Det europæiske svar på Oscars, European Film Awards, løb af stablen virtuelt lørdag aften fra et studie i Berlin – og ‘Druk‘ blev den helt store vinder ved årets noget anderledes prisuddeling.
Filmen vandt hovedprisen for bedste film i et stærkt felt, der blandt andet bestod af Venedig-vinderen ‘Martin Eden’, Oscar-nominerede ‘Corpus Christi’ fra Polen og den tyske mesterinstruktør Christian Petzolds seneste film, ‘Undine’.
Vinterberg dedikerede sejren til sin datters minde i sin tydeligt berørte takketale: »Min datter døde, mens jeg lavede filmen. Hun elskede projektet og skulle have spillet med i filmen. Den blev lavet på hendes skole, blandt hendes venner og i hendes klasselokale. Og det eneste, der gav mening, var at fortsætte og lave denne film til hende«, sagde Vinterberg blandt andet.
Men ‘Druk’ nøjedes ikke blot med aftenens hovedpris: Filmen ryddede bordet og hjemtog priser i alle fire kategorier, den var nomineret i.
Der var således også personlige priser til Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen, der blev hædret som henholdsvis bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller.
Mikkelsen slog dermed halvdanske Viggo Mortensen, der var nomineret for sin præstation i ‘Falling’, men i sin takketale bebudede Mikkelsen med et smil, at han ville dele prisen med alle sine mednominere, hvis de en gang løb på hinanden i fremtiden.
Ceremonien blev afholdt virtuelt, men stemningen i Vinterbergs dagligstue, hvor han deltog via Zoom, blev ekstatisk, da filmen også hjemtog prisen for bedste manuskript. Vinterbergs medforfatter Tobias Lindholm takkede den legendariske manusguru Mogens Rukov, der var medforfatter på ‘Festen’, for at have lært ham selv og Vinterberg at skrive og drikke.
Den fremragende rumænske dokumentar ‘Collective‘ vandt prisen for bedste dokumentar og slog dermed den dansk-producerede Syrien-film ‘The Cave’, der var Oscar-nomineret tidligere i år og siden har været i vælten efter en række anklager om krænkelser rettet mod filmens instruktør, Feras Fayyad.
European Film Awards uddeles af Det Europæiske Filmakademis omkring 3800 medlemmer og regnes som en af Europas vigtigste filmpriser og pendanten til den amerikanske Oscar-uddeling. Det er første gang siden Lars von Triers ‘Melancholia’ fra 2011, at en dansk film har vundet hovedprisen. Og det er første gang nogensinde, at en dansk film har vundet hele fire priser.
‘Druk’s flotte sejr er således et godt skridt på vejen mod næste års Oscar-uddeling, hvor ‘Druk’ er blandt favoritterne til at lande en nominering.
Se alle vinderne ved European Film Awards 2020:
Europæiske film: ‘Druk’
Europæiske dokumentar: ‘Collective’
Europæiske kvindelige skuespiller: Paula Beer, ‘Undine’
Europæiske manuskript: Tobias Lindholm og Thomas Vinterberg, ‘Druk’
Europæiske nye navn: Carlo Sironi, ‘Sole’
Europæiske mandlige skuespiller: Mads Mikkelsen, ‘Druk’
EFA-prisen for innovativ historiefortælling: Mark Cousins, ‘Women Make Film: A New Road Movie Through Cinema’
Europæiske instruktør: Thomas Vinterberg, ‘Druk’
Europæiske komedie: ‘The Big Hit’
Europæiske animationsfilm: ‘Josep’
Europæiske fotograf: Matteo Cocco, ‘Hidden Away’
Europæiske klipning: Maria Fantastica Valmori, ‘Once More Unto the Breach’
Europæiske scenografi: Cristina Casali, ‘The Personal History of David Copperfield’
Europæiske kostumedesign: Ursula Patzak, ‘Hidden Away’
Europæiske makeup & hår: Yolanda Piña, Félix Terrero & Nacho Diaz, ‘The Endless Trench’
Europæiske score: Dascha Dauenhauer, ‘Berlin Alexanderplatz’
Europæiske lyd: Yolande Decarsin, ‘Little Girl’
Europæiske visuelle effekter: Iñaki Madariaga, ‘The Platform’