Kan du huske, da fænomenet ‘Tiger King’ efter mange uger blev vippet af førstepladsen på Netflix’ top 10 over mest sete programmer i Danmark?
Det var under landets første corona-nedlukning i starten af 2020, og sejrherren var det brunstige kæmpehit ‘Too Hot to Handle’. Nu følger Netflix op på reality-programmets store succes med sæson nummer to, der får premiere i næste uge.
I den anledning præsenterer streamingtjenesten traileren til anden sæson, der holder fast i det populære koncept: En gruppe lækre singler mødes på et tropisk resort i den tro, at opholdet står på fester og one-night stands. De bliver imidlertid præsenteret for en pengepræmie på 100.000 dollars, som de kun kan vinde, hvis de afholder sig fra at pille ved hinanden for i stedet at finde ‘ægte’ kærlighed.
Dén opgave bliver øjensynligt rigtig svær at overholde, som det ses i den nye trailer, hvor nogle deltagere dog også synes at få mindre åbenbaringer om kærlighedens væsen.
Anden sæson af ‘Too Hot to Handle’ får premiere 23. juni.