Disse film skal du se i biografen i maj

Endelig åbner biograferne! 6. maj går dørene igen op til de store lærreder, og der er masser af gode filmoplevelser i vente fra allerførste færd.
Disse film skal du se i biografen i maj
Riz Ahmed i 'Sound of Metal'. (Foto: PR)

‘Sound of Metal’

Mikkel E.G. Nielsen skrev historie, da han blev forgyldt ved årets Oscar-show for sit fremragende klippearbejde i filmen ’Sound of Metal’, der handler om trommeslageren Ruben (Oscar-nominerede Riz Ahmed), som mister sin hørelse og må finde sig selv igen, da hans levevej tages fra ham.

Vores anmelder giver filmen fem stjerner og mener, at filmen især bliver »båret af Riz Ahmeds hudløst ærlige portræt af en trommeslager i eksistentiel krise«.

Premiere 6. maj

‘Nomadland’. (Foto: PR)

‘Nomadland’

Tre Oscars blev det til for Chloé Zhaos stemningsmættede storfavorit, og nu kan Oscar-darlingen opleves i biografen.

I ’Nomadland’ følger vi Fern (Frances McDormand i sin tredje Oscar-vindende hovedrolle), en kvinde, der begynder et liv som moderne nomade, efter hun mister alt.

Zhao har tidligere stået bag indiefilmene ’Songs My Brother Taught Me’ og ’The Rider’, og til efteråret er hun klar med Marvel-braget ’Eternals’.

Premiere 6. maj

Carey Mulligan i ‘Promising Young Woman’. (Foto: PR)

‘Promising Young Woman’

Carey Mulligan var blandt favoritterne til en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation i ’Promising Young Woman’.

Prisen endte med at gå til Frances McDormand for ’Nomadland’, men Mulligan som den retfærdighedssøgende hævner Cassie er uanset hvad en af årets største filmoplevelser. Instruktør og forfatter Emerald Fennell vandt en Oscar for Bedste originale manuskript.

Premiere 6. maj

‘Minari’. (Foto: PR)

’Minari’

Lee Isaac Chungs inderlige beretning om en koreansk familie, der forsøger at starte deres eget landbrug i 1980’ernes Arkansas, var en af de bedste film i 2020, og det afspejler seks Oscar-nomineringer også.

Filmen følger familiens far (Steven Yeun), der har store ambitioner som selvstændig landmand, en vision, der dog ikke stemmer helt overens med hans kones. Deres søn knytter samtidig et tæt bånd til sin mormor, der flytter ind hos familien. Hun spilles af den sydkoreanske og nu Oscar-vindende skuespiller, Youn Yuh-jung.

Premiere 6. maj

‘Den anden side’. (Foto: PR)

’Den anden side’

Denne anmelderroste svenske film ligner et must for alle gyserfans.

’Den anden side’ handler om kæresteparret Shirin og Frederik, der flytter ind i et nyt hus, hvor deres søn Lucas begynder at få kontakt til en afdød dreng.

Da Frederik har travlt med et nyt job, må Shirin forsøge at beskytte deres søn, som altså tilsyneladende har fået sig en mystisk legekammerat.

Premiere 6. maj

‘Spiral’. (Foto: PR)

’Spiral’

I ’Spiral’, der er nummer 9 i ‘Saw’-serien, bliver to betjente rodet ind i en sag med en mystisk seriemorder, der ser ud til at kopiere Jigsaw-morderens modus operandi.

Sidste ombæring i ‘Saw’-franchisen var en fæl stinker, og vores anmelder gav den blot en enkelt stjerne. Nu er Chris Rock og Samuel L. Jackson med om bord, og førstnævnte er også idémand på filmen. Darren Lynn Bousman, der før har instrueret flere ’Saw’-film, er igen manden bag kameraet.

Premiere 12. maj

Kate Winslet og Saoirse Ronan i ‘Ammonite’ (Foto: PR)

’Ammonite’

To af tidens største skuespillere mødes i ’Ammonite’, hvor Kate Winslet spiller over for Saoirse Ronan, og som er instrueret af Francis Lee (’God’s Own Country’).

Winslet spiller den fattige palæontolog Mary Anning, der arbejder som fossiljager i en engelsk kystby. Her møder hun den unge overklassefrue Charlotte (Ronan), der er ulykkeligt gift, og da kærligheden begynder at spire mellem dem, må de to kvinder tage kampen op med tidens kønsnormer og homofobi.

Premiere 20. maj

‘Nobody’. (Foto: PR)

‘Nobody’

Bob Odenkirk fortsætter med at brillere i rollen som Saul Goodman i ’Breaking Bad’-spinoffet ’Better Call Saul’. I actionbraget ’Nobody’ er det ’John Wick’-skaberen Derek Kolstad, der har skrevet hans rolle.

Odenkirk spiller en tilskuer til et overgreb, som efterfølgende medvirker til, at han bliver målet for en hævngerrig narkobaron.

Christopher Lloyd og danske Connie Nielsen spiller over for Odenkirk.

Premiere 20. maj

‘The United States vs. Billie Holiday’. (Foto: PR)

‘The United States vs. Billie Holiday’

’The United States vs. Billie Holiday’ handler om den ikoniske jazzsangerinde, som bliver undersøgt i en amerikansk narkoefterforskning.

Samtidig er hun blevet en kraftig sten i skoen på det racistiske system, som hendes protestsange er rettet imod, og presset på de højere magter gør, at de intensiverer deres jagt på Holidays person.

Andra Day blev nomineret til en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle, men tabte til Frances McDormand.

Premiere 20. maj

Ulrich Thomsen, Sofie Torp og Zaki Youssef indtager hovedrollerne i ‘Marco Effekten’. (Foto: PR)

’Marco Effekten’

Ulrich Thomsen og Zaki Youssef overtager rollerne som henholdsvis Carl Mørck og Assad fra Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares i Nordisk Films nye fortolkning af Afdeling Q.

I Martin Zandvliets fortolkning af Jussi Adler-Olsens ’Marco Effekten’ følger vi Mørck og Assad, når de forsøger at afdække en sag om omfattende korruption og magtmisbrug, der er forbundet med en udenlandsk dreng, Marco.

Man kan blandt andet også opleve Anders Matthesen som den storsvedende forretningsmand Teis Snap.

Premiere 27. maj.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af