’Miss Osaka’: Victoria Carmen Sonne er skrøbelig og dragende i ny dansk film
Hver gang jeg er startet på en ny uddannelse, i et nyt job eller især rejst på studieophold i udlandet, har jeg tænkt, at nu havde jeg chancen for at starte på en frisk og blive en helt anden person, fordi ingen kendte mig. Hvilken befrielse!
Jeg har hver gang måttet indse, at jeg ikke kan løbe fra min personlighed som introvert filmnørd. Men jeg er helt med på fantasien om at iklæde sig en ny identitet, som hovedpersonen Ines (Victoria Carmen Sonne) i instruktør og forfatter Daniel Denciks danske drama ‘Miss Osaka’ udlever i ekstrem grad.
Ines er taget med sin selvoptagede kæreste Lucas (Mikkel Boe Følsgaard) på forretningsrejse i Norge. Til middag på hotellet møder de den dragende japanske kvinde Maria (Nagisa Morimoto), som de begge bliver fascineret af. Selvom Lucas skruer op for charmen, er Maria dog mere interesseret i den mutte og selvudslettende Ines, som hun ser et slægtskab og uudnyttet potentiale i. I de følgende dage udvikler de to kvinder et symbiotisk forhold, hvor Maria bliver Ines’ læremester i at ranke rygge og opnå større selvsikkerhed.
Ines er dog ikke mere sikker på sig selv, end at hun – ukarakteristisk spontant – griber chancen for at overtage Marias liv, da en alkoholtung og forførende aften udvikler sig til en tragisk ulykke. Hun tager Marias kjole på og flyver på hendes billet hjem til Osaka, hvor hun flytter ind i Marias lejlighed og søger job på den natklub, hvor Maria var den mest eftertragtede værtinde.
Langsom overtager Ines også Marias bedste veninde, elsker og position. Men hvor længe kan hun holde rollespillet gående?
Ligesom Victoria Carmen Sonnes Bodil-belønnede rolle i ‘Holiday’ udnytter Dencik i ‘Miss Osaka’ skuespillerens blanding af noget skrøbeligt, tilbagelænet, mystisk og dragende – et passivt ydre med et rigt indre liv, der skaber en spændende uforudsigelighed.
Sonne er overbevisende som den usikre og ugidelige Ines, der er som en tom skal, og i sin transformation til sexet japansk værtinde, der dog holder mere fast i pleaser-genet, end Maria lod til. »Smil!« beordrer klubejeren Mamasan (Kaho Minami), og det gør Ines, ligesom hun med succes følger sin kollegas råd om at lillepigesexet overdrive sin mimik og lade, som om det, de mandlige gæster taler om, er det mest fascinerende i verden – en lidt forudsigelig skildring af østlig kønskultur.
Men lige så tillokkende de japanske værtinder er, lige så smuk og dragende er ‘Miss Osaka’ også.
Filmsproget er både dvælende og bombastisk. Dencik, fotograf Aske Alexander og production designere Aiko Kuramoto og Jane Marshall Whittaker får det ultimative ud af både den dramatiske norske natur, hvor snefnug daler ned over en rød kjole med Puccini på soundtracket, og den sensuelle puppeagtige stemning med røde pangfarver på klubben i Osaka. Der er nogle forførende og uhyggelige ‘Vertigo’-vibes over Ines’ besættelse af Maria og den detaljeorienterede udklædning og identitetsovertagelse.
Kan man finde sig selv ved at være en anden? Måske kan man faktisk komme nærmere. Ines udfylder i hvert fald sin tomme skal med noget.
Kort sagt:
Victoria Carmen Sonne glimrer med sin blanding af vaghed og beslutsomhed i Daniel Denciks forførende drama om en ung kvindes identitetstyveri i Japan.