En af de mest ventede titler fra årets filmfestival i Cannes var Sean Bakers Guldpalme-nominerede komediedrama ‘Red Rocket’, og lykkeligvis skuffede filmen ikke.
Vores udsendte filmredaktør roste således ‘Red Rocket’ til skyerne, da han så den på festivalen – blandt andet for castingen af den knap så anerkendte ‘Scary Movie 3’-skuespiller Simon Rex i hovedrollen.
»På et tidspunkt, hvor man nok tænkte, at det kun ville gå nedad bakke for Rex, har Baker givet ham sit livs rolle – og han har grebet chancen«, lød det blandt andet.
‘Red Rocket’ følger den afdankede pornoskuespiller Mikey, der vender hjem til sin lille Texas-hjemby i søgen efter et nyt job. Her flytter han ind hos sin hustru (og tidligere pornomedskuespiller), som ikke har set ham længe, og som egentlig ikke gider have det notoriske fuckup boende. Samtidig begynder Mikey at flirte med en 17-årig pige fra den lokale donutbutik.
I ‘Red Rocket’ fortsætter Sean Baker altså stilen fra sine to første spillefilm ‘Tangerine’ og ‘The Florida Project’: Empatiske, farverige og charmerende skildringer af skæve og småtragiske menneskeskæbner fra bunden af det amerikanske samfund.
Der er endnu ikke blevet annonceret en regulær dansk premieredato for ‘Red Rocket’, men filmen kan faktisk fanges til forpremiere allerede 20. oktober, når CPH PIX viser den til lanceringen af årets Weekend-festivalprogram.
Se traileren til ‘Red Rocket’ herunder.