»Efter 23 minutter var jeg overbevist om, at ’Too Hot to Handle’ på Netflix er et mestermakværk«

Hvad kan udfylde tomrummet efter realityhittet ’Love is Blind’s gigantsucces? Netflix’ seneste seriesatsning har svaret – og timingen er nærmest lige så foruroligende som præmissen er perfekt.
»Efter 23 minutter var jeg overbevist om, at ’Too Hot to Handle’ på Netflix er et mestermakværk«
'Too Hot to Handle'.

Forudså Netflix’ notorisk hemmelighedsomgærderede, big brother-aspirerende algoritmer for måneder tilbage, at brugere verden over ville tilbringe foråret 2020 i isolation?

Vrøvl (håber jeg). Men det er svært ikke at tænke tanken, når man ser det seneste skud på streamingtjenestens boomende realitystamme, der synes skræddersyet til at kæle for karantænekulrede singleseeres appetit på sorgløs nærkontakt af tredje grad med lækre fremmede (eller hvem der nu måtte stå nærmest i baren, når social distancing-skyerne letter igen).

Hvis monsterhittet ’Love is Blind’ og dets date-mig-igennem-en-væg-præmis var den perfekte pille til de første par ugers isolation, hvor vi alle forsøgte at praktisere zen og sund fornuft ved at holde dydig afstand, er ’Too Hot to Handle’s ublu mæsken i frådende sexabstinenser og ’Hunger Games’-lignende udskamning af syndere, der bryder grabseforbuddet en satiresymbolsk dystopi over seercivilisationens forfald.

Mød dine nye bedste venner.

Det er ’Love Island’ møder ’Black Mirror’ møder din paranoia over, om Kåre Mølbak mon springer frem fra en busk med håndsspritladet vandgevær og et halvt års stuearrestordre det øjeblik, du formaster dig til at nyse på den Tinder-kaffedate, du skulle have været på i marts. Og ja, serien er vanvittigt underholdende. Uagtet at den vil forpurre alle højpandede planer om at komme ud på den anden side af krisen som et mere refleksivt, belæst menneske.

Mission Impossible

I ’Too Hot to Handle’ indlogeres en række smækre singler på et paradishotel, metikuløst trimmede og olierede, og mere end klar på at mingle. Hvad de medvirkende tror, de medvirker i, er uvist, men i hvert fald kommer det som et chok af apokalyptiske proportioner, da de på den første aften i Liderligland får at vide, at formålet med det månedlange ophold ikke er at knalde sig igennem buffeten fra vanilje til chokolade, men at danne »stærke, meningsfulde forbindelser«. Sex, kys og onani er strengt verboten, og enhver overtrædelse af reglerne reducerer den pengepræmie på 100.000 dollars, der i sidste ende venter gruppens mest standhaftige afholdsmand eller kvinde.

Det fortæller hotellets creepy home assistant ’Lana’, der giver Siri og Alexa baghjul som kølig datadiktator – og os seere et glimt af sofamenneskehedens fremtidige skæbne, hvor det inden længe vil være robotterne, der udsteder ordrer til deres skabere af hensyn til the greater good og ikke os, der dovent bjæffer på pizzaudbringning og playlistens næste nummer.

‘Too Hot to Handle’.

Enhver snigende panik ’Too Hot to Handle’s lede styresystem potentielt kunne indgyde en overvågningskonspiratorisk sortseer, forsødes imidlertid af seriens deltagere, der er næsten lige så genialt castede som holdet i ’Love is Blind’. Og Netflix koger dermed videre på succesformularen med et show, hvis fjerlette præmis ganske vist er gakkelak, men deltagerne til gengæld solidt watchable i en produktion, der virker så timet og tilrettelagt for maksimal komisk effekt, at man knapt orker spekulationerne om, hvorvidt det er ægte reality eller en dokusoap-romcom-hybrid af mest udspekulerede skuffe.

