Otte perler, du kan se gratis på Filmstriben

Mens det kan være svært at finde de mindre film af høj kvalitet på streamingtjenesterne, kommer Filmstriben til undsætning med oversete og historiske perler i flæng.
Otte perler, du kan se gratis på Filmstriben
Magnus Carlsen i 'Magnus' (Foto: Nordisk Film)

Med det bugnende streamingmarked er det ikke ligefrem, fordi der mangler film og serier at vælge i mellem. Alligevel kan det nogle gange være svært at opsnuse de lidt mindre titler, der ikke har fået så meget opmærksomhed.

Men der er Filmstriben en ven i nøden – der tilmed tilbyder gratis assistance.

Filmstriben, som er de danske bibliotekers digitale lånetilbud, kan bruges af alle med et sundhedskort. Og her kan man forlyste sig med en bred vifte af markante film, fra ’Moonrise Kingdom’ til ’The Square’, fra ’Parasite’til ’Adéles liv’, ’Kapernaum’ og ’Pans Labyrint’.

Men der er også en række film, som aldrig fik en dansk biografpremiere og simpelthen er gået for langt under radaren. Vi anbefaler en stribe af dem.

Magnus Carlsen i ‘Magnus’ (Foto: PR)

‘Magnus’

I dokumentaren kommer vi helt tæt på det norske skakgeni Magnus Carlsen, der i 2013 blev verdensmester i skak i en alder af kun 23 og stadig den dag i dag er regerende verdensmester.

Instruktør Benjamin Ree fulgte ham i over 10 år, og vi får derfor et særligt indblik i, hvordan et skakgeni håndterer sine frustrationer og deler sine glæder bag kulissen.

Liv Ullmann og Erland Josephson i ‘Scener fra et ægteskab’ (Foto: Sveriges Radio)

‘Scener fra et ægteskab’

På HBO Nordic kan man nu se Oscar Isaac og Jessica Chastain i en nyfortolkning

af Ingmar Bergmanns klassiker ’Scener fra et ægteskab’. Men hvorfor ikke give originalen en chance først?

I Bergmans udgave fra 1973 spiller Liv Ullmann og Erland Josephson akademikerparret Marianne og Johan, hvis ægteskab går i opløsning, da manden afslører, at han vil stikke af med sin unge elsker. Det er et intenst kammerspil, der italesætter de mange modsatrettede følelser, der kan opstå i et forhold, fra begær til had og misundelse.

Den svenske miniserie er tilgængelig i to dele på Filmstriben.

Brady Jandreau i ‘The Rider’. (Foto: Sony)

‘The Rider’

Chloé Zhao fik sit helt store gennembrud med’Nomadland’ og er nu på vej med Marvel-filmen ’The Eternals’.

Inden Oscar-vinderen stod hun bag den endnu mere fremragende ’The Rider’, der ligesom’Nomadland’ hovedsagligt havde amatørskuespillere på rollelisten.

Filmen handler om rodeo-stjernen Brady (Brady Jandreau), der efter en tragisk ulykke bliver nødsaget til at henstille sin karriere, hvilket medfører en dyb identitetskrise.

Soundvenues anmelder Jannie Dahl Astrup gav den 5 stjerner og skrev:

»’The Rider’ rammer dig ømt lige i følelses-solar-plexus igen og igen og sender tårerne i flodstrøm ned ad kinderne, når du mindst venter det«.

Elisabeth Moss ‘Her Smell’ (Foto: Bow and Arrow)

‘Her Smell’

Elisabeth Moss spiller i Alex Ross Perrys ’Her Smell’ punk/rock-musikeren Becky Something, der kæmper med stoffer, alkohol og indre dæmoner. Hun er en pest at være sammen med, og filmen skildrer det i en konsekvent pågående stil, der ikke vil være for enhver smag, men som effektivt afmytologiserer rockstjernelivet og den flygtige berømmelse.

James Franco og Emma Roberts i ‘Palo Alto’ (Foto: Rabbit Bandini)

‘Palo Alto’

’Palo Alto’ tegner et portræt af det rastløse ungdomsliv, som udfolder sig i byen Palo Alto i Californien. Vi følger generte April, spillet af Emma Roberts, der er splittet mellem sin attraktion af fodboldtræneren Mr. B (James Franco) og skateren Teddy (Jack Kilmer).

Bag debutfilmen finder vi den yngste i Coppola-klanen, nemlig instruktør Gia Coppola. Filmen er baseret på James Francos novellesamling fra 2010 med samme titel.

‘Skin’. (Foto: Another World)

‘Skin’

Guy Nattivs film er baseret på virkelige hændelser og handler om Bryon Widner, en af USA’s mest eftersøgte skinheads gestaltet af Jamie Bell. Han er med i en nynazistisk bande og er plastret til med tatoveringer fra top til tå, men da han møder kvinden Julie, revurderer han sine livsvalg. Det falder ikke just i god jord hos hans gamle nazivenner.

‘The Mole Agent’. (Foto: PR)

‘The Mole Agent’

Chilenske Maite Alberdi står bag den Oscar-nominerede dokumentar ’The Mole Agent’ om en kvinde, der er bekymret for, om hendes mor bliver behandlet ordenligt på det plejehjem, hvor hun bor. Datteren ansætter 83-årige Sergio Chamy, der er pensioneret og ikke har så meget at tage sig til – og som går undercover som beboer på plejehjemmet for at afsløre forholdene. Lige dele hjertevarmende og spændende som en detektivkomedie.

Den sydkoreanske stjerne Ma Dong-seuk i aktion. (Foto: PR)

‘The Gangster, the Cop, the Devil’

Sydkorea er altid leveringsdygtige i skæve actionfilm, og Won-Tae Les ’The Gangster, the Cop, the Devil’ er ingen undtagelse.

I hovedrollen finder vi Ma Dong-Seok fra ’Train To Busan’. Han spiller en mafiaboss, der efter at havde overlevet et angreb fra en seriemorder med nød og næppe danner et partnerskab med politiefterforskeren Jung Tae-seok.

Mafiabossen og politimanden har nemlig et fælles mål: at fange den djævelske morder, der går under navnet ’K’.

Soundvenues Claus Nygaard Petersen gav ’The Gangster, the Cop, the Devil’ fire stjerner i sin anmeldelse og skrev:  

»Den uforlignelige Ma Dong-Seok er det helt store lyspunkt i Lee Won-taes underholdende actionkomedie-basker om en gangster og en betjent, der slår sig sammen for at fange djævlen«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af