Quentin Tarantino er kendt for at være snakkesalig, også hvad angår sine idéer til kommende projekter.
Egentlig har instruktøren holdt fast i, at hans næste film – hans tiende – skulle være hans sidste. Alt for mange instruktører laver dårlige film, når de bliver gamle, og man skal være ung for at instruere film, har han ræsonneret.
Men nu virker det til, at han så småt trækker udsagnet tilbage.
I tirsdags holdt instruktøren en tale ved Rom Film Festival i forbindelse med, at han modtog en hæderspris fra den italienske instruktør Dario Argento.
Her fortalte Tarantino ifølge Variety, at han »ingen idéer har», hvad angår hans kommende film. Men da han blev spurgt om, hvorvidt det kunne blive en ‘Kill Bill Vol. 3’, svarede han: »Hvorfor ikke? Men jeg vil først lave en komedie».
I samme ombæring nævnte instruktøren også en spaghettiwestern og tilføjede: »Det er noget andet, som jeg tænker på at lave – og jeg vil ikke begynde at beskrive, hvad det er«, sagde han, hvorefter han i rige detaljer beskrev, hvordan han forestiller sig en spaghettiwestern, hvor alle taler forskellige sprog.
Tarantino lufter jævnligt så mange ideer, at man begynder at tvivle stærkt på, at han vil kunne stoppe instruktørkarrieren efter den næste film.
I august fortalte Tarantino i podcasten The Big Picture om en filmidé, hvor Adam Driver skal spille en ikonisk Vietnamveteran i en nyfortolkning af bogen ’First Blood’.
To måneder forinden fortalte instruktøren i programmet Real Time with Bill Maher om overvejelserne omkring at genindspille sin debutfilm ‘Reservoir Dogs’ som sin tiende og sidste film.
»Jeg kommer ikke til at gøre det, internet. Men jeg overvejede det», sagde han i interviewet med Bill Maher.
Mere realistisk er det måske, at en ’Kill Bill vol. 3’ kan blive en realitet på et tidspunkt.
I august gæstede instruktøren Joe Rogans podcast, hvor Tarantino fortalte, at han ville caste Uma Thurman over for hendes virkelige datter, Maya Hawke fra ‘Stranger Things’.
Instruktøren forklarede sin idé i podcasten:
»Jeg tænker at genbesøge karaktererne 20 år senere og bare forestille sig The Bride med sin datter, Bebe, der har haft 20 års fred, og så bliver freden smadret. The Bride og Bebe er på flugt, og idéen om at kunne caste Uma og caste hendes datter Maya i filmen ville være fucking spændende«.