Som de fleste andre hjørner af filmbranchen led horrorgenren et knæk under 2020’s pandemi og nedlukninger, som er fortsat ufortrødent ind i det nye år. Hvad der i nu en årrække har været en sjældent gylden periode for gys, mord og blodsudgydelser, udviklede sig i det forgangne år til en ren ørkenvandring. Ventede efterfølgere og reboots blev skrinlagt, mens manglen på eksponering gennem filmfestivaler betød, at mange mindre titler forsvandt ned i streamingkassens dunkle afkroge.
Alle titler er dog ikke gået helt op i røg. 2020’s filmprogram er mere eller mindre kørt op i bagenden af 2021, og såfremt biograferne åbner den 17. januar (mon dog), kommer der hurtigt gys til biografmørket. Samtidig rammer en række indie-film forhåbentlig de danske streamingtjenester som Brandon Cronenbergs makabre body-horror-film ’Possessor’ samt besættelsesfilmen ’Relic’.
Men det er ikke kun de afstøvede flasker, vi kan se frem til det kommende år. Sundance-festivalen, der løber af stablen slut-januar og afholdes delvist digitalt, byder som altid på masser af lovende indie-horrorperler. Nævnes kan walisiske Prano Bailey-Bonds meta-film ’Censor’ om de såkaldte videonasty-film. ’Knocking’ erensvensk lejlighedshorror-ilm, hvor der kommer mystiske lyde fra overboen. Og ’Violation’ lignerendnu et moderne spin på rape/revenge-genren.
Men lad os kigge nærmere på de store film og serier, vi ikke kan vente med at opleve igennem fingrene – naturligvis med det store forbehold, at alle datoer stadig er oppe i luften.
’Promising Young Woman’
Igennem de seneste år har en kontroversiel subgenre været under særlig hård granskning inden for horror-genrens bundløse brønd af problembørn. Rape/revenge-genren er med god grund længe blevet beskyldt for at være en faux-feministisk undskyldning for at fetichere voldtægt. Men film som franske Coralie Fargeats ’Revenge’ og Sophia Takals ’Black Christmas’ har brugt genren til at stikke dybt i voldtægtskulturen og lade de kvindelige ofre få oprejsning i vanvittige voldsorgier, mens Jennifer Kents ’The Nightingale’ bruger genrens hævnmotiv til at udforske vestlig kolonisering.
Emerald Fennels debutspillefilm ’Promising Young Woman’ træder i samme fodspor, om end med en klar MeToo-vinkel, der burde gå rent hjem i Danmark, hvor debatten endelig for alvor har taget fat. Indiedronningen Carey Mulligan smider fløjhandskerne fra sine roller som lillepigefrøken i film som ’Shame’ og ’Drive’ og tager frygtelig hævn over date-rapists, nice guys og serielle voldtægtsmænd, der slæber fulde kvinder med hjem for at have sex med dem. Vi kan ikke vente med at skyde filmåret i gang med denne ventede fuck mænd-gyser, der skulle have haft premiere i januar, men må ventes at komme ud ganske hurtigt efter genåbningen, hvornår det så end bliver.
Forventet premiere til februar
’A Quiet Place 2’
John Krasinskis ventede efterfølger til hans adrenalininducerende monsterfilm om en familie på flugt fra aliens, der bruger lyd for at fange deres bytte, var en af de første film til at ryge i svinget, da nedlukningerne for alvor tog fart sidste marts.
De efterfølgende måneder skabte den venerable Hollywood-skuespiller Youtube-showet, ’Some Good News’, som han prompte solgte for millioner efter selv at have brugt en lille formue på at få produktionen til at se ’hjemlig’ og ’relaterbar’ ud. Konceptet var i sig selv tyvstjålet fra youtubere, der har brugt år på at skrabe en eksistens sammen på den besværlige videoplatform.
’A Quite Place’ er da heller ikke en original film: Handlingen er løftet fra bogen ’The Silence’ fra 2015, som senere blev adapteret til en Netflix-film… og prompte beskyldt af kritikere for at være et rip-off af ’A Quite Place’. Ikke desto mindre ligner efterfølgeren en ambitiøs og velproduceret gyser af en budgetstørrelse, vi meget sjældent ser i dag. Og med Cillian Murpy og Djimon Hounsou på rollelisten er det svært at være alt for kynisk.
Forventet premiere den 22. april
’Last Night In Soho’
Vi genrenørder elsker Edgar Wright. Den talentfulde brite fyrer altid op under kakkelovnen med sin knivskarpe klippestil, gakkede humoristiske indslag og enorme kærlighed og homage til klassikerne såvel som de mere obskure film i moderne mesterværker som ’Hot Fuzz’ og ’Scottt Pilgrim vs. the World’.
’Baby Driver’ var ganske vidst ikke rigtig andet end en spidsfindig omgang med klippemaskineriet, men filmens mainstreamsucces har til gengæld givet ham carte blanche til at instruere denne lovende tidsrejse-gyser.
