Netflix har løftet sløret for den kommende dokumentar ’Chadwick Boseman: Portrait of an Artist’, der går bag om ’Black Panther’-stjernen, der i 2020 gik bort i en alder af blot 43 år efter en lang og sej kamp med tyktarmskræft.
I Netflix-dokumentaren giver en række Hollywood-stjerner, venner og kolleger deres besyv med om Bosemans flotte karriere, og hvordan han altid forlangte det bedste af sig selv og sine medstjerner. Traileren kan ses herunder:
Netflix har sørget for at få en række af de mest prominente navne i Hollywood med i dokumentaren, og det vidner om Bosemans talent, status og eftermæle, når blandt andre Viola Davis, Denzel Washington, Spike Lee og George C. Wolfe er fulde af lovprisende ord.
Boseman er i forvejen storfavorit til at vinde en posthum Oscar for bedste skuespiller for sin rolle i ’Ma Rainey’s Black Bottom’. Han har allerede vundet en Golden Globe, en SAG-pris og en Critics Choice Award, men tabte til Anthony Hopkins i samme kategori ved årets BAFTA-show.
’Chadwick Boseman: Portrait of an Artist’ får premiere på Netflix 17. april og vil efter planen kunne streames i et begrænset tidsrum på 30 dage.