VENEDIG FILM FESTIVAL. Kristen Stewart gør al tvivl til skamme med sin præstation i Pablo Larraíns ’Spencer’, der følger Lady Diana over tre skæbnesvangre juledage i 1991, hvor hun beslutter sig for at forlade sin mand, Prins Charles (Jack Farthing).
Den 31-årige amerikanske skuespiller mestrer ikke bare den engelske accent, hun ligner og lyder faktisk også som Diana, der blandt andet også er blevet fortolket i ’The Crown’ i nyere tid. Men hvor Netflix-serien kommer hele vejen rundt om den engelske kongefamilie, er fokusset i Larraíns film anderledes snævert. Det er helt og holdent Stewarts film.
Vi møder Diana, da hun ankommer til Sandringham-palæet, hvor kongefamilien skal holde jul, efter at være faret vild på vejen – til trods for at den overdådige grund ligger et stenkast fra hendes gamle barndomshjem. Paparazzi-fotograferne er hele tiden i nærheden og aviserne har fået færden af en kvinde i oprør. Men vi ser aldrig det store mediespektakel rundt om paladset.
I stedet tager Larraín os med indenfor bag muren i det kolde hjem, der hjemsøges af fortidens spøgelser og nutidens ditto. Palæet styres med militærpræcision af husets personale (de fremragende britiske karakterskuespillere Timothy Spall, Sally Hawkins og Sean Harris), som har fået til opgave at holde øje med Diana og rapportere alt, hun gør, til dronningen. Hele hendes liv er kontrolleret ned til, hvilken kjole hun skal have på hvilken dag.
Hun er en skygge af sig selv og er langsomt ved at gå i spåner, hvilket særligt viser sig, når hun ser syner af Dronning Anne Boleyn, hvis liv også endte i tragedie. Man fornemmer, at Diana har kurs direkte mod den samme dødsdømte skæbne, hvis hun bliver meget længere i huset, hvor påmindelserne om hendes mands utroskab er allestedsnærværende. og kærligheden for længst er forsvundet.
Vi følger hende på nærmeste hold i timerne, hvor hun beslutter sig for at bryde ud af sine lænker og forlade kongefamilien.
Alt er centreret om Diana, faktisk går der cirka en time, før vi hører Prins Charles sige en replik. Og selvom man en gang imellem savner nogle flere karakterinteraktioner, giver det radikale valg mulighed for en flot indadskuende præstation fra Stewart, som formidler kringelkrogene i Dianas sind med stor troværdighed.
’Spencer’ er en film om én person i en meget specifik situation, nøjagtigt som det også var tilfældet med Larraíns glimrende biopic ’Jackie’, der fulgte Jackie Kennedy i dagene efter mordet på JFK. Særligt interessant er det, hvordan filmen skildrer det dekadente fængsel, Diana er blevet indespærret i – fyldt med traditioner, etiketter og ritualer, der gør det umuligt for den unge kvinde at være sig selv.
Filmen beskriver flot, hvordan der kun eksisterer én tidslighed som del af den royale familie: Man har ingen fremtid, men er i stedet i limbo mellem fortiden og nutiden, der smelter sammen til én – glimrende iscenesat ved laget af støv i det gamle palads, der tilsyneladende er umuligt at vaske væk, og som forbinder de nulevende royale med deres forgængere.
Til tider kammer det en smule over med den tunge symbolik og et manuskript, der lidt for ivrigt forsøger at kæde alt sammen. Men for det meste formår Larraín at forankre dramaet i Dianas konkrete og komplekse indre tumult, der perfekt understreges af Jonny Greenwoods mesterlige score.
Med en flot, periodespecifik scenografi og en impressionistisk billedside, der smukt indfanger det disede vinterlandskab og leder tankerne hen på Terrence Malick, er filmen desuden en visuel lækkerbisken af de helt særlige.
Det kreative filmsprog støtter perfekt op om Stewarts kraftfulde præstation, der for alvor stadfæster, at hun er meget mere end ‘Twilight’, som vi også har set i hendes glimrende arthouse-roller i film som ’Certain Women’ og ’Skyerne over Sils Maria’.
Stewart leverer ikke bare en imitation af en virkelig person, men et dybtfølt psykologisk portræt af en kvinde på flugt fra sin status – et motiv, som lader til at ligge i forlængelse af Stewarts egen utilpashed med sin stjernestatus.