Skuespillere i Netflix-filmen ‘Mosul’ modtog dødstrusler fra ISIS

Skuespillere i Netflix-filmen ‘Mosul’ modtog dødstrusler fra ISIS
Suhail Dabbach og Adam Bessa i 'Mosul'. (Foto: Jose Haro/Netflix)

Da den irakisksprogede Netflix-film ‘Mosul’ fik premiere sidste efterår, strøg den hastigt til tops på streamingtjenestens Top 10-lister verden over. Actiondramaet, der er instrueret af Matthew Michael Carnahan og produceret af ‘Avengers’-duoen Joe og Anthony Russo, fortæller den virkelige historie om et irakisk SWAT-team, der udryddede ISIS-medlemmer for at hævne deres kære, der var blevet slået ihjel af terrororganisationen.

Filmoptagelserne i Marokko og Irak var præget af stærkt højnet sikkerhed, projektet gik under kodeordet ‘Picnic’ og ordet ISIS blev fjernet fra alle manuskripter, der blev sendt frem og tilbage mellem skuespillerne i tilfælde af, at de skulle falde i de forkerte hænder.

Men så snart ‘Mosul’ fik premiere, blev skuespillerne bestormet med truende beskeder og dødstrusler på de sociale medier fra personer, der foregav at repræsentere ISIS.

Det afslører filmholdet nu til Deadline.

»Den første dag, efter jeg havde skrevet på mine sociale medier, at filmen kom ud, fik jeg en del beskeder fra ISIS. De sendte videoer og grimme ord. Som ‘Nu ved vi, hvem du er, og du skal tage dig i agt. Tag dig til hovedet hver dag for at sikre dig, at det stadig sidder der. Vi ved, hvor du bor og vi får fat i dig’«, fortæller skuespilleren Suhail Dabbach, der spiller Jasem, lederen af SWAT-teamet.

Dabbachs familie modtog lignende beskeder, og medspilleren Adam Besas Instram-profil blev hacket samtidig med, at han modtog trusler på WhatsApp.

Beskederne er siden blev sporet til at være sendt fra personer i Tyrkiet, men gerningsmændene er ikke fundet.

Netflix og selskabet AGBO, der har støttet filmen økonomisk, har taget truslerne meget alvorligt og hyret internationale sikkerhedsfolk til at passe på filmholdet.

»Vi vidste, at filmen ville blive opfattet som provokerende af nogle, og at det potentielt kunne være farligt for de involverede. Vi sørgede for alle sikkerhedsforanstaltninger«, udtaler Joe Russo til Deadline.

»Det har bestemt været en ubehagelig oplevelse for skuespillerne at blive truet – det er aldrig rart at føle, at ens privatliv bliver invaderet, og det er rædselsvækkende at modtage dødstrusler fra anonyme kilder. Vi føler dog, at sagen er blevet professionelt håndteret af Netflix og vores egne sikkerhedsteams«, slår produceren fast.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af