For få uger siden tonede skuespiller James Michael Tyler aka. Gunther frem på skærmen under HBO’s stort anlagte interviewshow ‘Friends: The Reunion’.
Tyler var ganske kort med på en videoforbindelse fra hjemmet, og det var der en grund til, fortæller tv-ikonet nu til kanalen NBC. Siden 2018 har Tyler nemlig kæmpet mod cancer, som under lockdown gik ind i sit sidste, uhelbredelige stadie.
»Jeg blev diagnosticeret med fremskreden prostatakræft, som havde spredt sig til mine knogler. Jeg har levet med dianosen i snart tre år … det er gået ind i det fjerde stadie nu. Det sidste stadie. Så du ved, på et tidspunkt får det nok has på mig«, siger Tyler.
Tyler medvirkede i alle sæsoner af ‘Friends’ fra 1994 til 2004, hvor det var en stående joke, at Gunther var dybt forelsket i Rachel.