ’The Affair’ desperat efter et åndeligt boost igennem franskkvindens affekterede tale om sex og kærlighed imellem mundfulde af rødvin og coq-au-vin. Det er en træg misforståelse blandt den amerikanske kulturelite, at sex bliver frækt på den kloge måde med en europæer i mikset, og ’The Affair’ behøver langt fra et stykke med pariser-dannet l’amour fou for at grave dybere ned i sin essentielle diskurs om sex og kønsroller i USA.
Tværtimod har serien i de to første sæsoner brilleret ved sin interne hudfletning af særligt den hvide, privilegerede amerikanske mands skæve selvbillede og seksualitet, og fint tegnet Noah som en Hemingway-wannabe med storhedsvanvid over for Alison (Ruth Wilson) og Helens (Maura Tierney) vidt forskellige, fejlbarligt famlende moderne kvindetyper, for hvem sex er alt fra frigørende til fordømmende – og en selvisk handelsvare.
Men ak. Væk er de dage, hvor servitricen Alison og forfatteren Noahs eponyme affære og dens konsekvenser for begges respektive partnere udgjorde ’The Affair’s omdrejningspunkt. I sæson tre går det i stedet over stok og sten på utålmodig sensationsjagt i et drama, der paradoksalt tidligere har vundet hæder, ære og Golden Globes ved at sky nemme payoffs.
Tre år er gået, siden Noah røg i fængsel for at have kørt Coles problembror Scotty ihjel – til trods for at Helen som bekendt sad bag rattet, og Alison skubbede fulderikken ud foran bilen. Nu er forfatteren atter på fri fod, men via seriens velkendte flashbacks erfarer vi, at Noah muligvis har erhvervet sig en voldelig stalker i form af creepy Gunther.
Gensynet med 90’er-stjernen Brendan Fraser i denne sjældent ubehagelige skurkerolle er kærkomment og et af sæsonens mest interessante lyspunkter i moradset af plottråde, der ikke fører nye vegne hen. Disse omfatter blandt andre Helens forhold til den søde læge Vik (Omar Metwally), teenagedatteren Whitneys (Julia Goldani Telles) søgte affære med en aldrende kunstner-liderbuk og Alisons forsøg nr. 117 på at genetablere sit liv i Montauk oven på et psykisk sammenbrud og hitte rede i sine følelser for eksmanden Cole (med hvem hun har datteren Joanie).
Dertil kommer nu også Juliette, som har efterladt en syg ægtemand i Paris og onanerer til Noahs erotiske trash-roman ’Descent’, mens hendes studerende nedsabler selvsamme for at forherlige ’overgreb’ mod kvinder (jævnfør scenen i sæson to, hvor Noah har sex med Alison op ad et træ, til trods for at hun indledningsvis siger nej).
Herigennem gør ’The Affair’ momentvis mine til at dykke ned i den ophedede samtykkedebat, der raser ikke blot på amerikanske universiteter, men også i den underholdningsindustri serien selv udspringer af, og hvor manusforfattere lidt for ofte ser stort på grænserne mellem reel voldtægt og gensidige dominansfantasier i chokeffektens klæbrige navn.
Det er et yderst relevant emne, der imidlertid her reduceres til studentikost meta-bavl, skingert debatteret af ’frisindede’ Juliette og hendes endimensionelle, militant-feministiske amerikanske studiner og helt uden opfølgende selvrefleksion.
I stedet vender vi tilbage til de vante spørgsmål udsprunget af ’The Affair’s multinarrative handlingsforløb: Hvem af hovedpersonernes synsvinkel viser sandheden? Og hvorfor falder smukke, forholdsvis intelligente kvinder kontinuerligt for voksenbabyen Noah (muligvis seriens største gåde)?
Seriens cast gør det som sådan stadig glimrende, når de hver især tilrettelægger deres karakterers ofte lumsk uoverensstemmende performances, alt efter hvem af dem der fortæller historien fra afsnit til afsnit. Men deres soapificerede storylines står i stampe og realiserer på irriterende vis samtlige Danielle Steele-fordomme, uindviede førhen måtte have haft om ’The Affair’.
Der er endnu en halv sæson tilbage. Men om det er nok til at få skuden på ret køl, inden affæren løber helt ud i sandet, er temmelig tvivlsomt.
Kort sagt:
Så gik den ikke længere. Efter to stærke sæsoner, der på fræk vis har leget kispus med kritiske røsters Danielle Steele-fordomme om ’The Affair’s kalejdoskopiske he said/she said-plot, forfalder serien i tredje akt til ren soap. Brendan Fraser lyser op som Noahs nye nemesis, men helhedsindtrykket er fornærmende fortænkt.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit af tredje sæson.