’A Rainy Day in New York’: Woody Allens replikker lyder skrupforkerte i Timothée Chalamets mund

2 6
’A Rainy Day in New York’: Woody Allens replikker lyder skrupforkerte i Timothée Chalamets mund
Timothée Chalamet i Woody Allens 'A Rainy Day in New York'.

Den nostalgiske Windsor-tekstfont og den lige så nostalgiske jazzmusik er naturligvis intakt i forteksterne til ’A Rainy Day in New York’. Men uden for (hjemme)biografen brænder grunden under Woody Allens fødder: Hans personlige omdømme er næsten i lige så frit fald som Kevin Spaceys eller Harvey Weinsteins.

Mens kampen raser om den store komikers eftermæle, må man erkende, at der også er sløjt nyt på filmfronten: Woody Allens + 50. film ville næppe have stået stærkt, heller ikke uden at #metoo havde rippet op i en anklage om seksuelt overgreb på datteren Dylan Farrow i hans fortid. Det kan en imponerede stribe af tidens hotteste unge skuespillere ikke ændre på. 

Flere steder føles ’A Rainy Day in New York’, som Amazon valgte at trække fra en biografpremiere sidste år, men nu er ude på streaming herhjemme, som at se en gruppe førsteårsstuderende opføre deres bud på et Woody Allen-lystspil. Den er skudt i appetitlige efterårsfarver, men sværmeriet om kunst, skønhed og de store enere virker som en fernis spundet omkring en tyndbenet romantisk komedie – en rutine til at please det ligeledes aldrende europæiske kulturpublikum, som er Woody Allens primære målgruppe.

Gatsby Welles (Timothée Chalamet) er en ung gambler med stenrige forældre, der har givet ham en slags overbud af et usandsynligt filmnavn med absurde allusioner til ’Citizen Kane’ og F. Scott Fitzgerald. Han er en modvillig studerende, klædt som en 50’er-beatnik, og vil helst nedsænke sig i gammel cocktailjazz. En omvandrende anakronisme, der dog stadig ejer en mobiltelefon og kender New Yorks bedste spisesteder.

Han dater en journalistspire, Ashleigh Enright (Elle Fanning), der er den der særlige Allen’ske opfindelse: en ondskabsfuldt skrevet, spejlblank godte draget af store mænd med forpinte sjæle, lidenskab og kunstnerisk drive. Hun får via sit campus-skoleblad mulighed for at interviewe auteur-instruktøren Roland Pollard (Liev Schreiber), der viser sig at være i dyb kunstnerisk krise, og hvis navn rummer et svagt ekko af en anden skandaliseret mester, Roman Polanski.

Interviewet skal danne rammen om en romantisk weekend i New York. Men Ashleigh bliver hængende sammen med film-VIP’erne – både instruktøren, manuskriptforfatteren (Jude Law) og ikke mindst den hunky latino-stjerneskuespiller Fransisco Vega (Diego Luna) får hurtigt blik for den 21-årige provinspiges skønhed. 

Elle Fanning og Timothée Chalamet i ‘A Rainy Day In New York’.

Generiske Allen-optrin om utroskab, berømmelse og smukke kvinders benovelse over skabende mænd følger. Alligevel er der med #metoo kommet et ubehag ved denne type scener, der skildrer ældre mænds flirten med plukkeklare ungmøer. Man sidder mest med en dårlig smag i munden, når linjer som »Han bruger min aftershave – og min kone« falder, uanset om man også deri mærker noget af Woody Allens klassiske vid.

Imens drager Gatsby ud på en odysse gennem byen, der leder til møder med en gammel elskers lillesøster (Selena Gomez) og en sofistikeret escortpige (Kelly Rohrbach). Og det er, som om Allen prøver at overgå sig selv i usandsynlige sammentræf og corny samtaler for at få denne del af plottet til bare omtrent at bevæge sig knirkende frem til den forudsigelige målstreg.

Jeg blev mest mindet om en anden Allen-metervare som ’To Rome With Love’ i store dele af filmen – men uden den forfriskende udebane, som den italienske hovedstad trods alt udgjorde for den inkarnerede newyorker.

Woody Allens fortællerstemme, også i denne film er der sporadiske voiceovers, kan sagtens virke hos andre skuespillere end ham selv. Men den føltes meget bedre hos den lidt ældre Owen Wilson i ’Midnight in Paris’, end den gør hos Timothée Chalamet med det bølgende hår og det bløde adonisansigt. At en årgang 1995 udbryder »de fordømte mobiltelefoner!« som én, der husker den gamle verden og brevudvekslingens glemte dyder, virker ikke engang charmerende anakronistisk, bare som dårligt skrivehåndværk. Rigtig mange replikker lyder skrupforkerte i den talentfulde skuespillers mund.

Fraregnet enkelte gode wisecracks sidder man som seer og kan næsten høre Woody Allens skrivemaskine, der bare kværner, kværner derudaf om sex, litteratur, kvinder, New York og livsens ondskab – i en af de mere inspirerede linjer kundgør Gatsby, at »tiden flyver, desværre på turistklasse«. På trods af de stadig dugfriske ansigter er det meste af ’A Rainy Day in New York’ uden overraskelser, uden nye indsigter, blot mekaniske rundkredsninger omkring emner, den aldrende filmskaber, forfatter, humorist og jazzmusiker har dissekeret så mange gange før.

Det er næsten lidt beundringsværdigt, at han bare bliver ved med at jage en guldåre i det velkendte stof.  Kun de virkelig inkarnerede behøver dog at kigge med her.

Når man ser ’A Rainy Day in New York’, savner man ikke blot patinerede klassikere som ’Manhattan’ og ’Hannah and Her Sisters’. Den sene Woody Allens bedste film har været de mere seriøse ’Match Point’ og ’Blue Jasmine’. Men sidstnævnte var også, midt i sin finanskrisetragedie, væsentligt sjovere end dette letbenede lystspil.

Hans seneste i en nærmest uendelig række af selvoptagede, veltalende antihelte har talent som hasardspiller. Men selv når Woody Allen nu om stunder spiller den sikkert på sin hjemmebane New York, ender han desværre med at blive blanket af.


Kort sagt:
Woody Allens seneste kredser som utallige af hans nyere film om emner, der er afsøgt meget bedre tidligere i det digre filmværk. Kun hardcorefans bør indløse billet for at opleve de sporadiske glimt fra den gamle mesters pen.

’A Rainy Day in New York’. Film. Instruktør: Woody Allen. Medvirkende: Timothée Chalamet, Elle Fanning, Liev Schreiber, Jude Law, Selena Gomez, Rebecca Hall, Diego Luna, Kelly Rohrbach. Spilletid: 92 min. Premiere: Kan ses på Blockbuster.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af