’Solar Opposites’: ’Rick & Morty’-skabers nye serie er som snydt ud af næsen på… ’Rick & Morty’
Det kræver ingen ph.d. i komparativ animation at se, at komedieserien ’Solar Opposites’ er formet af mange af de samme hænder, som laver ’Rick & Morty’.
Formsproget er hentet direkte fra moderskibet: De runde og ovale hoveder oven på aflange kroppe med flagrende lemmer – helt ned til de mindste detaljer, som pupillerne, der er sammensat af mange sorte prikker. Alt sammen animeret i papirsdukkestil og holdt i en tilpas ’Rick & Morty’sk farvepalette.
Også på manussiden er der overlap, mest markant i form af hovedforfatter Justin Roiland – og de tematiske paralleller er slående.
’Rick & Morty’ følger en misantropisk superindividualist, der modvilligt er strandet i den amerikanske middelmådigheds forstad. ’Solar Opposites’ handler om fem rumvæsener, der er nødlandet i, ja, en amerikansk forstad – og drivkraften i seriens plots er typisk Korvo (spillet af Roiland, der også lægger stemme til Rick), som hader livet på jorden og desperat forsøger at reparere rumskibet, så han kan komme væk.
Korvo er en genial, men socialt udfordret arbejdsnarkoman. Terry er hans Morty: Mellembegavet, behagelig og udmærket tilfreds på jorden.
Så er der replikanterne. Yumulack er Korvos yngre klon, en egoistisk og impulsiv Bart Simpson til Terry-klonens Lisa: hun (?) hedder Jesse og forsøger konstant at overbevise Yumyulack om det gode i menneskene. Sidste skikkelse i den skæve forsamling er ’the pupa’, der fungerer som husstandens kæledyr, men vist nok er sat i verden for at vokse sig stor og monstrøs og overtage jorden, så den kan huse flere rumvæsener som Terry, Korvo og deres replikanter.
Et interessant setup for en serie, for så vidt at det er et persongalleri, vi aldrig har set mage til før, men som har en fuldstændig klassisk far-mor-børn-dynamik.
De første tre afsnit af første sæson har alle samme tema: Rumvæsenerne vil gerne elskes og accepteres, men må indse, at den slags ikke kan forceres. I første afsnit skaber Korvo og Terry en levende udgave af en figur fra børne-tv, så de ikke er planetens eneste rumvæsener. I andet afsnit manipulerer de med naboerne for at vinde deres tillid. Og i tredje afsnit springer Korvo ud som tryllekunstner for at få sine samboers opmærksomhed.
Som ’Rick & Morty’ synes ’Solar Opposites’ skabt til en meget specifik målgruppe: Granvoksne mænd (og kvinder, men garanteret mest mænd) på randen af voksenlivet.
Enten har de lige taget springet fra ungdommens frie tilværelse til familielivets snævrere rammer, hvor praktiske hensyn nærmest garanterer, at deres dagligdag kommer til at ligne de fleste børnefamiliers. Eller også spejder de mismodigt ind i en fremtid, hvor virkeligheden også vil ramme dem. De identificerer sig med Rick og Korvos modstand mod forstadslivet og skepsis over for deres konforme medmennesker; men de skarpeste af dem er også ved at indse, at sarkastiske misantroper sjældent er ægte lykkelige.
Som en udforskning af mødet mellem den intelligente superindividualist og omverdenens forventninger er ’Rick & Morty’ ubetinget skarpere skåret.
Især fordi ’Solar Opposites’ sjældent virker reelt interesseret i at udforske noget som helst. Det er en rendyrket komedieserie, befolket af karikaturer og stort set blottet for den resonansbund, som Justin Roilands medforfatter Larry Harmon tilførte manuskripterne. Tilbage står en fysisk betonet komik, ofte brutal og blodig, tilsat verbale punchlines, der lidt for ofte forsøger at leve på deres shock value.
Eksempel: Korvo og Terry generer en fysisk udgave af den fiktive tv-figur Funbucket – tænk Alf, hvis altså du er gammel nok.
»We’re Korvo and Terry, and we’re your new best friends!«, siger de til ham, da han ruller ud af deres Quantum Projector. Han stirrer skeptisk tilbage: »You guys aren’t going to try to fuck me, are you?« »Nononononono«, bedyrer rumvæsenerne forlegent. Hvilket sikkert er sjovt, hvis man finder enhver henvisning til sære kinks eller sex i det hele taget morsom.
Men isoleret set er Funbuckets’ spørgsmål totalt umotiveret – rent payoff og ingen setup.
’Solar Opposites’ maler på et mindre lærred end ’Rick & Morty’, hvis intergalaktiske udflugter giver rig lejlighed til at berøre nogle af de sociale og filosofiske spørgsmål, science fiction-genren er så god til at sætte i spil. Men den er ikke uden interessante svinkeærinder: Yumyulack har en vane med at skrumpe mennesker og placere dem i et terrarium, og derinde er et helt parallelsamfund ved at udvikle sig. Og så får Roiland og co. en del ud af rumvæsenernes aparte anatomi.
Når vores grønblå venner bliver stressede, sveder de små væsener, der hedder Gooblers. Glemmer de at vaske hænder, gror de svampe, der udstøder euforiserende stoffer. Og så videre.
’Solar Opposites’ er en opfindsom og velproduceret animationsserie. Den blegner i sammenligning med Justin Roilands gennembrudshit, som er både skarpere og sjovere. Men som en tidsdræber, mens vi venter på næste sæson af ’Rick & Morty’, går den absolut an.
Kort sagt:
’Rick & Morty’-medskaber Justin Roiland står bag denne syrede animationsserie om fem rumvæsener, der forsøger at tolere tilværelsen i en amerikansk forstad. Den er som snydt ud af næsen på Roilands gennembrudsserie i mere end én forstand – men knap så sjov og skarp.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.