Netflix fik stor publikumssucces på tværs af landegrænser med den overnaturlige danske serie ‘The Rain’, og nu er tjenesten så på trapperne med ‘Equinox’, den næste danske satsning i mystery-genren.
I traileren, som lige er landet, følger vi den unge radiovært Astrid (Danica Curcic), som blev traumatiseret for livet, da hendes søster sammen med næsten hele sin gymnasieklasse forsvandt af uforklarlige årsager på en studenterkørsel, dengang Astrid var ni.
Astrid har fået begivenheden på afstand, men 21 år efter begivenhederne begynder hendes mareridtssyner så småt at dukke op igen. Og da en af de tre overlevende fra studenterkørslen dør, kort efter han har taget kontakt til hende i hendes radioprogram, beslutter hun sig for at finde ud af, hvad der i virkeligheden skete dengang i 1999.
Her opdager hun en mørk og foruroligende sandhed, der involverer hende på måder, hun ikke kunnet have drømt om.
‘Equinox’ udspringer af den danske DR-podcast ‘Equinox 1985’. Serien er udviklet af danske Tea Lindeburg (‘Høst’), som også er producer på serien. De første fire afsnit er instrueret af Søren Balle (‘Fred til lands’, ‘Bedrag’).
Curcic spiller hovedrollen som den drømmesynende Astrid. Hun får selskab af blandt andre Lars Brygmann, Fanny Bornedal og Karoline Hamm.
‘Equinox’ får premiere 30. december på Netflix.