Emma Stone vil på grund af konflikter i kalenderen ikke blive genforenet med ’La La Land’-instruktør Damien Chazelle i hans kommende filmprojekt ’Babylon’, som det ellers var planlagt.
Men nu fortæller Deadline, at Paramount og Chazelle har selveste Margot Robbie på tale til at overtage den Oscar-vindende skuespillers rolle i det ventede periodedrama, hvilket vil genforene hende med Brad Pitt, som hun spillede sammen med i Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’.
I øjeblikket arbejder Pitt på filmen ’Bullet Train’, mens Robbie, som tidligere på året blev nomineret til en Oscar for sin rolle i ’Bombshell’, er ved at påbegynde optagelser til David O. Russells nye Oscar-hypede projekt, som endnu ikke har fået en titel.
‘Babylon’ vil foregå i 1920-30’ernes Hollywood, da branchen udviklede sig fra stumfilm til talefilm. Yderligere detaljer om plottet er endnu ikke blevet offentliggjort.
Med de nye ændringer kan det dog snildt være, at ’Babylon’ vil blive udskudt, da den oprindeligt var planlagt til at få premiere til december 2021.