HBO Max i Danmark løfter sløret for ‘Sex and the City’-spinoff, abonnementspris og bagkatalog

HBO Max i Danmark løfter sløret for ‘Sex and the City’-spinoff, abonnementspris og bagkatalog
'Sex and the City' (Foto: HBO)

26. oktober erstattes HBO Nordic med Warners internationale streamingtjeneste HBO Max, der fik sin debut i USA sidste år.

Og nu er vi blevet en tand klogere på, hvad der er i vente.

HBO Max har i dag meldt ud, at tjenesten kommer til at koste 79 kroner om måneden, hvilket faktisk er billigere end den nuværende pris – for langt mere indhold. Nedsættelsen af prisen skal ses i lyset af, at den dermed fremover kommer til at flugte med konkurrenterne hos Netflix.

På tjenesten kommer alt det nuværende HBO-indhold til at være tilgængeligt, heriblandt den kommende ‘Sex and the City’-spinoffserie ‘And Just Like That’, som HBO Max annoncerer vil få premiere til december.

Dertil kommer et markant øget filmudbud bestående af hele Warners bagkatalog, fra Harry Potter-franchisen til D.C.-superheltefilmene og ‘Matrix’-filmene.

Apropos ‘Matrix’ vil den kommende film, ‘Matrix Ressurections’, få premiere på HBO Max 45 dage efter biografpremieren – i lighed med alle andre kommende Warner-titler.

Bagkataloget inkluderer også klassikere af ældre dato, fra ‘Singing in the Rain’ til ‘A Clockwork Orange’.

Til november kan vi vente os den første danske HBO/HBO Max-serie i form af ‘Kamikaze’, mens vi må forvente, at HBO Max-titler, der ikke har fundet vej til HBO Nordic – fra Emmy-vinderen ‘Hacks’ til Steven Soderberghs ‘No Sudden Move’ – også er til rådighed fra start. Det er dog endnu ikke bekræftet.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af