‘Rick and Morty’ får en spinoff med superhelteparodier i front

‘Rick and Morty’ får en spinoff med superhelteparodier i front
'Vindicators 3: The Return of Worldender’. (Foto: PR)

Det fjerde afsnit, ’Vindicators 3: The Return of Worldender’, i sæson tre af ’Rick and Morty’ er langt fra det mest populære afsnit af Dan Harmon og Justin Roilands verdensomspændende succes.

Men alligevel har WarnerMedia, der er koncernen bag Adult Swim, valgt at bestille en spinoffserie, som skal handle om karaktererne fra superhelteparodien, og som får titlen ’The Vindicators’. Det har WarnerMedia offentliggjort.

Det bliver dermed til et comeback for superhelteholdet, der bestod af Supernova, Vance Maxiumus, Alan Rails, Crocubot og Million Ants, indtil de alle blev udsat for ’Saw’-lignende rædsler af Ricks fuldemandsalterego, hvilket gjorde, at kun Supernova og fanfavoritten Noob Noob slap derfra med livet i behold.

Siden over halvdelen af superhelteholdet døde som følge af Ricks geniale fælder, kan man spekulere i, om der er tale om en prequel, hvor alle medlemmerne af teamet stadig er i live, eller om den foregår i et af de mange andre paralleluniverser, hvor Noob Noob måske endda er lederen af holdet og ikke blot reduceret til rengøringsmand. Det kan kun tiden vise…

Om stjerner som Lance Reddick, Gillian Jacobs og Christian Slater, der lagde stemme til henholdsvis Alan Rails, Supernova og Vance Maximus, vender tilbage til spinoffet, vides ikke endnu. Serien vil bestå af otte-ti afsnit.

WarnerMedia afslørede samtidig et væld af spinoffs til andre animationsserier. Blandt andet er der planlagt spinoffs til ‘Your Pretty Face Is Going to Hell’, ’Robot Chicken’ og ’Aqua Teen Hunger Force’.

Også i DC-regi kan fans både se frem til nye Superman- og Batman-animationsserier. Jack Quaid (’The Boys’) lægger stemme til Clark Kent i sine 20’ere, hvor han sammen med Louis Lane og Jimmy Olsen forfølger en drømmekarriere på Daily Planet i Metropolis, imens han balancerer sit dobbeltliv som superhelt.

Batman-serien mangler både plot og stemmeskuespillere, men det blev offentliggjort, at både Matt Reeves, som også står bag den kommende ’The Batman’, J.J. Abrams, der er producent på den kommende ’Superman’-film, og DC Animated Universe-veteranen Bruce Timm alle vil stå bag serien.

Der blev også præsenteret to spritnye animationsserier i form af ’Smiling Friends’, der handler om den kyniske Charlie, og stjernemedarbejderen Pim, der arbejder for Smiling Friends Inc, som altid er klar på at hjælpe andre rundt omkring i deres by.

Den anden er ’Royal Crackers’, som handler om brødrene Stebe og Theo Jr., der sammen venter på, at deres far dør, så de kan arve hans værdifulde småkagefirma.

Førstnævnte får premiere i 2021, sidstnævnte vil lande i 2022, mens de øvrige titler, inklusive ‘The Vindicators’, fortsat ikke har nogen officiel premieredato.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af