Ud af det blå har HBO annonceret den eksplosive dokumentarserie ‘Allen v. Farrow’ om misbrugsanklagerne mod Oscar-vinderen Woody Allen.
Allen dannede par med skuespilleren Mia Farrow i en årrække, hvor de lavede 13 film sammen, herunder ‘Hannah and Her Sisters’, ‘Zelig’ og ‘Crimes and Misdemeanors’. I samme periode blev Allen anklaget for at forgribe sig på deres syvårige adoptivdatter, Dylan Farrow.
Anklagerne kom frem i 90’erne og har floreret heftigt i kølvandet på MeToo-bevægelsen i 2017, hvor Allens søn, den indflydelsesrige journalist Ronan Farrow, blandt andet har genrejst anklagerne mod sin far.
‘Allen v. Farrow’ udkommer i fire dele og graver dybt ned i sagen med aldrig før sete videoklip og lydoptagelser samt eksklusive interview med Mia Farrow, Dylan Farrow, Ronan Farrow, førstehåndsvidner og andre nøglepersoner.
Allen har over de seneste år benægtet alle anklager mod sig og er fortsat med at lave film i Europa, senest ‘Rifkin’s Festival’ og ‘A Rainy Day in New York‘. Skuespillere som Timothée Chalamet og Rebecca Hall har afsagt Allen og doneret deres løn fra samarbejder til Time’s Up, mens folk som Javier Bardem og Scarlett Johansson har forsvaret den kontroversielle filmskaber.
Dokumentarserien får premiere på amerikansk HBO den 21. februar og forventes at lande på HBO Nordic nogenlunde samtidig.