De 10 bedste film, vi så på årets Venedig-Festival – fra Timothée Chalamet og Kristen Stewart til ætsende samfundskritik

Venedig Film Festival går på hæld, efter at have budt på verdenspremierer på nogle af efterårets mest ventede titler. Soundvenues udsendte, Jakob Freudendal, gør status over sine favoritter.
De 10 bedste film, vi så på årets Venedig-Festival – fra Timothée Chalamet og Kristen Stewart til ætsende samfundskritik
Tim Roth i Michel Francos 'Sundown'. (Foto: PR)

10. ‘Sundown’ 

Den mexicanske instruktør og provokatør Michel Franco modtog andenprisen i Venedig sidste år for sin kontroversielle klassekampsfilm ’New Order’. I hans opfølger ’Sundown’ er white guilt også en fremtrædende tematik, men filmen er mere afdæmpet og fokuseret end sin forgænger.

Tim Roth er glimrende som den velhavende Neil, der er på ferie i Mexico med sin søster (Charlotte Gainsbourg) og hendes to børn. De drikker masser af sprut og daser ved poolen, men pludselig får søsteren et opkald: Deres mor er død, og hulkende må de begive sig mod lufthavnen. Der er bare ét problem – Neil har glemt sit pas. Eller det siger han i hvert fald.

Den overrumplende åbning bliver startskuddet på en fortælling om en mand, der forsøger at finde sig selv og undslippe sin familiearv, når han efterlader familien i lufthavnen og lader sig indlogere på et skummelt hotel i Mexicos slum og indleder en flirt med en af de lokale.

‘Un Autre Monde’. Foto: PR

9. ’Un Autre Monde’

Stéphane Brizé laver ærkefranske, socialrealistiske film om det moderne samfunds slagsider. På den måde er der intet nyt under solen i hans overraskende hårdtslående ’Un Autre Monde’, som brænder af indignation over kapitalismens konstante besparelser og umulige arbejdsvilkår med spørgsmålet: Hvad er et menneskeliv værd?

Brizés hofskuespiller Vincent Lindon giver en fremragende, mådeholden præstation som fabriksbestyreren Philippe, der står midt i en skilsmisse, og samtidig tvinges til at afskedige 60 medarbejdere. Han kæmper med hud og hår at få sit liv til at hænge sammen, mens han går imod sin kyniske ledelse i et forsøg på at fastholde sine medarbejdere. Det er hjerteskærende og dybtfølt samfundskritik.

Milena Smit og Penélope Cruz i ‘Parallel Mothers’. (Foto: El Deseo)

8. ’Lost Illusions’

Jeg havde på ingen måde troet, at en fransk kostumefilm skulle blive en af de bedste film, jeg så på årets festival. Men Xavier Giannoli formår at støve den antikverede genre af med ’Lost Illusions’ om Lucien, en ung forfatterspire på bunden af samfundshierarkiet, der forsøger at blive en del af overklassen.

Filmen er en mindre poetisk ækvivalent til sidste års fremragende ’Martin Eden’ med sin humoristiske og slagkraftige fortælling om kommercialisering af kunst. Særligt stærk er filmens kritik af kulturkritik, når Lucien bliver en del af det franske kritikermiljø i starten af 1800-tallet, hvor en god anmeldelse er noget, man køber sig til – og hvor kunsten uundgåeligt bliver fanget som et middel i den verserende klassekamp.

Milena Smit og Penélope Cruz i ‘Parallel Mothers’. (Foto: El Deseo)

7. ’El Gran Movimiento’

Den bolivianske instruktør Kiro Russos nyeste film er en fabulerende socialkritik, der for alvor fastslår hans unikke visuelle fortællestil. ’El Gran Movimiento’ udspiller sig som en slags bysymfoni, der viser, hvordan industrialiseringen har korrumperet det lille lokalsamfund i bjergbyen La Paz.

Vi følger tre unge minearbejdere, der uden held leder efter arbejde, mens deres leder Elder gradvist bliver sygere og sygere af at indånde minestøv og udføre hårdt fysisk arbejde. Filmen skildrer titlens store bevægelse fra lokale skikke til modernitet på visuelt overlegen vis – særligt da den lokale shaman Max, som har svært ved at overbevise om sine evner, introduceres til ligningen med en række drømmesyn til følge.

En scene, hvor alle filmens skuespillere (udelukkende amatører, der spiller fiktionaliserede udgaver af dem selv) bryder ud i dans, er magisk.

Milena Smit og Penélope Cruz i ‘Parallel Mothers’. (Foto: El Deseo)

6. ‘Parallel Mothers’

Efter sin mest personlige film til dato, ‘Smerte og ære’, er Spaniens vel nok største instruktør Pedro Almodóvar tilbage på vant grund. ‘Parallel Mothers’ er den slags veludførte dramaer med masser af twists, som han skabte sin karriere på – med en overrumplende kritik af Spaniens manglende opgør med Francos diktatur, der alligevel gør filmen til et nyt kapitel i auteurens oeuvre. 

