’Skyerne over Sils Maria’
»En tekst er ikke et statisk objekt. Den ænder sig, alt efter hvem der læser den og på hvilket tidspunkt i deres liv«.
Nogenlunde sådan lyder en af de mange filosofiske replikker, der præger Olivier Assayas’ seneste film ‘Clouds of Sils Maria’ – en intelligent meta-fortælling, der på subtil vis udvisker grænsen mellem virkelighed og fiktion og giver en sjældent skarp indsigt i, hvad det vil sige at leve sig fuldstændigt ind i en rolle, som man egentlig slet ikke har lyst til at identificere sig med.
Filmen handler om den aldrende skuespillerinde Maria Enders (Binoche), der i en alder af blot 40 bliver katapulteret direkte ind i en dyb midtvejskrise, da hun bliver spurgt, om hun har lyst til at medvirke i et remake af den forestilling (Maloja Snake), der i sin tid kickstartede hendes karriere. Kun for at få at vide, at hun denne gang ikke skal spille den unge, smukke Sigrid, men den sørgelige spinster Helena. Maria sluger sin stolthed og ender med modvilligt at tage imod rollen, men fra start af står det klokkeklart, at det ville have været mindre krævende for hende at spille en tudegrim, pædofil seriemorder end en karakter, der ligger så tæt op ad hendes egen skæbne.
Der er en konstant dobbelthed til stede i Assayas’ manuskript, der gør, at filmen får karakter af en slags palimpsest, hvis overfladefortælling får dybere dimensioner fra de værker, den fremmaner (‘All About Eve’, ’Persona’), og de real life-omstændigheder, som den bringer i spil. Og sammenfaldet mellem den ægte Binoche og karakteren Enders’ alder og karriereforløb er kun begyndelsen. Også Kristen Stewarts fortid som vampyrplageånden Bella siver glimtvist op til overfladen i rollen som Marias personlige assistent Valentine på en underspillet og sjov måde. Så sjov, at Maria faktisk, i en fuldkommen uforglemmelig scene, sprøjter cognac ud af næsen af grin.
I ‘Clouds of Sils Maria’ skaber Assayas en helt særlig vekselvirkning mellem skuespillerindernes virkelige skikkelser, de roller, de spiller i filmen, og de karakterer, de inkarnerer i teaterstykket-i-filmen. Især i sekvenserne, hvor Maria øver sine replikker med Valentine, opstår der en forstyrrende usikkerhed om, hvorvidt det, de siger til hinanden, er in character eller ej.
At Binoche er tryllebindende som Maria kommer næppe som en overraskelse, men også K-Stew er mod forventning fuldstændigt suveræn som hendes PA, der er skiftevist lige så forførerisk og forræderisk som det slangelignende vejrfænomen, teaterstykkets titel refererer til.
Kort sagt:
Jeg ved snart ikke, hvad der er smukkest at overvære: Alpelandskaber og sjældne skyformationer filmet i 35 mm eller Kristen Stewarts opblomstring som skuespillerinde. Assayas’ nye film er et billedskønt, mise-en-abyme-mindgame, der malker de medvirkendes talent og leger med tanken om, at livet imiterer kunsten – eller omvendt.