The Rental: Dave Francos mumblegore-gyser gør for Airbnb-ferier, hvad ’Jaws’ gjorde for stranden

The Rental: Dave Francos mumblegore-gyser gør for Airbnb-ferier, hvad ’Jaws’ gjorde for stranden

På et tidspunkt, hvor vi alle er fanget indendørs, kan en gyser om en ansigtsløs silhuet, der myrder bitre logerende på deres dyrt betalte Airbnb-ferie, næsten lyde betryggende. Så meget desto mere er det værd at fastslå, hvor væmmelig og angstfremkaldende Dave Francos instruktørdebut i sandhed er.

Uhyggen begynder dog, længe før hammeren falder, og kranier flås åbne. I stedet oplever publikum det værst tænkelige scenarie, man kan forestille sig: En weekendtur midt ude i ingenting, fanget med folk, man ikke kan udstå.

De to brødre Josh (Jeremy Allen Wright) og Charlie (Dan Stevens) tager kæresterne Mina (Sheila Vand fra ’A Girl Walks Home Alone at Night’) og Michelle (Alison Brie) under armen og ud til en luksuriøs villa komplet med havudsigt og en glubsk klippekant, der ligger meter væk fra den enorme veranda. Der lægges dog straks op til sure miner og akavede skænderier, da fuck-uppet Josh tager parrets bedårende lille hund med i bilen, selvom husdyr ikke er tilladt i sommerhuset. Og Mina klager over, at hendes bestilling af huset er blevet afvist, mens Charlies gik igennem. Nærmest som om navnet Mina Muhammadi skulle have noget med sagen at gøre…

Det anspændte firkantsdrama går fra racistiske udlejere over sølle molly-rusture i stuen til utroskab i jacuzzien, alt imens en uset skikkelse lurer bag træer og kigger ind gennem kameraer i brusehovedet. Dramaet er glimrende fremført af de fire skuespillere, som langsomt mister tålmodigheden med hinanden og siden besindelsen, da et lig dukker op i badekarret.

De to par i ‘The Rental’.

Dan Stevens har for længst bevist, at han er mere end et flot kæbeparti i alt fra gyseren ’The Guest’ til sidste års hjertevarme komedie ’Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’. Her er han et forrygende røvhul med nedgørende kommentarer til broren og et usympatisk behov for kontrol. Men stjernen er Sheila Vand, der har forrygende kemi med samtlige af sine medspillere, og som straks viser sig som filmens anker, da hun konfronterer ejeren af huset med hans nedladende opførsel.

Med sin snigende, urovækkende stemning fungerer ’The Rental’ samtidig som en glimrende showcase for Franco som instruktør. Franco er åbenlyst langt mere habil bag et kamera end sin storebror James, der for længst er blevet lidt af en joke i Hollywood med sine øjenrullende ’art’-projekter og klamme filmseminarer, for hvilke han flere gange er blevet anklaget for sexchikane.         

Den virkelig interessante kreative stemme er dog manuskriptforfatteren Joe Swanberg, Greta Gerwigs tidligere samarbejdspartner. Han har lagt pen til film som ’Drinking Buddies’ og ’Nights and Weekends’ og er dermed en af hovedarkitekterne bag mumblecore-bevægelsen, som i 00’erne og start-10’erne dominerede indie-scenen med romantiske dramaer om millennial-karakterer, der er lige så flyvske og usikre som filmenes fortællespor.

’The Rental’ hører dog snarere hjemme i mumblegore-genren, et horror-skud på mumble-stammen, som i et blodigt twist introducerer bestialske mord til at lukke munden på de irritable karakterer i centrum. Swanberg spillede da også en mindre rolle i mumblegore-mesterværket ’You’re Next’ fra 2011, og selvom ’The Rental’ prioriterer skræmmende atmosfære over underholdende rovmord, er det en fornøjelse med endnu en stikpille fra den ofte oversete genre.


Kort sagt:
Covid-restriktioner eller ej: Du får næppe lyst til at leje en Airbnb-ferie efter at have set denne skræmmende lille perle af en mumblegore-film.

'The Rental'. Spillefilm. Instruktion: Dave Franco. Medvirkende: Sheila Vand, Alison Brie, Jeremy Allen Wright, Dan Stevens. Spilletid: 88 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af