INTERVIEW. Det handler om magt, men også om retten til selv at kunne bestemme over sin karriere.
Det gør det både i ‘Bombshell’ og for kvinden bag, producer og skuespiller Charlize Theron. Filmen, der fortæller om Roger Ailes-sagen, hvor en af de mest magtfulde mediemænd i USA røg ned fra toppens tinder hos Fox News på grund af anklager om seksuel chikane og overgreb, er en af de første reelle #Metoo-film. Og Theron var kvinden, der kæmpede for, at historien skulle blive til film.
Udover at spille hovedrollen som nyhedsværten Megyn Kelly, er hun også filmens producer. En udvidelse af hendes karriere som skuespiller, som hun langt fra er den eneste, der har foretaget sig i løbet af de seneste år. Hendes medspiller i ‘Bombshell’, superstjernen in spe Margot Robbie, er et andet glimrende eksempel på det samme.
Vi mødte de to powerkvinder i Los Angeles. Theron høj og amazonagtig, da hun kommer gående ned af hotelgangen op til interviewet. Robbie mindre og ved første øjekast mere skrøbelig. Men begge skarpe og med et mærkbart drive.
Hvorfor var det vigtigt for jer – som skuespillere og for tid vedkommende, Charlize Theron, som producer – at fortælle denne historie? Var det ‘kun’, fordi det var en god historie, eller var det også på grund af det emne, filmen berører: seksuel chikane og overgreb?
Charlize Theron: »Jeg tror, det var begge grunde for mig. Jeg leder ikke altid efter historier, som har en social kommentar eller bevidsthed i sig, men jeg synes altid, det er et stort plus, når de har det. Der er noget virkeligt stærkt ved at være del af en film, der både er underholdende, interessant og fascinerende og på samme tid også er en del af den kulturelle samtale, der foregår lige nu. Som en del af zeitgeisten. Jeg har aldrig prøvet at være en del af sådan en film før«.
Lærte I noget om seksuel chikane og overgreb af filmen, som I ikke havde tænkt over før?
Margot Robbie: »Ja det gjorde jeg. Den første gang du ser Kayla, min karakter, blive seksuelt forulempet, er der ingen fysisk kontakt mellem hende og overgrebsmanden. Der er faktisk flere meter imellem dem. Og det gik op for mig, at jeg altid havde forestillet mig, at seksuel chikane og overgreb kun gjaldt fysisk berøring. Når det ikke er fysisk, gør det det også sværere at definere og sætte en præcis finger på – at erkende, at det er seksuel chikane, der er tale om. Hvordan forklarer du din kollega eller din ven, som ikke var til stede, hvad der er sket?«.
Theron: »For mig var det nye, hvor stor skade Non Disclosure Agreements kan skabe. At du ikke bare bliver chikaneret eller begået overgreb mod, men at du også bliver tvunget til at holde mund om det ved at underskrive en NDA-kontrakt. Det betyder, at du ikke kan tale om det, der er foregået, bagefter. Du kan ikke finde en platform til at dele din oplevelse med andre. De kontrakter og hvor stor skade, de gør, havde ikke jeg tænkt over før«.
Charles Randolph skrev manuskriptet til filmen, før Harvey Weinstein-sagen brød ud. Og siden da har vi set hele #MeToo-bevægelsen vokse. Føler I, der er sket en virkelig forandring i filmindustrien i forhold til at udrydde giftige og usunde arbejdsmiljøer?
Robbie: »Ja, jeg synes, der er mærkbare forandringer i vores industri. Og jeg håber, det også gør sig gældende i andre brancher, for filmbranchen er jo langt fra det eneste sted, de ting foregår. Jeg synes, der er sket et skift«.
Hvordan mærker eller ser du dem?
Robbie: »Adfærden og protokollen har ændret sig. Bevidstheden er øget. Alle er meget opmærksomme på det. Og det har vokset sig til noget mere, noget større. Det begyndte med et ‘det er ikke okay’ til seksuel chikane, og nu er der kommet et større perspektiv på, hvor det handler om ligestilling. Hvilket er fantastisk!«.
Ved siden af at være skuespillere er I også begge to producere. Er det en måde at tage styring på jeres egne karrierer?
Theron: »Ja bestemt! Og hvorfor skulle vi ikke også gøre det? Men jeg vil ærligt indrømme, at det ikke var det, der kickstartede det at producere for mig. På en mærkelig måde begyndte jeg med at producere, fordi jeg lavede en film med en debuterende instruktør, der havde en historie, der var lidt tricky. En film, der hed ‘Monster’ (som Theron vandt en Oscar for, red.). Og at producere var en måde for mig at beskytte filmen på.
Som skuespiller bliver du jo din film, og ved at producere kunne jeg bestemme og tage ejerskab på det, jeg lavede. Jeg kunne få noget at skulle have sagt. Den ‘større’ grund til, at jeg producerer, er, at jeg virkelig godt kan lide det. Kreativt tilfredsstiller det mig utrolig meget. Og det er altid rart at have ejerskab og indflydelse på det, du laver. Også forretningsmæssigt. Og i forhold til hvordan du ser dig selv«.
Ser du efter forskellige ting som skuespiller og som producer i de projekter, du vælger?
Theron: »Nej, det gør jeg egentlig ikke. Jeg kan bare virkelig godt lide at fortælle historier. Selv da jeg kun var skuespiller, har jeg altid været en historieelsker. Og hvis jeg skulle sætte kun én titel på mig, ville det være historiefortæller. Over ‘skuespiller’ og ‘producer’.
Jeg har altid vidst, at hvis jeg skulle have et lykkeligt liv, så ville jeg lave noget, hvor jeg kunne fortælle historier. Det er det, der driver mig. Ikke så meget om det er en god rolle for mig, men om at det er en historie, jeg har lyst til at bruge det næste år, to år eller flere på? Om jeg har lyst til at dykke ned i den og udforske den? Bliver jeg træt af den? Eller ville jeg blive virkelig jaloux, hvis en anden fortalte historien!?«.
I blev begge Oscar-nomineret for ‘Bombshell’, og I har begge prøvet at være nomineret (og vundet, for dit vedkommende, Charlize Theron, før.) Hvad betyder det personligt og karrieremæssigt med Oscar-hæder?
Robbie: »Det er en virkelig vidunderlig anerkendelse. Det er let at sige, at det ikke er det, det handler om. At det ikke er derfor, vi laver det, vi gør. Men det er vitterligt sandt. Når du begynder på en film, aner du jo ikke, hvad resultatet bliver. Jeg kan huske med ‘I, Tonya’, at jeg bare gerne ville have, at folk så filmen. Jeg var slet ikke sikker på, hvordan folk ville reagere på den, så det handlede mere, om den nu ville sælge billetter, end om den ville få priser. Tanken om priser var end ikke på radaren.
Så det er ikke for at spille ydmyg, men du tænker ikke så langt som til priser og anerkendelse, når du er i gang. Når det så sker, som nu med ‘Bombshell’, er det da det skønneste at få den anerkendelse. Men priser er sådan en lillebitte del af alle de års arbejde, vi putter i en film«.
‘Bombshell’ kan ses i biografen fra torsdag den 27. februar.