Kevin Spacey bryder ud af Frank Underwood-karakteren i bizar, ny julevideo

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For tredje år i streg er Kevin Spacey kravlet ud af sit skjul for at dele en videohilsen i anledning af juleaften.

Tidligere har Spaceys projekt tilsyneladende været at ødelægge den gode julestemning og forsøge at rette op på sine ugerninger, når han i karakter som Frank Underwood fra ‘House of Cards’ har snakket om forbrydelse, skyld og straf.

Men denne gang fortsætter Spacey sin bizarre og lidet smagfulde tradition uden at trække på Frank Underwood. I stedet sender han en meddelelse til alle, der har været nede i kulkælderen under corona, med ordene: »Jeg lover jer: Det bliver bedre«.

Videoen er dedikeret til alle, der har overvejet at tage sit eget liv, med reference til en amerikansk hotline, hvor man kan få hjælp. Og Spacey lader til at tro, at hans blotte aura og et par bevingede ord på en eller anden måde kan være med til at hjælpe nogle mennesker i nød.

»Mange mennesker har kontaktet mig over det seneste år for at dele deres egne udfordringer. Og min evne til at være der for dem har virkelig kun været mulig på grund af mine egne udfordringer. Selvom det har været et privilegie at hjælpe, er jeg nødt til ærligt at sige, at det også er uden for mine evner – det er større end mig«, siger Spacey blandt andet i videoen.

Spacey har holdt sig ude af offentlighedens søgelys siden 2017, hvor Anthony Rapp anklagede Oscar-vinderen for overgreb. Spacey blev fyret fra både ‘House of Cards’ og Ridley Scotts ‘All the Money in the World’. Siden har flere anklager mod skuespilleren set dagens lys, men Spacey er endnu ikke blevet dømt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af