Sidste måned kom det frem, at Netflix havde sikret sig rettighederne til to efterfølgere til Rian Johnsons massive hit ‘Knives Out’ for et astronomisk beløb på over 400 millioner dollars.
Nyheden kom selvfølgelig med forventningen om et cast, der kunne matche den imponerende stjerneparade i første ombæring. Og indtil videre har Johnson ikke skuffet.
Dave Bautista, der særligt er kendt for sin rolle som Drax i ‘Guardians of the Galaxy’-filmene, blev annonceret tidligere på ugen. Skuespilleren virker som et godt valg, al den stund at han lige nu står foran sit store gennembrud med roller i Netflix-actionbraget ‘Army of the Dead’ og ‘Dune’.
Edward Norton er også at finde på rollelisten efter en årrække uden de mest interessante roller på CV’et. Sidst han for alvor imponerende var med sin Oscar-nominerede præstation i ‘Birdman’ fra 2014. Han er også aktuel i Wes Andersons ‘The French Dispatch’, der forhåbentligt lander i år.
Senest tilføjelse til castet er Janelle Monáe, som for alvor har fået fart på skuespilkarrieren med roller i film som ‘Moonlight’, ‘Hidden Figures’ og senest ‘Antebellum‘ og anden sæson af konspirationsserien ‘Homecoming’.
Der er endnu ingen plotinformationer om ‘Knives Out 2’, men sikkert er det, at Daniel Craig vender tilbage som mesterdetektiven Benoit Blanc.