Sågar krydret med et vidunderligt bitchy kommentarspor af standupper Desiree Burch, der som en anden BFF på Netflix Party kommer med tørre bemærkninger a la »Hvem havde du regnet med at møde her – Jeff fra økonomiafdelingen?«, når de medvirkende falder i svime over hinandens sexyness.

Hvor er Australien?

Who cares om alt i serien er blålys og under-boob-blikfang (hotellets mest insisterende modetrend), når privatsfæreinvaderende ’Lanas’ hjemstavn præsenteres som ’Factory, China’ på skærmen, alt imens blåøjede Harry fra Australien (som læser kønsstudier for at score damer) oprigtigt talt ser ud, som om han er ved at begynde at græde ved udsigten til ikke at kunne få fingre i Instagram-modellen Francesca med de 350.000 følgere, goofy Chloé råber »Whoart?!« med sin bedste Essex-accent samtidig med, crossfit-løven Kels låser øjnene fast på bolden som flokkens selvudnævnte revisor, og sorority-pigen Haley fra Florida (som i det skjulte også luster efter Francesca) midt i det hele afslører, at hun ikke ved, hvor Australien ligger.

Det er så dumt, at det halve kan være nok, og det hele alligevel er alt for kort, når først binge-feberen sætter ind. Og det bliver ikke just mindre appetitligt af, at fyrene kalder hinanden for naughty possums, at britiske David ligner en pornoversion af en ’Downton Abbey’-butler (just sayin), eller at konceptet på papiret lægger i kakkelovnen til et lille, forkasteligt klasseeksperiment om, hvem der har mest brug for pengene. Som Haley siger: »Let’s go, jeg skal bare have de penge med hjem. Så kan jeg få betalt min gæld. Og min næseoperation. Og min gæld…« (jeg sværger på, at hun er modelleret over Amanda Seyfried i ’Mean Girls’).

Kels og Harry bonder med klatmaling.

Nej, vor uheldige helte på tvungen kysk badeferie (et dystert forvarsel om de kaotisk lumre tilstande, der venter på Tisvilde Strand henover den kommende sommer) fremstår ikke som de »skarpeste knive i… i… øh, skoven« (citat Chloé). Hvorfor det også virker utopisk, at nogen skulle få det lyse indfald at dele pengene op i X-antal dollars til hver, som den enkelte så kunne kaste i grams ved at gramse løs, som han eller hun lystede.

Lana ville nu nok heller aldrig bifalde folkets rejsning, sorry, oprejsning, og uden de medvirkendes forsøg på at dechifrere, om en »stærk forbindelse« monstro refererer noget med 5G eller double-D eller noget helt tredje, ville vi ikke få gyldne samtaler a la:

Hot Guy 1: »Do you think it could be long-term?«
Hot Guy 2: »I don’t know if I believe in marriage…«.
Hot Guy 1: »Nah, I mean like 4 weeks«.
Hot Guy 2: »Oh. No«.

Mød Lana. Sofamenneskets nye overlord.

Bevares, mit nye streaming-crush når ikke ’Love is Blind’s forbilledlige kvalitative højder. Og dog tog det blot 23 minutter af første afsnit at overbevise min isolationshjerne om, serien er et regulært mestermakværk i realityhierakiet, som Netflix – den naughty possum – og produktionsselskabet Fremantle nu suverænt dominerer med foruroligende tidssvarende programplanlægning og ublu sarkastisk omfavnelse af reality-klicheerne.

»Selvfølgelig fandt vi de lækreste, mest liderlige singler«, slår Desiree Burch overbærende fast i indledningen af ’Too Hot to Handle’. Selvfølgelig.

Coming up next: ’Fluernes Herre – The Under-boob Cut’.

Essentiel opdatering: Siden artiklen blev skrevet, har Søren Brostrøm, det servicemindede menneske, har nu givet grønt lys til, at danske singler gerne må have sex. Velbekomme.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af