Selvom ’Last Night In Soho’ oprindeligt var tiltænkt en premiere sidste september, ved vi stadig ikke meget om filmen, andet end at den omhandler en ung modeentusiast, der af mystiske årsager kan rejse tilbage til 1960’erne. Ifølge instruktøren er filmen et kærlighedsbrev til Nicolas Roegs ’Rødt Chok’ og Polanskis ’Rosemary’s Baby’, og hvis filmen kan ramme den samme operaagtige visuelle stil og klamme, klaustrofobiske stemning som de film, kan den meget vel gå hen og blive Wrights hovedværk.
Forventet premiere den 22. april
’Candyman’
Først og fremmest: Rebootet af Bernard Roses kultslasher ’Candyman’ fra 1992 er ikke instrueret af Jordan Peele. Ja, det er hans studie Monkey Paw Productions, som har betalt for gildet, og hans tilstedeværelse og støtte efter de originale gyserfilm ’Get Out’ og ’Us’ har uden tvivl hjulpet filmen på vej.
Men instruktøren er Nia DaCosta. Og ud fra den snart et år gamle trailer at bedømme er der grund til at være positiv over for valget af instruktør. DaCosta virker til at have ramt den originale films bloddryppende æstetik, der blander det gotiske og fantastiske med det socialrealistiske.
Underskønne Tony Todd spiller endnu en gang spøgelset af en mutileret slave, som tager hævn på alle, der vover at gentage hans navn i spejlet. Ud over sine utrolige effekter var den originale film særligt bemærkelsesværdig for tacklingen af tunge tematikker som ghettoisering, white guilt og stereotype opfattelser af mænd af anden etnisk baggrund. Ikke just emner, der har mistet sin brod i 2021 hverken i USA eller i Danmark.
Forventet premiere den 26. august
’Halloween Kills’
Da gyserproduktionshuset Blumhouse gav grønt lys til, at instruktør David Gordon Green kunne give Halloween-franchisen en svingom igen, igen, (igen), virkede det som jordens mest åbenlyst patetiske idé. ’Halloween’ havde allerede været forsøgt rebootet i 1998 og 2007, og sammen med Spider-Man og Batman er seriemorderen Michael Myers vel nok den populærkulturelle figur, filmskabere har genbesøgt mest over den sidste generation.
Men mod al forventning var 2018-rebootet, hvor Myers vender tilbage til Haddonfield 40 år efter hans originale massakre, overraskende solid. Nu er spørgsmålet så, om Green succesfuldt kan komme over det bjerg, som ingen filmskaber har formået at bestige før ham: at lave en god efterfølger til en ’Halloween’-film. ’Halloween II’ (1981) og ’Halloween: Resurrection’ er begge maltrakterede banaliteter, mens ’Halloween II’ (2009) lever i sit eget lille vanvidslommeunivers, hvor et filmstudie fandt det passende at give Rob Zombie fripas til ’Halloween’-serien.
Green har bemærket, at den nye films fokus kommer til at være på Haddonfields kollektive traume over Myers-mordene, hvilket lyder som en lovende indgangsvinkel. Og som man siger: Fjerde (!) gang er lykkens gang.
Forventet premiere den 14. oktober
‘Servant’, ‘Midnight Mass’ og ‘The Last of Us’
Kvalitetshorror i serieformatet er stadig et relativt ungt fænomen, og efter et par år med stærke horror-serier (eller serier med kraftige gyserrødder som ’Chernobyl’) ser 2021 desværre noget grå og kedelig ud. Den franske Netflix-gyser ’Marianne’ blev overset og tillige droppet efter blot en sæson. Og den kejtede, men underholdende Stephen King-thriller ’The Outsider’ led desværre samme skæbne.
Mike Flanagan har også meldt ud, at hans fænomenale ’Haunting’-antologiserie på Netflix er lagt i vandgraven efter den smukke queer-historie i ’The Haunting of Bly Manor’. Han er til gengæld i år aktuel med originalserien ’Midnight Mass’ om et isoleret øsamfund, der oplever en række overnaturlige hændelser efter ankomsten af en fremmed præst. Det lugter langt væk af ’The Wicker Man’ og taget i betragtning af serieskaberens imponerende arbejde med at give hjemsøgte lokationer liv og historie, kan vi forhåbentlig se frem til endnu en serieklassiker.
Allerede næste uge kan vi dog nyde seriegys, når anden sæson af ’Servant’, produceret af M. Night Shyamalan, lander på Apple+. Vores anmelder slubrede første sæsons dystre stemning og tone i sig, men frygtede også, at det hele kunne ende i en skabagtig affære i stil med Aronofskys ’Mother!’.
Længere ude i fremtiden kan vi se frem mod den rygtede serieadaptation af spillet ’The Last of Us’, der endelig skulle være undervejs på HBO. ’The Last of Us’-spillene har altid levet højt på deres Hollywood-lignende produktionsniveau, så det kan virke en smule redundant med en adaptation til prestigeserie, hvor fortællestandarderne er langt højere. Men med Craig Mazin (’Chernobyl’) om bord som serieskaber, skal man aldrig sige aldrig.