Penélope Cruz gnistrer som den komplekse karrierekvinde Jannis, der bliver gravid og på fødegangen møder den yngre, ufrivillige mor Ana. Begge gemmer de på traumer, som langsomt kommer til at styre deres forhold – og deres børns opvækst – når de konfronteres med svære moralske dilemmaer.

Læs, hvad jeg skrev om filmen ved verdenspremieren.

Kristen Stewart som Diana. (Foto: PR)

5. ‘Spencer’

Kristen Stewart bærer Pablo Larraíns medrivende film om Diana Spencer på sine skuldre med en præstation, der snildt rangerer blandt hendes allerbedste. Den afgrænsede historie fører os helt ind bag hofmurene, hvor prinsessen i de skæbnesvangre tre dage over julen i 1991 beslutter sig for at forlade prins Charles og bryde med kongefamilien.

Filmen tager os helt ind i hovedet på Diana, når hun hjemsøges af fortidens spøgelser. Men mest af alt skildrer den med præcise metaforer, hvordan livet i kongefamilien er et kvælende fangenskab uden fremtid. Den flotte periodespecifikke billedside og Jonny Greenwoods atmosfæriske musik løfter ‘Spencer’ til en glimrende biopic, der går mod genrens velkendte faldgruber.

Læs, hvad jeg skrev om filmen ved verdenspremieren.

Milena Smit og Penélope Cruz i ‘Parallel Mothers’. (Foto: El Deseo)

4. ‘Il Buco’

En af de mest overvældende filmoplevelser på festivalen stod den italienske auteur Michelangelo Frammartino for. Hans første film i 11 år, ‘Il Buco’, skildrer med tålmodighed og distance en gruppe speleologer, der sætter sig for at udforske en grotte i det sydlige Italien anno 1961 – den på daværende tidspunkt tredje største grotte i verden med sin dybde på over 700 meter.

Filmen er et pragteksempel på slow cinemas kraft, når den nærmest uden dialog og i lange, billedskønne indstillinger fremmaner refleksion over menneskets forhold til naturen og den hastige teknologiske udvikling. I takt med at vi kommer dybere og dybere ned i grotten, skildret via bjergtagende panoreringer, bliver det nemlig også klart, at de eventyrlige grotteudforsker begår en form for overgreb på naturen, idet en lokal fårehyrde falder om, dødsenssyg.

Nogle mysterier bør ikke fravristes naturen.

Oscar Isaac i ‘The Card Couter’. (Foto: PR)

3. ‘The Card Counter’

Paul Schrader er blevet en bedre og bedre filmskaber med årene, og det mærker man for alvor i ‘The Card Counter’. Selvom den samfundskritiske kerne i hans fortællinger forbliver den samme, gentager instruktøren på ingen måde sig selv.

Med ‘The Card Counter’ omsætter Schrader sin fortælling om fortabte mænd, der leder efter frelse, til en intens gamblerfilm, som viser amerikanske kasinoer fra deres mest uprestigefulde side. Oscar Isaac er fremragende som Irak-veteranen, der må sone for sine ugerninger, og langsomt skubbes mod afgrunden. Schrader bygger op mod et overrumplende klimaks, der gør op med det nationale traume, som krigen mod terror plantede i USA.

Læs, hvad jeg skrev om filmen ved verdenspremieren.

Timothée Chalamet i ‘Dune’. (Foto: PR)

2. ‘Dune’

Denis Villeneuves stærkt imødesete filmatisering af Frank Herberts ikoniske sci-fi-klassiker ‘Dune’ fik en blandet modtagelse ved festivalen, men for denne skribent er der ingen tvivl: Her har vi at gøre med en nyklassiker inden for genren, og en af de mest interessante første film i en blockbuster-serie, Hollywood har præsteret i mange år.

‘Dune’ er ganske vist et stort buildup til Villeneuves planlagte anden film i serien, men alligevel er det en fremragende storfilm i egen ret, når instruktøren udbygger et overrumplende visuelt univers med præcise karaktertegninger og nervepirrende suspense-scener af bedste skuffe.

Læs, hvad jeg skrev om filmen ved verdenspremieren.

‘The Hand of God’ af Paolo Sorrentino. (Foto: PR)

1. ‘The Hand of God’

Paolo Sorrentino har skabt sin mest personlige film til dato med Netflix-filmen ‘The Hand of God’, der skildrer den største tragedie i hans liv: Hans forældres død i en ulykke, da han var kun 17 år gammel. Men filmen bliver aldrig selvmedlidende eller overdrevent dramatisk. I stedet skaber Sorrentino et univers af sublime karakterer, der simpelthen er larger than life

Det er en film, der utilsløret hylder filmmediets mirakuløse kraft, når hans unge proxy styrer mod mediet for at undslippe sin sorg. Og samtidig er det en film, der finder det smukke i det smertelige, og skaber filmiske mirakler i simple hverdagsscenarier. ‘The Hand of God’ ville være en mere end fortjent Guldløvevinder, når høsten gøres op i aften.

Læs, hvad jeg skrev om filmen ved verdenspremieren.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af